<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1150766838320198&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Danmarks bedste ledelsesblog – vinder af Blogprisen

as3_2017_1106-415953-edited.jpg

Performance | Læs på 4 min

Er dit hus egentlig mere værd end dig?

Jørgen Uhrbrand

Få 7 gode råd til at skrue prisen op for dine evner og kompetencer. De fleste kender jo nok markedsværdien på deres hus, sådan nogenlunde i hvert fald, men vores markedsværdi som arbejdskraft har mange et lidt mere flygtigt forhold til.

Der er intet galt i blot at passe sit job, men hvis du vil have optimal indflydelse på din karriere og dine jobmuligheder, skal du kende din markedsværdi.

Danskere har  ifølge en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd den næsthøjeste jobtilfredshed i hele EU. Det er egentlig rigtig godt. Udfordringen er dog, at vi faktisk er for dårlige til løbende at udvikle vores kompetencer og sikre vores jobtilfredshed ud i fremtiden.

Og jo længere tid du har været i samme job i samme virksomhed, jo mindre forholder du dig givetvis til, hvad lige præcis du kan.

Tag styring og undgå at blive overhalet

Et hus skal som bekendt vedligeholdes, så de små sprækker i murene ikke laver skader i fundamentet, og de små huller i taget skal tættes, så huset ikke får fugtskader. Vil du øge værdien af huset, kan det være en god ide at investere i et nyt badeværelse, køkken eller en tilbygning.

På samme måde må du i dit arbejdsliv løbende vedligeholde dine kompetencer, opdatere din viden eller måske øge din egen værdi ved at investere i dig selv. Eksempelvis ved hjælp af uddannelse, kurser eller coaching.

Derved gør du tydeligt opmærksom på dig selv overfor din leder eller en samarbejdspartner, som måske i næste måned står med præcis den jobmulighed eller det projekt, du gerne vil være en del af. Og så er det jo dumt at blive overhalet indenom, fordi du har misligholdt din egen udvikling og profil og dermed ikke kommer i betragtning.

7 råd til at øge din markedsværdi

Hvis du hæve din egen pris, skal du fokusere på det, du selv kan påvirke. Din alder er om noget svær at gøre noget ved, men hos alt for mange bliver alder en barriere. En barriere, der dog godt kan brydes ned, hvis du er bevidst om, hvordan du styrker din jobmæssige profil. De 7 råd lyder:

1. Gør din profil knivskarp

Mange har et sløret billede af, hvad de kan og fokuserer på, hvor de har arbejdet samt hvornår og hvor længe, de har gjort det.

Hvis du i stedet fokuserer på, hvad du kan, og hvilke opgaver du har arbejdet med, bliver du tvunget til at tænke anderledes. Husk din profil er en kombination af din uddannelse, dine jobfunktioner, din fritid – ja dit hele liv.

Tag alt med og præcisér, hvad det lige præcis er, du kan inden for salg, indkøb, økonomi, marketing, HR, logistik, ledelse, eller hvad der er nu er dine spidskompetencer.

2. Få et digitalt mindset

For mange på 50+ er det digitale en udfordring. Vi bliver af gode grunde aldrig digitalt indfødte, men vi bliver nødt til at interessere os for det.

Vær nysgerrig og se den digitale verden som en verden af muligheder. Bliv fortrolig med de nye systemer på din arbejdsplads, brug de sidste nye features på din mobiltelefon og udforsk de sociale medier.

Er du eksempelvis jobsøgende, er det et must at have en skarp LinkedIn-profil, så headhuntere eller potentielle arbejdsgivere ikke ser en død side uden indhold og hurtigt googler videre. Nej, på få sekunder skal du fange deres opmærksomhed.

3. Fremtidssikr dine kompetencer

Du skal fokusere på, om det, du kan, er tidssvarende, eller om du har brug for ny viden. Hold øje med tendenserne inden for dit område og følg med i udviklingen.

Igen – langt de fleste job har i dag et digitalt aspekt i sig. Det er derfor afgørende, at du sætter dig ind i den teknologiske udvikling inden for dit område, så du ikke sakker bagud.

4. Vær forandringsparat

Du har hørt det før, men det er der altså en grund til. Du skal være parat til prøve noget nyt og se muligheder fremfor begrænsninger. Vær bevidst om, at din mobilitet påvirker din markedsværdi.

Der kan være mange fuldstændigt legitime grunde til ikke at ville flytte. Børn, netværk og bolig for at nævne nogle få. Men så skal du blot vide, at din markedsværdi på dette punkt er lavere end dem, der er mere mobile. Overvej i stedet, hvor du i stedet kan styrke din værdi.

5. Styrk dit netværk

Det forbedrer dine fremtidige muligheder væsentligt, hvis du har et stort netværk. Dyrk det netværk, du har, og overvej om du skal indgå i nye netværkssammenhænge.

Sørg for at holde dig opdateret på, hvor dit netværk arbejder og hvilke kompetencer, de har. Her er LinkedIn en ideel platform til at holde dig opdateret om dit netværk. Den dag, du vil søge et nyt job, eller du får brug for konkret sparring, så ved du, hvem du kan spørge til råds.

6. Skift job – internt eller eksternt

Det er en god nøgleregel at skifte job eller ansvarsområde hvert tredje år, så du løbende udvikler dig.

Der er intet i vejen med at være en loyal medarbejder i den samme virksomhed i mange år, men sørg for at du både vedligeholder og udvikler dine kompetencer løbende for at flere dimensioner ind i dit job.

7. Vær bevidst om din fremtoning

Ligesom dit hus har en højere værdi, når det står skarpt, giver du også et bedre indtryk, hvis du har en god fremtoning. Det har betydning, at du holder dig sund, dyrker motion og får en god kost.

Har du udstråling, tiltrækker du dig automatisk positiv opmærksomhed, og de valg, du har gjort om din egen person, kan derfor påvirke mulighederne i dit arbejdsliv. Din personlige fremtræden er især vigtig, hvis du har et job, hvor du skal sælge noget, eller hvis du skal mødes med en potentiel ny arbejdsgiver.

Du har selv ansvaret for din markedsværdi

Det er kun én, der bestemmer din markedsværdi. Og det er ikke din chef. Det er op til dig selv at tage det fornødne ansvar for at skabe de muligheder for dig selv, som du ønsker, og op til dig at gøre det i tide.

Hvis du har en chef, som ikke giver dig de muligheder, du ønsker, så overvej, om du efterspørger det nok. Ellers bør du måske overveje, om det er tid til at skifte job. Uanset hvad, så tag selv styringen – det kommer du længst med. For din egen skyld.
Jørgen Uhrbrand

Jørgen Uhrbrand

Har arbejdet med forandringsprocesser, outplacement og jobrådgivning i 16 år. 7 års erfaring som både varehus- og salgschef i IKEA og 4 års erfaring som afdelingschef i Matchmaker Rekruttering. Derudover mange års erfaring som elitefodboldtræner og –konsulent. Har været partner og direktør i AS3 Transition siden 2005.

Forrige indlæg

Hvordan kan trivselsmålinger skabe værdi for din virksomhed?

Næste indlæg

Professor: ”Fastholdelse af kernemedarbejdere er netop nu vigtigere end nogensinde før”

Kommenter indlægget