“Jeg turde ikke sætte mig ned, for ville jeg så nogensinde kunne rejse mig igen?”

Til dagligt holder hun styr på projekter med mange interessenter og skarpe deadlines. Men selvom Ditte er kollegernes go-to-ekspert, når komplekse processer skal optimeres, har hun det meste af sit voksenliv søgt et svar på sit indre kaos.  

© Foto: Søren Hald 

I en alder af 40 år fik Ditte Feierskov Pamperin endelig det svar, hun havde savnet. I årevis havde hun vidst, at der var et eller andet med hende. Men hvad var det?

Den lille pige, der kom hjem fra skole i bare tæer, fordi hun havde glemt sine sko. Den unge kvinde, der traf den ene impulsive og ufornuftige beslutning efter den anden. Medarbejderen, der løste opgaver i et gear og et tempo, som ingen andre kunne følge. Men som også ramte muren så hårdt, at hun slog sig gang på gang.  

Pludselig gav det hele mening.  

Var ADHD-diagnosen et stempel, et stigma, en befrielse eller en sorg? Lidt af det hele på én gang, siger Ditte.  

Det gode ved diagnosen er, at det giver mig en anden forståelse for mig selv. Jeg kan tage hensyn til mine udfordringer og passe på mig selv i stedet for hele tiden at blive frustreret og ked af det.     

- Det var en kæmpe lettelse, men det var også en kæmpe sorg, fordi jeg kunne have undgået rigtig meget i mit liv, hvis jeg havde jeg vidst, hvad jeg havde med at gøre. Jeg var ked af, at der aldrig var nogen, der havde set mig. Og jeg græd rigtig meget i starten, fordi jeg var ulykkelig over, at det så aldrig går væk. 

Dittes historie er en fortælling om overbelastning, depression og særlig sensitivitet. Om daglige udfordringer med tankemylder, stress, lyd- og lysfølsomhed, søvnløshed og migræne. Men også om en superkraft, der gør hende i stand til at overkomme mere end de fleste, overskue komplekse processer og giver hende en helt særlig empati og forståelse for andre mennesker.  

Alle tre evner, hun bruger til daglig i sin stilling som projektleder i Hovedstadsområdets Forsyningsselskab (HOFOR). 

En hjerne, der aldrig slukker

Det er ikke til at se det, medmindre man ved det. Kvinden overfor mig på skærmen har en stærk udstråling, et særligt nærvær og en evne til at sætte meget velvalgte og meningsfulde ord på sig selv og sin historie.  

Men indtil for tre år siden foregik Dittes liv enten med 200 kilometer i timen eller i tomgang. Hun brændte enten igennem eller brændte ud og havde svært ved at få hverdagen, arbejdslivet og familielivet til at fungere.  

Bare det at komme ud ad døren om morgenen var en energikrævende udfordring. Og at komme gennem arbejdsdagene krævede alle hendes kræfter. Hun slog sit hyperfokus til, fortabte sig i enorme mængder af opgaver. Og hver dag, når hun gik hjem fra arbejde, havde hun følelsen af at have tømmermænd.  

- Jeg har jo ikke vist udadtil, hvad der er foregået, men indeni har det været ekstremt voldsomt, at det har kørt sådan hver eneste dag med enorme følelsesmæssige udsving, et vanvittigt tempo og en hjerne, der bare aldrig slukkede.

Regningen betalte Ditte, når hun kom hjem og enten kollapsede i det øjeblik, hun trådte ind ad døren - eller fortsatte i højt tempo af frygt for ikke at kunne rejse sig igen, hvis hun først satte sig ned.  

På trods af træthed slukkede hendes hjerne aldrig, så hun spiste sovepiller for at kunne falde i søvn og gik gentagne gange ned med stress, depression og belastningsreaktioner.  

Alt det ændrede sig, da hun omsider kunne sætte et navn på sin tilstand og startede på medicin.  

”Jeg har besluttet mig for at være åben og generøs med mig selv her og på mine sociale medier, fordi jeg ved, at der er en masse mennesker derude, som ikke føler sig set eller genkendt. Og det er vigtigt for mig at give videre, at en diagnose ikke behøver at stå i vejen for, at man kan opnå en masse af de ting, man drømmer om.”

Ditte følte sig heller ikke set eller genkendt af nogen, før hun for tre år siden helt tilfældigt faldt over en artikel i et dameblad, hvor en kvinde fortalte om at blive sendiagnosticeret med ADHD.  

Bare som vi taler om det nu, får jeg gåsehud. Det var ligesom, hvis der var 50 ting på en liste, så kunne jeg tjekke alle sammen af.
Det var så vild en oplevelse. Lige pludselig følte jeg, at der ikke var noget galt med mig, for der var jo en forklaring på det hele.

Det er ikke sort og hvidt

Belært af sin egen historie mener Ditte, at vi bør tale om ADHD på en anden måde, end vi gør. For det er en meget bred diagnose, og selv om der er generelle træk, kommer opmærksomhedsforstyrrelser vidt forskelligt til udtryk hos den enkelte person.  

- Min søn er diagnosticeret med infantil autisme. Min voksne datter med ADHD og hendes far det samme. Alligevel kunne jeg ikke lave koblingen til mig selv, for mine symptomer er helt anderledes.

Det ved Ditte nu, og det er for hende en af grundene til, at det er vigtigt at tale om. For vi er nødt til at blive mere nuancerede i vores forståelse af, hvad ADHD og neurodivergens overhovedet er.  

Hun foretrækker selv at tale om psykiske forskelle i stedet for psykiske forstyrrelser, fordi det både kan være styrker og svagheder.

- Jeg kan være ekstremt fokuseret, sådan helt indædt dedikeret, når jeg arbejder med noget, der optager mig, og jeg får på ingen tid nemt 100 nye ideer til, hvordan vi kan optimere en proces eller arbejdsgang, siger hun og fortsætter:

- Der skal ske noget, jeg har brug for at udrette noget. Med min dag, med min uge og med mit liv. Derfor er projektledelse det perfekte job for mig. Her kan jeg få afløb for mit enorme behov for hele tiden at udvikle, udrette og vinge opgaver af. 

Men det er også en ild, der æder af hende, hvis hun ikke passer på.  

- Inden jeg fik min diagnose og startede på medicin, havde jeg ingen stopklods. Jeg kunne nå på to timer, hvad andre måske brugte en hel arbejdsdag på. Det er jo superfedt, at man op til en deadline lige kan sætte turbo på sin hjerne. Problemet var bare, at jeg gjorde det konstant og kørte mig selv fuldstændig ned.

Min indre vandhane er kalket til

Det er den slags indre modsætninger, Ditte har kæmpet med at få til at give mening hele sit liv. Hvordan kunne hun være så fokuseret og så god nogle gange - og så klaske fuldkommen sammen, miste grebet og virkelig ingenting magte på en dårlig dag?

Hun illustrerer selv forskellen på hendes ADHD-hjerne og min “normale” med en metafor, der intuitivt giver mening.    

Du har en vandhane i din hjerne, hvor vandet flyder stille og roligt igennem og ned i et glas, der bliver fyldt op og tømt. Min vandhane derimod er helt kalket til, vandet sprøjter ud i alle mulige retninger, og jeg forsøger febrilsk at fange det med et mikroskopisk glas, der suser fra side til side.

Med det billede prentet for nethinden er det nemt at forestille sig, hvor lidt der skal til, før korthuset vælter. Og omvendt svært at forstå, hvordan den samme hjerne kan være så knivskarp og fokuseret, som Dittes tydeligvis er.

Hvordan får en dygtig projektleder, IMPA-certificeret i projektledelse og kollegernes go-to-ekspert i procesoptimering, selv de store kontraster til at give mening? Og hvordan tackler hun de udfordringer, hun møder i hverdagen?

- Det er vigtigt for mig at sige, at hvis man har en kollega, der er neurodivergent, så har vedkommende kæmpet 10 gange så hårdt som nogen andre for at være, hvor de er. Jeg kender ikke nogen med en diagnose som min, der bare er fløjet gennem livet. Du har kæmpet, været nede at knække, og det har været modbydeligt hårdt, siger hun og fortsætter:

- Men for mig, har mit vilkår og de hårde ting, jeg har været igennem, nok også givet mig et andet drive og en evne til at rejse mig op gang på gang og kæmpe videre. Ellers havde jeg ikke siddet, hvor jeg gør i dag.

I dag har Ditte lært sig selv forskellige mestringsstrategier, som gør, at hun kan mindske sit mentale energiforbrug og passe bedre på sig selv.  

- Jeg har fuldstændig systematiseret mit hjem og ved præcis, hvor mine nøgler, telefon og adgangskort ligger. Jeg tager hørebøffer på i metroen på vej til arbejde, og når jeg skal fordybe mig i en opgave på storrumskontoret. Jeg øver mig i at sige nej til opgaver, og så har jeg lært at tage pauser i løbet af arbejdsdagen, så jeg rent faktisk også har energi tilbage til mig selv, når jeg kommer hjem. 

Som en fisk i vandet

Det stod ikke i kortene, at Ditte skulle ende i en stilling som projektleder. Hun har hverken en længerevarende uddannelse eller en baggrund som projektleder, og da hun blev ansat i HOFOR i 2022, var det som administrativ medarbejder.

Hun skulle drifte ForsynOmeter, et system hvor forsyningsselskabets erhvervskunder kan følge deres forbrug og benchmarke sig op mod andre kunders forbrug.

Men da et større, tværgående procesoptimeringsprojekt blev søsat kort tid efter hendes ansættelse, kom hun sammen med to kolleger med i projektgruppen.  

Inden projektet kom rigtigt i gang, måtte hendes kollega træde ud af projektet, da han skulle varetage opgaver efter en fratrådt kollega, og da LEAN konsulenten stoppede kort tid efter, endte Ditte med at drible det omfattende projekt i mål alene.  

Det gjorde hun så godt, at HOFOR sparede både tid, penge og ressourcer. Og Ditte, hun havde fundet sit kald. Hun befandt sig som en fisk i vandet som projektleder.  

- Jeg fandt ud af, at det faldt mig helt naturligt at projektlede og procesoptimere. Jeg har nemt ved at hoppe op i helikopteren, overskue komplekse processer fra A til Z og kan hurtigt se, hvor vi kan gøre noget smartere, spare tid eller ressourcer. Jeg var virkelig i mit rette element.

Hun opdagede også, at hun trives med at skabe netværk til andre mennesker - og at hun var rigtig god til det.  

Uden at vide det, har jeg jo hele mit liv haft mine hyperantenner ude og mærker selv de mindste signaler fra andre mennesker. Jeg ved tit helt instinktivt, hvad de har brug for, og hvordan jeg skal tale til dem. 

Mennesker kan godt lide at blive set, og derfor har Ditte nemt ved at opbygge tillidsfulde relationer til sine kolleger. Det kommer fra et oprigtigt sted, for hun kan slet ikke lade være.

- Jeg kan mærke, hvis nogen har brug for et kram eller en snak. Jeg bemærker det, hvis en af mine kolleger har fået en ny skjorte, og jeg husker de underligste ting, som fx hvornår en eller andens mor har fødselsdag, eller hvornår de har kærestedag. 

Du skal egentlig bare lytte til mig

Da der kort tid senere blev gennemført en organisationsændring, og Ditte fik sin nye leder, Pernille Skjershede Nielsen, greb hun muligheden for både at dele sin diagnose og den succesoplevelse, hun netop havde haft med sin nye leder. Var der mon mulighed for, at hun kunne blive projektleder i HOFOR?

Begge dele blev positivt modtaget, og Dittes leder sørgede for, at hun kom med, da næste hold startede på IPMA i Projektledelse.

Det første hun sagde, da jeg fortalte om min diagnose var: “Hvordan kan jeg være den bedste leder for dig?” Det var så befriende, at hun stillede lige præcis det spørgsmål, for så kunne jeg svare, at det bedste, hun kunne gøre, egentlig bare var at lytte til mig.

Når man har ADHD, er man nemlig enormt selvreflekterende, forklarer Ditte. Man ved præcis, hvad man kan rumme, og hvad man ikke kan. Det kan være vidt forskelligt for to mennesker med samme diagnose, men fælles er, at de fleste har en virkelig veludviklet selvindsigt.

- Derfor tror jeg faktisk, at vi på mange måder er lettere at lede, for hvis du lytter til os, kan vi fortælle ret konkret og direkte, hvad vi har brug for, for at blive en succes.

Pernille lyttede, og hun opfangede hurtigt, at en af Dittes udfordringer er, at hun let kommer til at påtage sig for mange opgaver.  

- Det er ikke fordi, der er nogen, der pålægger mig det, men jeg hører og ser nærmest alt, der foregår, og kommer nemt til at sige ”den fikser jeg”. Der er min leder exceptionelt god til at skærme mig og trække mig ud af ting, når hun synes, jeg har for mange opgaver. Hun ser det, inden jeg selv gør, og det er en kæmpe hjælp.  

Sammen fandt de også en god løsning på, hvordan Ditte får den bedste start på arbejdsdagen og kommer nemmere igennem de dage, hvor der sker noget nyt eller anderledes.  

Da Dittes sektion skulle flytte etage og fik færre pladser, fik Ditte muligheden for en fast plads, og hun får også altid tilsendt et detaljeret program, når teamet skal samles til både mindre eller større events.

Så skal hun nemlig ikke bruge unødig energi på at bekymre sig om, hvor hun skal sidde, hvad hun skal tage på, eller hvad der kommer til at ske, når hun møder op. Simple ting, som gør en kæmpe forskel for Ditte.  

Læs også: 8 gode råd til ledelse af medarbejdere med neurodivergens

Jeg er jo bare en del af flokken

Lederens reaktion er kendetegnende for, hvordan Ditte er blevet mødt på sin arbejdsplads, når hun har fortalt om sin diagnose. De ser Ditte for den, hun er, respekterer hendes faglige ekspertise og anerkender den krøllede hjerne, som følger med.  

Hun er bare en del af flokken, som hun siger, blandt en masse gode kolleger, unge og ældre, introverte og ekstroverte, som hver især også har deres udfordringer.  

Derfor er Ditte heller ikke bange for at sige det højt, når hendes ADHD driller. Faktisk er det sådan, de fleste af kollegerne har fået indsigt i hendes diagnose. Henkastet hen over skrivebordet, når der var noget, hun ikke lige forstod eller undrede sig over.  

Jeg forstår fx ikke, hvis mennesker siger ét og gør noget andet. Inde i mit hoved er det helt underligt, for det kan jeg simpelthen ikke.

- Når mine kolleger laver sjov eller veksler mellem at være helt alvorlige og ironiske, kan jeg heller ikke finde ud af det. Så må jeg nogle gange lige spørge, hvad de egentlig mener, og om de kan oversætte det for "hende med ADHD".

Det har de fleste af hendes kolleger efterhånden forstået. Så nu kommer de hende tit i forkøbet ved at sige “Hey Ditte, det dér, det var altså bare for sjov.