<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1150766838320198&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Fra kollega til leder: Sådan tackler du skiftet

Overgangen fra medarbejder til leder er oftest den største menneskelige udfordring du møder i dit arbejdsliv. I denne artikel får du en række råd til, hvordan du klarer skiftet.

Når du siger ”ja tak” til dit første lederjob, ved du reelt ikke, hvad du går ind til. Du starter i jobbet med energi og glæde og ser frem til en masse spændende arbejdsopgaver. Det er nu, din karriere for alvor tager fart. Men – og der er et men.

Du skal også være klar til at påtage dig en række helt nye ledelsesmæssige opgaver, både som faglig leder og ikke mindst som personaleleder. Du skal samtidig sige farvel til en række elementer fra dit tidligere arbejdsliv – også selvom du fortsætter i samme virksomhed og måske samme afdeling.

Direktør i AS3 Transition, Jørgen Uhrbrand, har arbejdet med forskellige HR-udfordringer gennem en årrække. Han rådgiver blandt andet nyudnævnte ledere om den første tid i jobbet, og han ser en del, der har svært ved at finde ordentlig på plads i rollen.

”En af de største omvæltninger ved skiftet fra kollega til leder er, at du fra den ene dag til den anden ryger ud af det kollegiale samvær, du har kendt gennem mange år,” siger han og uddyber:

”Nu er det dig, der er dén. Det er dig, der som leder skal tage stilling til arbejdstider, ferieplaner og lønforhøjelser. Du kan ikke længere nøjes med at være ’mandagstræner’ og forholde dig kritisk til ledelsens beslutninger.”

Læs også
Ledelse: Sådan håndterer du den svære samtale

Opbyg et nyt netværk

Et af hans første råd til dem, der tager skridtet fra kollega til leder, er derfor, at de hurtigst muligt skal tage stilling til rollen som personaleleder.

Netop omfanget af denne rolle kommer bag på mange nye ledere, da de flestes bevæggrunde for at sige ”ja tak” til lederjobbet primært har været rent faglige.

”Du skal simpelthen sørge for at få vendt din nye rolle som personaleleder med andre ledere. Det kan både være nogen, der som dig er nye i ledelsesfaget, og nogen der har mange års ledererfaring, og som kan virke som en slags mentorer,” siger Jørgen Uhrbrand.

Han forklarer, at du skal finde ud af, hvilket værdigrundlag du vil lede dine medarbejdere efter:

”Hvad vil du egentlig være kendt for som leder? Når du skal finde ud af det, kan det være en god ide at stille sig selv spørgsmålet: ’Hvorfor skal nogle mennesker ønske at følge mig som deres leder?’,” siger han.

Læs også
"The gig economy" er ved at få tag i danskerne

Stjernerne er dine medarbejdere

At du er valgt som leder, er ifølge Jørgen Uhrbrand ikke ensbetydende med, at du kan opfatte dig selv som stjernen i dit team.

”Det skal du få dine medarbejdere til at være. Din opgave er kort og godt at skabe rammerne, så hver enkelt medarbejder lykkes. Du kan kun få succes som leder, hvis du sikrer, at alle dine medarbejdere kommer godt i mål med deres opgaver,” forklarer han.

På det faglige plan er det vigtigt, at du løbende sikrer, at alle medarbejdere har de opgaver og kompetencer, der er nødvendige for, at den enkelte kan lykkes.

”Det er dit ledelsesmæssige ansvar at fordele opgaverne, men det er mindst ligeså vigtigt, at du er nærværende og følger op på alle medarbejdere i dit team.”

Læs også
Sådan undgår du at distanceledelse går i koks

Sparringspartner fremfor faglig ekspert

Inden for en række arbejdsopgaver er du i dag formentligt den fagligt dygtigste i dit team, og her kan de ledelsesmæssige opgaver, der tager udgangspunkt i teamets faglighed, forekomme at være nemme. På helt nye fagområder kan det være vanskeligere, fordi du som ny leder ikke vil afsløre dig selv som uvidende. Ifølge Jørgen Uhrbrand er der dog ingen vej udenom:

”Du skal ikke være bange for at blotte dig på fagområder, du ikke har kendskab til. Spørg, lyt og forstå hvad der foregår, og med tiden skal du nok få den nødvendige indsigt i nye fagområder, så du også her kan blive en værdifuld sparringspartner for dine medarbejdere,” siger han.     

Jørgen Uhrbrand forklarer, at du også skal være klar til at acceptere, at nogle af dine medarbejdere med tiden overhaler din viden inden for det fagområde, afdelingen beskæftiger sig med. 

”Det er jo medarbejderens opgave at være opdateret på den faglige udvikling, så det er en helt naturlig udvikling. Lad være med at lade det rokke ved din selvforståelse. Se det i stedet som en styrke for det samlede team,” siger han og uddyber:

”Her det igen vigtigt at huske på, at din succes som leder i sidste ende afhænger af, om dine medarbejdere lykkes.”

Uddeleger opgaver – løs dem ikke selv

Kommer du fra en specialistfunktion og er blevet leder, kan det være svært at lade være med at blande sig i det faglige. Men det skal du lære, forklarer Jørgen Uhrbrand. Med skiftet har du nemlig sagt farvel til ét arbejdsliv og begyndt et nyt.

”Som leder er du garant for kvaliteten i opgaveløsningen, men det er altså ikke dig, som skal løse opgaverne,” siger han.

Der findes dog talrige eksempler på nye ledere, der ikke kan lade være med at blande sig i opgaveløsningen. 

”Der vil utvivlsomt opstå masser af tilfælde, hvor det umiddelbart virker som den bedste løsning, at du træder til med din viden. For du har jo fagligheden til det. Men jo mere tid du bruger på at løse faglige opgaver, jo mindre tid har du til at være leder,” siger Jørgen Uhrbrand.

Læs også
Ledelsesudvikling virker - hvis du gør det på den rigtige måde

Prioritér din tid

Han erkender, at det i mange mindre teams er bydende nødvendigt, at lederen også bidrager til opgaveløsningen.

”Det er jeg klar over. Det, der er min pointe, er blot, at du som ny leder for enhver pris skal give plads til, at dine medarbejdere kan få succes. Samtidig må du ikke undervurdere, hvor omfangsrig ledelsesopgaven kan være. Derfor skal du simpelthen være klar til at give afkald på størstedelen af dine faglige opgaver for i stedet bruge tiden på ledelse,” siger Jørgen Uhrbrand.

Han fortæller, at han gennem årene som leder har oparbejdet en særlig disciplineret tilgang til sin ’indbakke’.

”Jeg starter altid dagen med en hurtig gennemgang af mine mails. De mails, som skal videresendes til medarbejdere, har altid første prioriteret, mens mails og anden post, som kræver min personlige indsats, lader jeg ligge til senere på dagen. På den måde sikrer jeg, at jeg har mest mulig tid til at sparre og drøfte opgaverne med medarbejderne i løbet af dagen,” afslutter Jørgen Uhrbrand.

Vil du høre mere?

Udfyld formularen, hvis du ønsker sparring eller har spørgsmål til emnet. Så kontakter vi dig.

Kontakt os i dag
AS3 Transition
Ledelse

Tror du (fejlagtigt), at dit projekt er unikt?

Inklusion af diversitet
Ledelse

Hent vores e-bog om inklusion af diversitet

God ledelse er god ledelse for alle
Ledelse

God ledelse er god ledelse for alle