Tre ledere mistede jobbet. Så begyndte de at mødes til morgenmad

Tre erfarne ledere blev samtidig sat uden for den hverdag, der har defineret deres arbejdsliv i årtier. Det blev begyndelsen på en  faglig genopdagelsesrejse, hvor morgenmadsmøder, fordybelse og en fælles bog hjalp dem med at finde tilbage til det, der i sin tid gjorde arbejdet meningsfuldt. 

En morgen for et lille års tid siden ringer Nigel Anthony Blacks til Jacob Maymann. De havde arbejdet sammen for år tilbage i Novo Nordisk. På den slags it-projekter, hvor budgetterne tælles i hundredvis af millioner, og hvor et datacenter ikke bare er et datacenter, men en del af fundamentet under en global virksomhed.

Sammen med deres britiske kollega Simon Bowles har de stået midt i store IT-transformationer og forandringsprojekter gennem årene. Nu er situationen en anden. De er alle tre blevet opsagt. Ikke samme sted eller af samme årsag, men næsten samtidig. Og Nigel har et spørgsmål: Hvad nu hvis vi ikke skynder os at finde et nyt job? Hvad nu hvis vi bruger tiden på sammen at finde ud af, hvad der egentlig gjorde arbejdslivet værd at stå op til, dengang vi tre arbejdede sammen?  

Det spørgsmål bliver begyndelsen på en fast tirsdagsklub og en fælles bog, men også på noget andet. En 10 måneder lang samtale om arbejdsliv og de valg, mange af os først stopper op og undersøger, når nogen eller noget tvinger os til det.

Nigel Anthony Blacks (tv.) og Jacob Maymann brugte en uventet pause i arbejdslivet på at skrive en bog om IT-optimering og genfinde noget af det, der kendetegnede deres bedste arbejdsår.

"Det her er jo ikke en nem samtale"

Mange historier om at miste et job begynder med et chok. Denne gør ikke. For da opsigelsen rammer dem, reagerer hverken Nigel eller Jacob, som de selv havde forestillet sig.  

Jacob Maymann sidder hjemme på sit kontor, da beskeden kommer forklædt som en almindelig mødeinvitation. Han har brugt weekenden på at lave sin årsstatus til direktionen. En grundig gennemgang af året. Hvad er lykkedes? Hvor er der fremdrift? Hvad skal der arbejdes videre med?

Der er noget næsten absurd ved timingen. Søndag aften sender han evalueringen afsted. Mandag morgen beder hans chef om en snak, og senere samme dag sidder han i en samtale, han pludselig genkender alt for godt, fordi han har været leder længe nok til at kende lyden af en svær besked, når den nærmer sig. “Det her er jo ikke en nem samtale,” siger chefen. Og dér, fortæller Jacob Maymann, ved han godt, hvilken vej det går, og han mærker hele situationen fra begge sider.

Han er den, der modtager beskeden, men han er også den leder, der selv har siddet i den anden ende af bordet og sagt ordene til andre. Mange gange. Så mange, siger han, at han har mistet overblikket over antallet. Derfor har han også haft en tanke liggende et sted i baghovedet gennem årene: Gad vide, hvordan jeg selv reagerer, når det en dag bliver mig?  

Nu bliver spørgsmålet besvaret på en måde, han ikke helt havde set komme. For han bryder ikke sammen. Han bliver ikke rasende, og han begynder heller ikke straks at regne på, hvem han skal ringe til, eller hvilke headhuntere der skal have en besked. "Da min kæreste spurgte, hvordan jeg havde det med det, kunne jeg mærke, at jeg faktisk havde det helt fint." Ikke lettet. Ikke lykkelig eller upåvirket. Bare roligere, end han havde troet, han ville være.

Både fordi han ved, at usikkerheden er en del af prisen for de roller, han har haft. Men også fordi han med det samme fornemmer, at opsigelsen ikke kun lukker noget. Den åbner også en sprække på et meget konkret tidspunkt i hans liv.

Derhjemme står et byggeprojekt og venter. Han og kæresten er få uger fra at skrive under med en entreprenør på en tilbygning til huset, og nu ser Jacob Maymann pludselig på tilbygningen med andre øjne. Der er 50 kvadratmeter, der skal bygges. Der er tid, som ikke længere er fyldt ud af møder. Der er hans to hænder, der kan bruges til andet end tastatur og Teams-opkald. Og så er der en befriende form for ro i at have noget foran sig, hvor man kan se, om en væg står lige, og om dagens arbejde faktisk har flyttet noget.  

Jacob Maymann har fået en pause, han aldrig selv ville have bedt om. En pause, der i første omgang viser sig som byggestøv, tommestok og gipsvægge, men som efterhånden kommer til at handle mindre om den tilbygning, han er ved at lave, og mere om det arbejdsliv, han er ved at gentænke.

“Jeg tror, jeg ville have arbejdet videre, til jeg faldt død om”

Nigel Anthony Blacks står et andet sted. Bogstaveligt talt, men også mentalt. Efter næsten to årtier i samme virksomhed kender han organisationens bevægelser godt nok til at have læst tegnene længe før, de blev til en officiel besked. Derfor bliver opsigelsen for ham en bekræftelse af noget, der allerede var begyndt at tage form.  

Det er her, champagnen kommer ind. Da Nigel Anthony Blacks fortæller, at han og kæresten fejrede opsigelsen med champagne, lyder det først som en smart historie om modgang, der i virkeligheden er en forklædt mulighed. Eller som en måde at beskytte sig mod skuffelsen på, før den når at bide sig fast.

Men det er ikke det, han mener. Det, der bliver fejret, er ikke opsigelsen, men tanken om, at han ikke længere behøver fortsætte ad et spor, han for længst er begyndt at tvivle på. I tiden op til opsigelserne blev meldt officielt ud, tog han sig faktisk i at håbe, at hans navn stod på listen. Opsigelsen bliver en vej ud af noget, som han måske ellers var blevet i alt for længe.

Senere i samtalen siger han det mere direkte: “Jeg tror, jeg ville have arbejdet videre, til jeg nærmest faldt død om, hvis der ikke var nogen, som trykkede på bremsen for mig.” Der er smil på læben, da han siger det, men også stor alvor. Og jeg forstår, hvad han mener. For arbejdslivet har sin egen tyngdekraft. Det ene år glider næsten umærkeligt over i det næste, kalenderen bliver ved med at fylde sig selv, og før man opdager det, er man fortsat ad det samme spor i årevis. På et tidspunkt kan det blive svært at skelne mellem det, man er god til, og det, man faktisk har lyst til at bruge sit arbejdsliv på. 

Nigel bruger senere et billede fra et datacenter. Et svinghjul, der er så kraftigt, at det ikke stopper, bare fordi nogen trykker på knappen, men bliver ved med at dreje længe efter, at strømmen er slukket. Det billede er også en fortælling om de første måneder efter opsigelsen. For selv om arbejdslivet var sat på pause, tog det tid at slippe tempoet. Tankerne fortsatte i de samme baner som før. Blikket søgte stadig mod næste projekt, og dagene blev ved med at strukturere sig omkring en rytme, der egentlig ikke længere fandtes. "Jeg havde sværere ved at geare ned, end jeg havde troet," siger han.

Men da svinghjulet endelig begynder at miste fart, står både han, Jacob og Simon tilbage med et spørgsmål, der har haft svært ved at få plads mellem møder, budgetter og næste kvartals målsætninger. "Hvis jeg selv kunne vælge, hvad ville jeg så egentlig gerne bruge mit arbejdsliv på?"  

Det spørgsmål kommer til at fylde meget de næste måneder.

Det begynder med morgenmad

Spørgsmålet viser sig at være svært at tænke færdigt alene. Derfor begyndte telefonen at ringe. Først mellem Nigel og Jacob, senere også til Simon. De kender hinanden fra årene i Novo Nordisk, hvor de har arbejdet tæt sammen på projekter under højt pres og med stort ansvar. Men de kender også hinanden godt nok til at vide, at der var noget særligt ved netop det samarbejde, som stadig trækker spor gennem deres arbejdsliv.

Derfor begynder de at mødes. Ikke for at lægge en plan for næste karriereskridt eller hjælpe hinanden videre til det næste job. De starter med morgenmad og en fælles nysgerrighed på, hvad det egentlig er, der gør nogle perioder i arbejdslivet mere meningsfulde end andre.  

For alle tre havde opsigelsen nemlig en særlig bivirkning. Jo længere de kom væk fra kalenderinvitationerne, ledermøderne og kvartalsrapporterne, desto mindre optagede blev de af de formelle milepæle i deres karriere, titlerne og spørgsmålet om, hvad næste skridt burde være. I stedet begynder de at tænke på de mennesker, der havde inspireret dem. På tidspunkter, hvor arbejdet føltes levende, og på de perioder, hvor timerne forsvandt uden at blive talt.

Når de taler om deres bedste år på arbejdsmarkedet, er det måden, de arbejdede sammen på, der dukker op. Diskussioner, hvor ingen af dem sad med hele svaret alene, og hvor de bedste løsninger opstod i spændingsfeltet mellem deres forskellige perspektiver.

For Jacob står de år stadig lysende klart: “De år, hvor vi sad sammen os tre, var både de mest lærerige og de fagligt mest komplekse. Men det var uden sammenligning også de sjoveste år, jeg har haft i mit arbejdsliv.”

“Vi havde et miljø, hvor vi kunne være dybt uenige uden at blive uvenner,” supplerer Nigel Anthony Blacks. Diskussionerne handlede ikke om at få ret, men om at komme tættere på den bedste løsning.

Da de begynder at mødes igen, går det gradvist op for dem, at det ikke kun er samarbejdet, de har savnet, det er også en måde at arbejde på. En arbejdsform med færre formelle rammer og mere plads til at følge en tanke, også når den ikke lige passer ind i en agenda, og hvor en samtale godt må ende med flere spørgsmål, end den begyndte med. 

“Det er jo ikke en konsensusklub. Vi er tre profiler med rimelig stærke holdninger til ret mange ting. Men vi respekterer både hinandens person og faglighed,” siger Jacob Maymann.

For Jacob bliver det tydeligt i månederne efter opsigelsen. Mens tilbygningen skyder op hjemme på grunden, og kalenderen tømmes for ledermøder og statusopfølgninger, opdager han, hvor meget han har savnet fordybelsen. Muligheden for at blive i et problem længe nok til virkelig at forstå det og tiden til at tænke en tanke helt til ende. 

Bogarbejdet giver også anledning til en opdagelse, han ikke havde ventet. “Jeg fik sådan en selverkendelse: Gud, hvor ved jeg egentlig meget, når man først begynder at tale om det i et forum, hvor det ikke handler om et konkret problem, der skal løses for en virksomhed.”

Nigel nikker genkendende, men for ham er der også noget andet, der træder frem. Savnet af de samtaler, hvor man får lov til at vende et problem fra flere sider uden straks at skulle lande på en beslutning. Han beskriver morgenmadsmøderne som en mulighed for at gå i dybden med noget af det, han har lært de sidste 20-30 år.  

Noget at stå op til

Jo mere de taler sammen, desto tydeligere bliver det, at de ikke kun forsøger at forstå deres arbejdsliv. De forsøger også at forstå sig selv. Hvad er det egentlig, jeg brænder for? Hvad er det, jeg stadig kan og vil? Hvornår er det faktisk sjovt at gå på arbejde? Det er de spørgsmål, der langsomt fylder snakkende ved morgenbordet. Og efterhånden ikke kun morgenbordet. For det, der begyndte som samtaler mellem tre tidligere kolleger, udvikler sig til et forpligtende fællesskab og et ambitiøst fagligt projekt.

Projektet holder dem fagligt skarpe, og for Jacob bliver forskellen mellem det, han valgte at bruge pausen på, og det han kunne have gjort, meget konkret. "Hvis vi ikke havde skrevet bogen, og jeg havde brugt seks, otte, ni måneder på tilbygningen, var jeg nok blevet rigtig skarp på centimetermål, søm og skruer. Men jeg kunne godt være blevet lidt rusten på min IT- og ledelsesfaglighed."

For Nigel kommer samværet og tirsdagsmøderne også til at udfylde noget af det tomrum, der opstår, når et arbejdsliv pludselig stopper.  "Den gruppe her har på en eller anden måde i fire, seks, ni måneder kompenseret for det at gå på arbejde og have et socialt fællesskab," siger han.  

Ideen om at skrive en bog opstår ikke som en stor vision en sen aften, snarere som et naturligt næste skridt i en samtale, de ikke er færdige med. Gennem årtier har de arbejdet med nogle af de samme spørgsmål om teknologi, ledelse og transformation. Nu får de for første gang tid til at samle erfaringerne, udfordre dem og sætte dem på skrift. Det, der starter som nysgerrighed, udvikler sig gradvist til et fælles arbejde, og snart får dagene igen en rytme. Bare en anden end før.

450 sider senere

Det begyndte med et opkald og fælles morgenmad. Med tre tidligere kolleger, der satte sig sammen, fordi de ikke havde travlt med at komme tilbage i det, de kom fra, og fordi de på hver deres måde havde brug for at finde ud af, hvad der stadig var værd at bruge kræfter på, når kalenderen ikke længere gjorde arbejdet for dem.

Nu, ni måneder senere, ligger der en færdigskrevet bog foran dem. 450 sider om IT-optimering. Summen af årtiers arbejde med transformationer, datacentre, cloudløsninger, sikkerhed og komplekse forandringer i nogle af Danmarks største virksomheder. Et værk, de selv oplever, har manglet, og som de håber, kan få værdi langt uden for deres egen lille morgenmadsklub.

"Det har aldrig været et kommercielt mål, der har drevet os. Hvis ingen køber den her bog, men vi har haft en super god proces, så er det i sig selv værdiskabende," siger Nigel.

Det næste kapitel handler om at få den ud at leve. Om podcasts, netværk og møder med de virksomheder, der måske kan bruge det, de har skrevet. Men da jeg taler med dem, er det ikke bogen, jeg hæfter mig ved, det er snarere den måde, de taler om tiden omkring den. Om den pause i arbejdslivet som gav dem noget, de ikke vidste, de manglede.  

Både Jacob Maymann og Nigel Anthony Blacks vender tilbage til den samme tanke, da vi runder samtalen af. Hvor let et arbejdsliv kan fortsætte af sig selv, hvis ingen afbryder det.

"Hvis jeg var blevet i rollen, tror jeg bare, at det ene job havde taget det næste. Jeg havde ikke fået den refleksion: Hvis jeg selv kunne vælge, hvad ville jeg så egentlig gerne bruge mit arbejdsliv på?" siger Jacob Maymann. Nigel Anthony Blacks formulerer den samme erkendelse mere kontant: "Jeg er bange for, at jeg ville have arbejdet videre til, jeg fyldte 68. Og så havde jeg fået et guldur og siddet med præcis de samme spørgsmål som nu."  

Lige om lidt skal de videre til endnu et møde. Denne gang handler det om en podcast, de vil udvikle. Bogen er færdigskrevet, men det virker ikke, som om de er færdige med at undersøge det spørgsmål, der fik dem til at mødes til morgenmad i første omgang.