Såeh… hvad blev der egentlig af Peter?

Og Susanne og Michael? Du ved, dem I sagde farvel til sidste tirsdag over Teams. Det er nemt at fejre nye medarbejdere med blomster og buzzwords.  Men måden I siger farvel på, afslører jeres kultur, når den bliver allermest ægte.  

Du ved det garanteret godt, men lad mig alligevel minde dig om det: Måden I siger farvel på, siger meget mere om kulturen på arbejdspladsen end alle de flotte brandingvideoer, PowerPoints og "Vi-er-så-gode-til-mennesker"-opslag på LinkedIn. Slogans som “Vi har medarbejderen i centrum, lyder dejligt. Men de betyder ingenting, hvis ikke de kan bære i modvind.

At tage sig ordentligt af opsagte medarbejdere er ikke “nice to have” eller flødeskum på kagen. Det er kagen.  Hvis I mener det, I siger på jeres karrieresite – om mennesker, værdier og ansvarlighed – så vis det, når det for alvor gælder. Hvis du er nysgerrig på, hvad jeres værdier virkelig er værd, så kig på, hvordan I håndterer dem, I ikke længere har brug for. Det er nemlig her, jeres kultur står sin prøve.

Velkommen til, farvel og tak

De fleste organisationer er efterhånden gode til at tage imod nye medarbejdere. Der er onboarding, velkomstpakker og blomster på første arbejdsdag. “Velkommen til!” står der med fed skrift på whiteboardet, på intranettet og LinkedIn. Du bliver set, mødt og fejret.  

Men når det er tid til at sige farvel, bliver stemningen desværre ofte… lad os sige anstrengt. Det kan føles lidt som at forlade en fest, hvor du engang var midtpunktet, men ingen rejser sig for at sige farvel, når du går. Du samler dine ting i stilhed, lister ud ad bagdøren og håber, at nogen lægger mærke til, at du er væk.  

Det er selvfølgelig ikke fordi nogen ønsker at sætte andre i den situation. Det er bare ubehageligt at opsige medarbejdere. Det føles akavet, sårbart og følelsesmæssigt rodet. Så vi gør, som vi ofte gør med det svære. Vi pakker det væk, gør det effektivt og er hurtigt videre. Ude af øje, ude af sind.

Men hvad sker der bagefter?  

Opsigelsen er et øjeblik, men efterdønningerne larmer længe

En opsigelse er ikke bare en administrativ manøvre. Det er et psykologisk, afgørende øjeblik. Et relationsbrud, hvor identitet, selvværd og tilhørsforhold slår revner, og hvor fremtidsplaner, økonomisk tryghed og professionelle drømme begynder at vakle.

Og det stopper ikke, når samtalen er slut. For de mennesker, du siger farvel til, tager noget med sig. Ikke kun personlige ejendele, men også en fortælling, en oplevelse, en følelse.

De går hjem og fortæller vennerne, partneren, familien, LinkedIn, og måske hele deres netværk, hvordan det var at blive opsagt. Det bliver enten en historie om respekt og værdighed – eller en fortælling om tavshed, distance og følelsen af at være blevet kylet ud med badevandet.

Den tomme stol siger mere, end I tror

Du tror måske, at kollegerne ikke lægger mærke til, hvordan I siger farvel. Men det gør de. De kigger faktisk ekstra godt efter, for de spejler sig i det, der sker. De forestiller sig selv på den stol, modtage det budskab, det blik, den tavshed. Og ikke mindst - den måde døren blev lukket på. For hvis Peter – ham, der altid var vellidt og leverede stabilt – pludselig kan forsvinde, hvad siger det så om alles plads og værdi?

Måden I håndterer en opsigelse på, bliver et signal til hele organisationen. Et signal om, hvad der i virkeligheden tæller, når det kommer til stykket. Er vi mennesker her – eller udskiftelige komponenter i en effektiv maskine?

Og ja, det påvirker stemningen, hvis en opsigelsesproces bliver dårligt håndteret. Ikke bare i dagene efter men i måneder. Måske år. Psykologisk tryghed forsvinder hurtigt, og den er svær at bygge op igen. Det samme gør motivationen og loyaliteten. Folk begynder at holde igen. Med idéer, med ærlighed, med engagement. For hvorfor investere sig selv fuldt ud i et fællesskab, hvor man kan blive skrevet ud af manuskriptet uden varsel og sendt ud med et “held og lykke”?

Det koster ikke kun relationer. Det koster også på bundlinjen.

Det er ikke (kun) HR’s bord

Det er nemt at skubbe ansvaret videre. “Det er en HR-proces,”, “Vi har procedurer”, “Alle regler blev jo overholdt”. Men det er ikke nok. For det handler ikke kun om struktur og skabeloner. Det handler om relationer og ansvarsfølelse.

Som arbejdsgiver har I et ansvar for, hvordan medarbejderen går videre. Ikke et juridisk ansvar, men et menneskeligt. At hjælpe nogen værdigt og trygt videre efter en opsigelse er ikke en ekstra service, det er jeres etiske bundlinje.

Og nej, det er ikke gratis. Det kræver tid, ressourcer og noget så uøkonomisk som omtanke. Men det er en investering i noget vigtigt:  Jeres troværdighed. Internt, eksternt og på den lange bane. For de opsagte medarbejdere er ikke “færdige”. De er bare færdige hos jer. Og hvordan I sender dem videre, afgør, om de bliver jeres hårdeste kritikere eller jeres bedste ambassadører.

Hvad mon Peter, Susanne og Michael fortæller om din virksomhed i dag?

Seks råd til opsigelser med værdighed

1: Gør det menneskeligt
Et opsigelsesbrev hører med, ja – men det må aldrig stå alene. Det, medarbejderen vil huske, er ikke formuleringen i dokumentet, men tonen i samtalen. Kig medarbejderen i øjnene og vær til stede i det, der for dem ofte er en af karrierens mest sårbare stunder. Du behøver ikke have alle svar, men du skal turde stå i situationen sammen med mennesket overfor dig. Det skylder du dem, der har lagt tid, hjerte og energi i jeres fælles arbejde. 

2: Forbered lederen
Mange ledere er nervøse for opsigelsessamtalen, og det kan både ses, høres og mærkes. De snubler i formuleringerne, trækker sig mentalt eller taler udenom. Men det her er ikke noget, man bør overlade til mavefornemmelse. Ledere skal klædes på til opgaven – både med konkret sprog, tydelig rolleafklaring og forståelse for, hvad opsigelsen gør ved den anden. Det handler ikke om at gøre det "rigtigt", men om at gøre det respektfuldt. Med ro, ærlighed og empati. 

3: Tilbyd hjælp til at komme godt videre  
Outplacement er ikke bare et kryds i et HR-skema – det er en konkret livline midt i en livsomvæltning. En erfaren karriererådgiver kan gøre en verden til forskel, når gulvtæppet lige er blevet trukket væk. Det handler ikke kun om CV og LinkedIn-profil, men om at genskabe retning, selvværd og tro på, at der er noget godt på den anden side. Den støtte skal ikke føles generisk. Den skal være personlig, tilpasset og til stede, når virkeligheden for alvor rammer. 

4: Følg op
Et opkald et par dage senere betyder mere, end du tror. Ikke som en formalitet, men som en ægte interesse: “Hvordan har du det? Er der noget, vi kan gøre?” Måske er der praktiske spørgsmål. Måske bare behov for at blive set. Eller måske ingenting – men bare det, at du rækker ud, sender et vigtigt signal. Det viser, at I ikke slap relationen i det sekund, døren lukkede. Og at I stadig tager ansvar for, hvordan medarbejderen kommer videre, også efter afskeden.

5: Sig ordentligt farvel 
En opsigelse er en afslutning – og afslutninger fortjener en markering. Det behøver ikke være store armbevægelser, men det skal være ægte. En anerkendelse af det bidrag, medarbejderen har ydet.  
En erkendtlighed, et kort, et “tak for samarbejdet” med substans bag. Ikke kun fordi det er god stil – men fordi det sender et klart signal om, at mennesket bag rollen blev værdsat til det sidste. Og hvem ved – måske mødes jeres veje igen. Så efterlad døren på klem, ikke smækket. 

6: Vis interesse for deres videre færd
Følg op efter nogle måneder. Fik Peter egentlig et nyt job – og er han stadig i det? Hvor lang tid gik der, og hvad siger han om overgangen fra jer til det næste kapitel? Det er ikke bare nysgerrighed for nysgerrighedens skyld – det er en temperaturmåling på, hvor godt I faktisk formåede at hjælpe ham videre. Og de giver jer indsigter, I kan lære af til næste gang. For hvis I aldrig følger op, ved I heller ikke, om I lykkes med det, I gerne vil stå for.

En opsigelse bliver aldrig behagelig, men den kan gøres ordentligt. Respektfuldt, professionelt og menneskeligt. Måske er det i virkeligheden det mest afgørende tidspunkt at vise, hvem I er som organisation. Ikke når I ansætter, men når I siger farvel. For kulturen viser sit sande ansigt, når der ikke længere er noget at vinde.