<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1150766838320198&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Fyringerne kom - men hvor blev de ledige af?

Selvom 2025 blev året med store fyringsrunder, viser AS3’s data et arbejdsmarked i bevægelse snarere end i krise. Mange opsagte landede nyt job hurtigt – ofte før opsigelsen var slut, og med brancheskift som den nye normal. For andre blev vejen videre forlænget.

2025 blev året, hvor fyringsrunderne kom i bølger. Store virksomheder i både privat og offentlig sektor skar ned: Novo Nordisk, Ørsted, Vestas, Nykredit og mange flere. Et år med historisk mange opsagte, og historisk meget bevægelse.

Hos AS3 kunne det mærkes direkte. Ved årets udgang havde vi næsten dobbelt så mange nye kandidater i outplacementforløb som året før.   Det er et tydeligt tegn på omfanget af afskedigelserne, men data fortæller også noget andet. For fyringerne har ikke sat arbejdsmarkedet i stå. Tværtimod.

Mange når i job, før opsigelsen er slut

En af de mest markante udviklinger i 2025 er, hvor hurtigt en stor del af de opsagte kommer videre. AS3’s tal fra 2025 viser, at 64 procent af opsagte kandidater kom i job, inden deres fratrædelse udløb. Året før gjaldt det 43 procent.

Flere opsagte end tidligere finder altså nyt arbejde, mens de stadig er i opsigelsesperioden, og når derfor aldrig at figurere i ledighedstallene.

Det forklarer det paradoks, mange har peget på: Hvordan kan Danmark opleve store fyringsrunder, uden at arbejdsløsheden stiger voldsomt? AS3’s data tyder på, at en stor del af svaret ligger her: arbejdsmarkedet absorberer opsagte hurtigere, end man umiddelbart kunne frygte.

En anden parameter er, at mange opsagte i 2025 har haft længere fratrædelsesperioder, dvs. bedre tid til at finde det næste job, inden de formelt blev ledige.

Og som en tredje faktor mærker vi også en positiv side ved de mange opsigelsesrunder: at mange medarbejdere og ledere er bedre forberedt og har orienteret sig i markedet i god tid.

Brancheskift er normalen

Når opsagte kommer videre, er det ofte ikke tilbage til samme branche. AS3’s data viser, at flertallet af vores kandidater i outplacementforløb normalt skifter branche, men at det fylder endnu mere i 2025 end i de foregående år.

Blandt kandidater, der er kommet i job, skiftede omkring 70 procent branche i både 2023 og 2024. I 2025 steg andelen til 75 procent. Udviklingen er særligt tydelig i slutningen af året.

Virker det som en høj andel? Her er det vigtigt at huske på, at AS3’s data afspejler opsagte kandidater, der modtager professionel karriererådgivning, hvor de netop ser sig selv og deres kompetencer i et nyt lys. Dvs. rådgivningen understøtter ofte en større personlig udvikling, der åbner flere vejen end blot det ’åbenlyse valg’.

Det betyder, at arbejdsmarkedet i 2025 i endnu højere grad handler om omfordeling af kompetencer frem for tab af arbejdskraft.

Et brancheskift betyder heller ikke nødvendigvis ny jobfunktion. Man kan også fortsætte som elektriker, projektleder eller IT-medarbejder - bare i en ny branche eller sektor.   

Bag tallene: Tre opsagte fortæller

Tallene viser bevægelsen på arbejdsmarkedet, men virkeligheden mærkes af dem, der bliver ramt af fyringen. Hvordan opleves det, når jobbet pludselig forsvinder? Hvordan griber man jobsøgningen an? Og hvad betyder netværk, mod og afklaring, når man skal finde fodfæste igen?

Vi har talt med tre opsagte, der alle er blev opsagt i den seneste tid med historisk mange og omfattende fyringsrunder, og som med forskellige tilgange og en aktiv indsats hurtigt fandt vej til nye job.

Læs deres historier her




Tempoet varierer, og mange bevæger sig mod Tech

AS3’s data viser også, at vejen tilbage i job ikke er lige hurtig for alle. Kandidater med baggrund i blandt andet Pharma, Service og transport kommer hurtigere i nyt job i Q4 2025, mens andre brancher – som Detail og Byggeri – oplever et mere sejt træk.

Samtidig tegner der sig en tydelig retning i, hvor kandidaterne lander. AS3 ser mange bevæge sig mod brancher med fortsat høj efterspørgsel – særligt Tech og it – også når de kommer fra brancher som Finans, Energi/offshore eller Pharma.

Opsigelserne i 2025 blev dermed ikke kun et tegn på nedskæringer, men også et billede af et arbejdsmarked, hvor kompetencer hurtigt bliver samlet op dér, hvor behovet er størst.

Netværket blev en medspiller – også for virksomheder

Bevægelsen handler ikke kun om efterspørgsel. Den handler også om relationer og om en ny form for kollektiv mobilisering på arbejdsmarkedet.      

Arbejdsmarkedet har i 2025 været præget af noget, som sjældent er set i samme omfang før: en usædvanlig stor hjælpsomhed og netværksmobilisering. På LinkedIn opstod fællesskaber som #club5000 hos Novo, hvor opsagte rakte ud til hinanden, og samtidig bød virksomhederne sig til for at ansætte profiler fra de store fyringsrunder. Begge medvirkede til at ’normalisere’ opsigelser i en grad, som vi ikke har set før.

For mange HR-afdelinger blev det et rekrutteringsvindue, hvor stærke kandidater pludselig var tilgængelige på samme tid, og hvor tempoet i markedet steg. Mellemstore virksomheder øjnede fx nye muligheder for at hente erfarne profiler ind fra C25.

Også hos AS3 mærker vi den bevægelse. Stadig flere virksomheder ønsker dialog med vores aktuelle kandidater, der allerede er i gang med at afklare deres næste skridt og bringe deres kompetencer videre.

Når fyringsrunder rammer så bredt, føles opsigelsen i mindre grad som et individuelt nederlag, men mere som et fælles vilkår. Og det kan være med til at sænke tærsklen for at række ud og forkorte vejen videre. Er du ansat i en virksomhed med mediedækkede fyringsrunder, behøver du ikke selv tage initiativet. Dit netværk vil ofte selv række nysgerrigt ud.

Men netværk og synlighed er ikke en garanti for alle, og netop dér bliver forskellene på arbejdsmarkedet tydelige. For organisationerne betyder det, at outplacement rummer et dobbelt socialt ansvar, da det - udover at støtte den enkelte - også forebygger, at bestemte grupper bliver tabt i omstillingen.

 

Vil du høre mere

Udfyld formularen, hvis du vil have indsigt i AS3's data, eller hvis du har spørgsmål til opsigelser og outplacement.
Så kontakter vi dig.

Thomas Lange
Thomas Lange
Kommerciel Direktør og erhvervspsykolog
Opsigelse

Tre opsagte fortæller: Brancheskift blev min vej videre

En værdig opsigelse
Opsigelse

Såeh… hvad blev der egentlig af Peter?

Opsigelse

Sektorskift booster karrieren: Nye tal udfordrer myten om fastlåste ledere