Kan man finde Danmarks næste ledertalent med stopur og stafet?

DR’s programserie ’Cheferne – jagten på talentet’ vil starte en samtale om ledelse. I et stramt koreograferet udskillelsesløb bliver 12 lederaspiranter testet på handlekraft, taktisk snilde og præstation under pres. Tilbage står spørgsmålet: Kan man finde den rette kandidat i et X-Faktor show for ledere? 

Hvad er en god leder anno 2025? Det spørgsmål forsøger DR at besvare med programserien 'Cheferne – jagten på talentet'. Tre topchefer – Lars Sandahl Sørensen (Dansk Industri), Anne Buchardt (Danske Bank) og Casper Kirketerp-Møller (Clever) – leder efter et nyt talent, der til sidst kan vælge et lederjob hos en af dem.

Serien lander i en tid, hvor lederrollen er under lup, og hvor unge i stigende grad fravælger at blive chefer. De værdsætter frihed, fleksibilitet og mening over magt, hierarki og krydspres. 

'Cheferne' kunne have været programmet, der viste, at moderne ledelse handler om andet end bundlinje, travlhed og performance. Et program, der gav de kritiske unge lyst til at smøge ærmerne op og tage ansvaret på sig.  

Men i stedet for dybdegående refleksioner om moderne ledelse, får vi dramatiske elimineringer og et overfladisk blik på ledelsesdilemmaer.

I stedet for unge, talentfulde kandidater, som kastes ud i ledelsesmæssige udfordringer, får feedback og udvikler sig, får vi en uskøn blanding af Løvens Hule, Den Store Bagedyst og X-faktor.  

Men er det nødvendigvis helt dumt at forene underholdning og oplysning? 

PR-foto: Lotta Lemche

Doven dannelse gør ledelse til en folkesport 

DR’s serie er et nydeligt eksempel på den slags ‘doven dannelse’, som tiden flyder over med. Et reality-format, som med den ene hånd fodrer os med letbenet underholdning, mens den anden sniger public service og oplysning ind.

Ikke nødvendigvis dårligt, bare light.  

”Kunstnerkolonien” har fx fået masser af danskere uden for den elitære kunstelite til at kigge med på eksperimenterende dansk samtidskunst. “Løvens Hule” har gjort iværksætteri både sexet og folkeligt. Og uden ”Er der en arkitekt til stede?” havde flertallet af danskerne nok aldrig overvejet – eller interesseret sig for - hvor stor betydning arkitektur har for vores hverdag.  

Når DR blander oplysning med letfordøjelig sofaunderholdning, kan det noget. 'Cheferne' er ingen undtagelse.  

Man bliver nysgerrig på de unge lederaspiranter, hepper på dem (i hvert fald nogle af dem), og grubler over, hvad det vil sige at være en god leder. Og der er ingen tvivl om, at debatten når (klædeligt) bredere ud end til den snævre gruppe af selverklærede ledelseseksperter på LinkedIn - som jeg for øvrigt selv tilhører.

Men er det nok?

Ledelse reduceret til et spil 

Programmet sætter fart, konkurrence og handlekraft i højsædet. Deltagerne kastes ud i opgaver som at lave pop-up-caféer, udvikle klimavenlige menuer, samle æbler, lave hurtige pitchpræsentationer og løbe stafet mellem poster, som var de til børnefødselsdag. Alt sammen på tid.  

Ledelse fremstilles som en disciplin, hvor den hurtigste, mest handlekraftige og selvsikre vinder. Spændende, sjovt og dramatisk, helt sikkert. Men samtidig en helt enorm forsimpling af, hvad god ledelse er og kræver.  

Det er en ledelsesform, der har knækket mange ledere og medarbejdere, og som den unge generation ikke ønsker at være en del af. Med god grund.  

I stedet for at vise, hvordan man navigerer i kompleksitet, skaber motivation eller bygger relationer, handler det hele om performance under massivt tidspres. Faktisk virker det mere, som var panelet af chefer på jagt efter den næste forretningskonsulent eller iværksætter.

Serien efterlader seeren med et indtryk af, at ledelse er en sport, hvor hurtige beslutninger og ditto eksekvering er vigtigere end strategi, empati og refleksion.  

Problemet?  

Fremtidens ledere skal kunne meget mere end at være de hurtigste og de mest selvsikre. Ledelse er ikke en sport for de ekstroverte, ”hurtige-på-aftrækkeren” præstationsmaskiner. Ledelse er faktisk slet ikke nogen sport.  

Talent uden tid til læring er spildt potentiale

Et af programmets største mangler er, at der ikke er tid til refleksion. Vi får ingen coachingsessioner, ingen mentoring, ingen dybere feedback fra panelet, som kan støtte aspiranterne i deres udvikling. Og mest problematisk af alt: Der er ingen tid til, at deltagerne selv kan reflektere over deres ledelsesstil og udvikling.  

Særligt førstegangsledere har brug for at kunne arbejde med deres egen udvikling i overgangen til lederrollen. Her er evnen til at trække læring ud af både succeser og fiaskoer afgørende, gerne i dialog med en erfaren leder, som kan give med- og modspil.  

Hvordan kan vi tage talentdelen alvorligt, når der ikke er plads til udvikling? Hvis en deltager skal bedømmes på sit lederskab, burde det vel handle om, hvem der viser den største progression – ikke blot hvem der kan vinde en tilfældig opgave nu og her.

Hertil kommer fraværet af ekspertkommentarer. Hvor er de erfarne ledere, der kunne nuancere, eksemplificere og forklare, hvad god ledelse indebærer?  

DR havde en oplagt mulighed for at kvalificere samtalen ved at inddrage specialister i ledelse, strategi, organisationsudvikling, inklusion og psykologisk tryghed.  

Eller hvad med de erfarne kræfter, som allerede sidder i panelet? Fx Casper Kirketerp-Møller fra Clever, som har fjernet alle mellemledere i sin virksomhed og indført selvledelse, medledelse og distribution af ansvaret. Mon ikke han kunne bidrage med interessante bud på fremtidens ledelse?

Bare tre minutters fagligt input per program ville have givet seerne en reel mulighed for at lære noget nyt. I stedet får vi en udskillelsesdyst og et overfladisk blik på ledelsesdilemmaer, hvor refleksionen udebliver.

Stopuret tikker – men hvor bliver ledelsen af?

En anden afgørende svaghed ved programmet er, at deltagerne ikke leder medarbejdere – de leder andre lederaspiranter. De leder altså personer, der alle ser sig selv om kommende ledere, og som derfor har en naturlig interesse i at konkurrere, konspirere og kritisere de andre aspiranters valg.  

Hvorfor ikke give dem mulighed for at lede rigtige teams? Hvordan ser vi deres evne til at motivere, engagere og skabe følgeskab, når de leder en gruppe, hvor alle vil være først og bedst?

Og så er der problemet med selve programmets dna: Hvis du ikke er strateg og spiller med på konkurrencementaliteten, taber du – uanset om processen og samarbejdet var godt.  

Det forstærker det forsimplede og forældede billede af ledelse og sender et kikset budskab til den yngre målgruppe. Hvor er den menneskelige dimension? Den empatiske leder? Den, der samler et team og får mennesker til at trives og blomstre?

God intention, sløj eksekvering

DR havde muligheden for at skabe et lærerigt og interessant program med nye fortællinger om ledelse. Et program der kunne matche den verden, vi lever i, og den fremtid vi aspirerer mod. Et program, der måske kunne inspirere flere unge til at gå ledervejen.  

I stedet fik vi et gammeldags ledelsesbillede, der skaber mere præstationsangst end inspiration. Et semi-underholdende realityprogram, der utilsigtet bekræfter mange unge i, at ledelse er et konkurrencepræget og presset fag, som ikke er noget for dem.

Hvis DR's ambition var at starte en samtale om ledelse, er de nået et godt stykke. Men hvis de ville gøre os klogere på god ledelse og inspirere flere unge til at tage lederrollen på sig, har de misset målet. Det bliver derfor ikke til mere end 3 stjerner herfra. 

DR, kom igen. I kan gøre det bedre. Jeg hepper på en sæson 2 med et format, der faktisk udvikler ledertalenter frem for bare at eliminere dem.