Du kan sagtens gå på ferie. Det svære er at få arbejdet til at blive hjemme

Du går på ferie på fredag. Spørgsmålet er bare, om dit arbejdsliv gør det samme. De fleste pakker badetøj og solcreme, og tager arbejdet med i hovedet uden helt at opdage det. 

Det er interessant, hvor meget energi man kan bruge på at glæde sig til ferie. Og hvor dårlig man alligevel kan være til at gå på den.

De fleste af os har prøvet det. Den sidste uge op til ferien, hvor kalenderen pludselig får karakter af evakueringsplan. Man svarer lidt hurtigere, lover lidt mere, forsøger at lukke lidt flere ting, end der egentlig findes tid og almindelig dømmekraft til, og et sted undervejs opstår den særprægede idé, at hvis man bare spænder hjelmen en smule hårdere de sidste tre dage, så kan man på magisk vis gøre sit arbejdsliv færdigt, inden man tager af sted. Det kan man selvfølgelig ikke.

Arbejdet er jo ikke en køkkenbordsoverflade, man lige tørrer af, før gæsterne kommer. Det er relationer, ansvar, forventninger, åbne spor, halve beslutninger og den lille nagende fornemmelse af, at nogen nok får brug for noget, så snart man ikke længere har lyst til at blive forstyrret. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at mange ikke tager arbejdet med på ferie i nervesystemet. Computeren er slukket. Autosvaret er sat til. Men inde i hovedet sidder en lille projektleder stadig og holder øje.

Vi taler meget om ferie, som om det bare er noget, der sker, når kalenderen siger fredag klokken 16. Som om mennesket er en vaskemaskine med et program, der hedder sommer. Nu centrifugerer vi lige de sidste møder væk, og så er der følelsesmæssig lethed, nærvær og rosé på terrassen. Men sådan fungerer det jo sjældent. Man kommer ikke ud af et arbejdsliv i højt tempo og direkte ind i ro, bare fordi man har pakket badetøj og købt solcreme faktor 30.

Tværtimod er de første feriedage ofte bemærkelsesværdigt usexede. Man bliver mærkeligt træt. Lidt rastløs. Måske endda let irritabel på den der måde, hvor man føler, at man burde nyde noget mere, end man faktisk gør. Der er mennesker, der har kørt til Italien med den erklærede ambition at slappe af, for så at bruge de første 48 timer på at være småsur på trafikken, vejret, børnene, sig selv og den espresso, der stadig ikke har givet dem den indre forvandling, de havde bestilt.

Det er ikke nødvendigvis et tegn på, at du er dårlig til ferie. Det kan bare være et tegn på, at tempo ikke forsvinder, bare fordi man skifter kulisse.

Det er også derfor, jeg altid bliver lidt skeptisk, når medierne hver juni og juli fyldes med venlige opfordringer til os om at “holde fri, når vi holder fri”. Tak for det. Det svarer lidt til at sige til folk på motorvejen, at de bare skal køre mere roligt. Det er ikke forkert. Det er bare ikke særlig hjælpsomt, hvis man ikke også taler om, hvorfor det er så svært i første omgang. 

For for mange handler det ikke kun om mails. Det handler om identitet. Om at være den, der svarer, har overblik og ikke taber ting på gulvet. Den, der ikke er til besvær for kollegerne og ikke overlader bunker til andre. Og når det først er blevet en vigtig del af ens måde at være “ordentlig” på, så er ferie ikke bare fravær, men også et lille opgør med forestillingen om, at man hele tiden bør være tilgængelig, nyttig og i kontrol.

Derfor tror jeg ikke så meget på idéen om, at løsningen er at “rydde alt af vejen” inden ferien. For det projekt ender næsten altid med, at man overpræsterer sig direkte ind i sin egen restitution. Man tror, man er ved at skabe ro, men i virkeligheden pisker man bare arbejdets rytme endnu hårdere ind i kroppen. Det mere realistiske mål er ikke nødvendigvis at få lukket alt ned og blive “helt færdig”, men at blive tryg nok til at give slip.

Mine råd til dig får dig forhåbentlig ikke til at føle, at du nu også skal være verdensmester i afkobling. Mit ydmyge håb er egentlig bare , at de hjælper dig med at gøre overgangen lidt mindre brutal.

Det første er næsten provokerende enkelt: Lad være med at sprinte ind i ferien, som om du kan vinde den. Hvis du kører i højeste gear helt frem til sidste arbejdsminut, er det jo den rytme, du tager med dig ud ad døren. Der er meget, der tyder på, at vores evne til at koble af hænger tæt sammen med, om vi faktisk får skabt mental afstand til arbejdet. Og den afstand opstår sjældent i det sekund, autosvaret aktiveres. Det er langt klogere at begynde nedtrapningen et par dage før. Helt lavpraktisk: Lad være med at starte tre nye ting torsdag eftermiddag. Book færre møder. Gør plads til at afslutte og overlade i stedet for at præstere en sidste heroisk indsats.

Mit andet råd  er at holde op med at dyrke den tomme indbakke som en moralsk disciplin. En tom indbakke lyder jo dejlig, og dufter nærmest af orden, kontrol og fortjent hvile. Men forbløffende ofte er den bare et meget dyrt ritual, hvor man bruger sine sidste kræfter på at flytte mails i sirlige mapper og få det til at se færdigt ud. Det, der giver ro, er sjældent tomhed, men klarhed. Hvad er vigtigt? Hvad kan vente? Hvem tager hvad? Hvad skal du huske, når du kommer tilbage? Skriv det ned til dit fremtidige jeg, så du ikke skal holde det hele svævende i hovedet hen over aftensmaden de første dage i sommerhuset. 

Det tredje er at være mere ærlig om grænser, både over for andre og over for dig selv. Mange har faktisk ikke et arbejdsmailproblem. De har et “jeg kigger bare lige”-problem. Og det lille “lige” er en af moderne arbejdslivs mest effektive smuglere. For når du bare lige tjekker, så er du jo ikke helt væk. Så er du mentalt i døråbningen med kufferten i hånden og håber, at ingen bemærker det. Hvis du ved, at du har svært ved at lade være, så lav aftalen på forhånd. Hvornår er du offline? Hvad er en reel nødsituation? Hvem må ringe, hvis verden faktisk står i brand? Og hvem må ikke?

Det fjerde er måske det mest oversete: Lad være med at gøre den første feriedag til endnu et projekt. Der er mennesker, som nærmest planlægger sig ind i udmattelse på den gode viljes konto. Nu skal der hygges, nydes, bades, grilles, vandres, læses, forbindes og mærkes efter, helst inden tirsdag. Men restitution opstår ikke, fordi du beslutter det eller prøver at få mest muligt ud af ferien . Ofte opstår den først, når du kan holde ud at være et menneske, der ikke skal nå noget særligt de næste to timer. Det kan godt føles uvant, måske nærmest mistænkeligt, men ofte er det, du mærker bare fraværet af det pres, du er blevet vant til. 

Det femte, som mange glemmer allerede inden de er taget af sted: Gør tilbagekomsten lidt mindre truende, før du går. Noget af det, der stjæler ferieglæde, er jo ikke bare arbejdet, men forventningen om arbejdet. Den lille skygge af august, der står ovre i hjørnet og hoster diskret. Hvis du vil give dig selv en reel chance for at være væk, så hjælp også dit fremtidige jeg lidt. Læg luft i den uge tilbage. Skriv en note til dig selv med de tre vigtigste prioriteter. Lad være med at gøre første arbejdsdag efter ferien til et administrativt bagholdsangreb planlagt af dit juni-jeg.

Der er ikke noget heroisk i at være mentalt på arbejde hele sommeren. Der er heller ikke noget særligt professionelt i at komme tilbage fra ferie uden at være kommet væk nok til at mærke, at du faktisk har været væk.

Så hvis du står lige foran ferien og mærker den velkendte trang til at presse det sidste ud af dig selv, rydde alt, svare alle og gå ud ad døren som et fejlfrit voksent menneske med totalt overblik, så vil jeg foreslå noget mindre imponerende og formentlig mere virksomt: Lad lidt ligge. Lav en ordentlig aflevering og giv dig selv lov til ikke at være den, der holder alting i luften i et par uger. Så giver du selv selv en reel chance for ikke bare at gå på ferie men også at ankomme til den. Rigtig god ferie.