Den første uge efter ferien afslører det, vi ellers er blevet gode til at overse. Tempoet, mønstrene og alt det, vi uden at tænke over har vænnet os til. Pludselig ser vi hverdagen, som den faktisk er, ikke bare som den plejer at være.
Jeg har for længst opgivet forestillingen om, at jeg vender tilbage fra ferie som en opgraderet version af mig selv. Det gør jeg ikke. Jeg vender tilbage som et menneske, der har glemt sit password.
Jeg stirrer på computeren. Computeren stirrer tilbage. Efter tredje forsøg lukker jeg vinduet og går ud efter kaffe, som om problemet måske kan løse sig selv, hvis jeg giver det lidt luft. Det kan det sjældent. Til gengæld får jeg udsat det øjeblik, hvor startsiden åbenbarer sig, og jeg bliver konfronteret med mit juni-jeg, som åbenbart synes, det var en god idé at være et menneske med 15 åbne faner og en kalender, der ligner et stykke avanceret broderi.
Der er møder, deadlines og mennesker, som tilsyneladende allerede i maj havde en detaljeret plan for september. Og der er mails. Så mange mails. Og et sted mellem tredje loginforsøg og den første Outlook-notifikation opstår den dér særlige august-fornemmelse, som de fleste af os kender. En blanding af mild forvirring, let modstand og en voksende mistanke om, at nogen har skruet unødigt meget op for kompleksiteten, mens vi var væk. Var det virkelig sådan her, jeg havde det hver dag?
Det fascinerer mig hvert år, hvordan man kan forlade en arbejdsplads i tre uger og komme tilbage til et arbejdsliv, der får én til at føle sig som den sidste passager, der stiger ombord på et tog, som allerede er kørt.
Vi er blevet vant til fortællingen om, at en lang ferie gør os friske, opladte og klar igen, som om vi var til serviceeftersyn og nu burde køre lidt glattere. Men sådan føles det ikke altid. Nogle vender tilbage fyldt med energi. Andre af os med en sær blanding af overskud og modvilje, som i praksis betyder, at vi godt kan udføre vores arbejde, men også tager os selv i at stirre ud ad vinduet og overveje, hvad meningen overhovedet er med det hele.
Der er en god chance for, at der ikke er noget galt med dig, hvis du har det sådan. Og heller ikke nødvendigvis med dit arbejde. Men afstanden har gjort noget ved blikket. Ferien har den irriterende egenskab, at den får os til at opdage ting, vi ellers er blevet meget dygtige til ikke at lægge mærke til.
Måske fordi vi lever i et helt andet tempo, når autosvaret er sat til. Ikke et perfekt tempo, bevares. Ferie med børn er sjældent et mindfulness-retreat, og ferie uden børn kan hurtigt udvikle sig til logistiske ambitioner i et omfang, man senere kun kan forklare med, at man åbenbart blev lidt for optimistisk ved bookingtid. Men selv den ujævne, uperfekte og lidt bøvlede ferie rummer noget, arbejdslivet ofte mangler. En anden kontrol over, hvad man gør, og hvornår man gør det. Man spiser, når man er sulten. Man går, når man gider. Man bliver færdig med én ting ad gangen. Man er ikke konstant i gang med at skifte spor, svare, orientere sig, forholde sig, huske, afkode og levere. Og så kommer man tilbage, og på under et døgn er det, som om hele systemet bare overtager igen.
For bare få dage siden var dagens største beslutning måske, om kaffen skulle drikkes på terrassen eller ved stranden. Nu står man pludselig og diskuterer budgetter, projekter, leverancer og strategiske indsatser. Vi hænger feriehatten fra os, tager følelsen på igen og tænker: Nå ja, dér var du. Det er arbejdslivets måske mest raffinerede trick. Mandag føles kalenderen absurd. Onsdag har man næsten overgivet sig til den. Fredag siger man sætninger som “det er bare lidt travlt lige nu”. Vi er forbløffende omstillingsparate, også når det, vi omstiller os til, hverken er særligt klogt eller særligt sundt.
Vi vænner os til motorvejen mandag morgen, selvom den hver eneste uge minder om et socialt eksperiment, hvor flere tusinde mennesker frivilligt møder op for at holde stille i deres biler på samme tidspunkt. Vi er lynhurtigt tilbage i væg-til-vægmøder, og kalenderinvitationer med titler som "Touch base Project alignment", uden at nogen stopper op og spørger, hvad det egentlig betyder. Vi kan endda væne os til den lidt ubehagelige fornemmelse af altid at være bagud.
Men man kan ikke gå direkte fra klipklapper og saltvand til kvartalsmål og Teams-notifikationer uden en vis psykisk friktion. Og nogle gange er friktionen et tegn på, at hverdagen er blevet så tætpakket, så hurtig og så fuld af afbrydelser, at man ikke længere rigtig kan mærke sig selv, mens man står midt i den. Ferien skaber en pause stor nok til, at kroppen og opmærksomheden når at flytte sig. Og derfra ser det velkendte pludselig en anelse fremmed ud.
Så hvis du sidder hér i starten af august og føler dig en smule mærkelig og afkoblet, mens du stirrer ud ad vinduet, ville jeg være varsom med straks at feje følelsen af bordet. Jeg ville være nysgerrig på den. Måske er du ikke uoplagt, måske registrerer du bare kontrasten. Måske er det ikke manglende motivation, der banker på, men et nervesystem, der nåede at opdage, at der findes måder at være i verden på, hvor alting ikke er en reaktion på et rødt flag i et digitalt hjørne. Det betyder ikke, at der er noget fundamentalt galt med dit arbejdsliv. Men det betyder heller ikke ingenting.
Det behøver heller ikke ende i store beslutninger på parkeringspladsen mandag morgen. De færreste har brug for at sige op, flytte i skoven eller starte keramikværksted i Mols Bjerge, bare fordi første uge efter ferien føles lidt tung. Arbejdslivet skal også kunne rumme almindelig modstand og helt almindelig august. Men vi snyder os selv, hvis vi reducerer ubehaget til et spørgsmål om motivation. Som om den eneste acceptable reaktion er, at vi lige tager os sammen og kommer op i omdrejninger igen.
Den første uge efter ferien er måske ikke årets mest produktive eller inspirerende, men den er den mest ærlige. For i de dage står vi stadig med et nervesystem, der ikke helt har vænnet sig til tempoet endnu. Derfor ser vi tingene en smule skarpere. Vi lægger mærke til møderne, afbrydelserne, opgaverne, der giver energi, og dem, der langsomt dræner den. Det svarer lidt til at komme hjem efter en lang rejse og pludselig opdage, at køkkenlågen hænger skævt. Ikke fordi den er blevet mere skæv i mellemtiden, men fordi du for en kort stund holdt op med at vænne dig til den.
