Det er ikke sikkert, du skal sige op. Men måske er det på tide at indrømme, at noget er blevet skævt

De fleste af os går på arbejde uden at stille de store spørgsmål til det. Indtil der pludselig er plads nok til at gøre det. Og så er det ikke altid, svarene er helt så enkle, som man havde regnet med. 

Sommerferien har det med at gøre én ting, hverdagen er virkelig god til at forhindre: at skabe afstand. Og så sker der ofte det, at der dukker spørgsmål op, man ellers er sluppet ret godt af sted med at undgå. Den slags tanker, der opstår, når tempoet falder en smule, og man pludselig får afstand nok til at se sit arbejdsliv udefra.

Laver jeg egentlig stadig det rigtige? 
Har jeg lyst til at bruge så meget af mit liv på det her? 
Er det jobbet, der ikke passer længere, eller er det bare mig, der er træt?

Det er ikke så mærkeligt, at den slags dukker op netop dér. I hverdagen lever de fleste af os mest på arbejdslivets præmisser. Kalenderen bestemmer rytmen, opgaverne sætter retningen, og mange af de større overvejelser bliver parkeret under den meget effektive overskrift, der hedder: Det tager jeg senere. Sommerferien er ofte det første tidspunkt i lang tid, hvor senere faktisk møder op.. Og nogle gange kommer det med en lidt irriterende klarhed.

For nogle viser det sig som en løs uro. For andre som den mere præcise følelse af, at energien ikke er, hvad den har været. At man ikke længere glæder sig helt på samme måde. At noget, som tidligere føltes udviklende, nu mest føles som gentagelse. Eller at jobbet sådan set stadig er interessant nok, men at måden, man er i det på, ikke længere hænger særlig godt sammen med resten af livet.

Det er sjældent helt så enkelt, som man kunne ønske sig. For når tvivlen melder sig, er det nærliggende at gøre det, arbejdslivet i forvejen har lært os: at omsætte ubehag til handling. Måske skal jeg videre. Måske er et nyt job løsningen. Måske er det her bare ikke stedet. Nogle gange er det selvfølgelig rigtigt. Men ikke altid.

Det er noget af det, jeg ofte ser i coaching. At ønsket om et nyt job sagtens kan være ægte, men stadig upræcist. Man kan godt længes efter noget andet uden helt at vide, om det er jobbet, opgaverne, tempoet, ledelsen, kulturen, ens egne ambitioner eller bare de sidste par års ophobede træthed, man egentlig prøver at komme væk fra. Og hvis man ikke får det skilt ad, er der en risiko for, at man tager det hele med sig videre. Bare til en ny mailsignatur, et nyt kontor og en lidt bedre frokostordning. Det er stadig den gamle nisse. Den har bare fået adgangskort til et nyt sted.

Derfor er det værd at være lidt langsom med konklusionerne. For det er en fordel at vide, hvad det faktisk er, man reagerer på, før man beslutter sig for, hvad man vil gøre ved det. Utilfredshed er nemlig sjældent én ting. Nogle oplever, at de er vokset ud af jobbet. De kan godt løse det, og det går egentlig fint. Det er bare holdt op med at trække dem nogen steder hen. Der er ikke meget tilbage i det, der overrasker, udvikler eller gør dem nysgerrige.

Andre står et andet sted. De er stadig optagede af det, de laver, men balancen er gledet. Kravene fylder for meget, ressourcerne for lidt, og de bruger efterhånden mere energi på at holde sig kørende end på det arbejde, de egentlig er glade for. Udefra kan det ligne engagement. Indefra føles det ofte mere som slid.

Og så er der dem, hvor jobbet i sig selv ikke nødvendigvis er blevet dårligere, men hvor deres eget liv ikke længere passer lige så godt ind omkring det. Det, der fungerede fint for nogle år siden, fungerer ikke nødvendigvis lige så godt nu med tre små børn. Eller måske udfordrer det ikke længere nok, nu hvor børnene er flyttet hjemmefra, og der er mere tid. Livet flytter sig, og det er ikke mærkeligt, at det, man kan holde til, vil bruge tid på eller synes er vigtigt, også godt kan flytte sig undervejs.

Et job godt kan begynde at sidde lidt forkert, uden at nogen har gjort noget galt. Og netop derfor kan sommerens lille afstand være nyttig, hvis man bruger den til noget lidt mere ærligt end bare at fantasere om et nyt sted med bedre frokostordning og højere løn. Det er sjældent en god idé at presse sig selv ind i en stor karrierebeslutning mellem rosé og regnbyger, men det er et godt tidspunkt at stoppe op og blive lidt skarpere på, hvad man egentlig mærker.

Det første spørgsmål, jeg ville stille, er derfor ikke: Skal jeg væk? Det er snarere: Hvad er det egentlig, der skurrer?

• Er det energien, der er væk?

• Er det følelsen af mening?

• Er det den manglende udvikling?

• Er det tempoet?

• Er det måden, jeg er i jobbet på?

• Eller er det faktisk ikke arbejdet i sig selv, men prisen for at være i det, der er blevet for høj?

Det næste spørgsmål er næsten lige så vigtigt: Er det her noget, der kan ændres der, hvor jeg er? 
Det spørgsmål springer mange lidt for hurtigt over. Det er betydeligt sjovere at forestille sig et nyt og bedre sted end at overveje, om ens nuværende arbejdsliv faktisk kan justeres i en retning, der giver mening. Nogle gange er problemet, at man aldrig rigtigt har fået sagt højt, hvad der er kommet i ubalance., og så er et nyt job ikke nødvendigvis løsningen.

Måske bruger du dine kompetencer for snævert. Måske alt for bredt. Måske keder du dig. Måske drukner du. Måske har du brug for en anden type ansvar, en anden opgavemix eller bare en mere ærlig samtale om det, der ikke fungerer længere. Det er ikke sikkert, det løser alt, men det er heller ikke sikkert, at svaret nødvendigvis ligger et andet sted.

Og så er der den del, som sjældent er den sjoveste at kigge på: Hvad bidrager jeg selv med til det, der ikke fungerer? Nogle mennesker oplever at være under konstant pres, men har samtidig meget svært ved at sætte grænser, prioritere hårdt eller skuffe andres forventninger. Andre savner udvikling, men er også blevet så vant til at være dygtige i det velkendte, at de ikke får udfordret sig selv. Og nogle længes efter mere frihed, men holder samtidig så hårdt fast i overblik og kontrol, at de kommer til at spænde ben for den. Det er værd at få øje på, før man beslutter sig for, at hele problemet sidder i jobbet.

Hvis jeg derfor skulle pege på de spørgsmål, der faktisk er værd at tage med sig ind i sensommeren, ville det være nogle ret enkle:

Hvad er det, jeg savner – helt konkret? 
Ikke “mere trivsel”, men hvad? Mere ro? Mere mening? Mere ansvar? Mere faglighed? Mere luft?

Hvad er jeg begyndt at holde til, som jeg egentlig ikke synes er rimeligt? 
Det er ofte dér, der ligger noget vigtigt.

Hvad i jobbet giver mig stadig energi? 
Det spørgsmål er lige så vigtigt som det modsatte.

Hvad ville jeg prøve at ændre, hvis jeg blev? 
Du skal ikke lave en stor femårsplan, bare kom med et første ærligt bud.

Og hvis jeg forestiller mig et andet job, hvad er det så, jeg håber at slippe for? 
Det svar siger som regel mere end jobtitlen gør.

Mange bliver overraskede over, hvor meget klarhed der faktisk kan komme ud af at sige de spørgsmål højt til et andet menneske. En partner. En ven. En kollega, man stoler på. Det bliver sværere at gemme sig i sine egne standardsætninger, når man skal formulere dem for nogen, der lytter. Måske bliver konklusionen efter sommerferien slet ikke, at du skal videre. Måske bliver den bare, at du ikke har lyst til at fortsætte helt, som du gør nu. Det er ikke nogen lille erkendelse. 

Nogle af de vigtigste bevægelser i et arbejdsliv sker ikke, når vi skifter job, men når vi holder op med bare at glide bevidstløst med i det, vi allerede har. Og ja, nogle gange ender den slags refleksion med et jobskifte. Det kan være den rigtige beslutning. Men det er en bedre beslutning, når den ikke bare er et forsøg på at komme væk fra noget diffust, men et valg, der faktisk er blevet tydeligere.

Så hvis du sidder der i sommerlandet og mærker den dér lille, vedholdende tvivl om dit job, så vil jeg foreslå noget mindre dramatisk end at opdatere dit CV i liggestolen. Brug i stedet uroen som information, der fortjener lidt mere ærlighed, end hverdagen normalt giver plads til. Det behøver ikke være et tegn på, at noget er helt galt. Måske er det  bare første gang i lang tid, du har fået plads nok til at mærke, at noget måske ikke længere passer helt så godt, som det engang gjorde.