Den første leder bliver sjældent nævnt, når vi fortæller vores karrierehistorie. Men ofte dukker vedkommende op igen, når vi selv får ansvar for andre mennesker.
De står ikke på scenen i vores karrierefortællinger, og de bliver sjældent nævnt, når vi forklarer, hvorfor vi er havnet dér, hvor vi er. Og alligevel er det ofte dem, der først viser os, hvad arbejde egentlig er, og hvad der skal til for at lykkes i arbejdslivet.
Din første leder er den, der siger dit navn første gang i en arbejdssammenhæng. Den, der giver dig din første opgave. Den, der reagerer på det, du laver – eller overser det. Nogle husker en konkret situation. En kommentar, der ramte, eller en opgave, der gav retning. Andre husker mere, hvordan det var at arbejde under dem: tempoet, forventningerne og hvor meget støtte, de fik.
Det er ofte her, vores forståelse af arbejdslivet begynder at tage form. I måden vi får feedback på første gang. I hvordan vores leder reagerer, når vi laver en fejl. I hvad der bliver lagt mærke til, og hvad der ikke gør.
Over tid bliver det til svar på nogle spørgsmål, som mange af os – ofte uden at tænke over det – stiller os selv. Taler man højt, eller er det klogest at holde sig lidt tilbage? Er det trygt at spørge om hjælp, eller et tegn på svaghed? Bliver man set for det, man kan, eller må man selv kæmpe for opmærksomheden?
For nogle bliver den første leder et afsæt. De lærer tidligt, at de har noget at byde på, at fejl er en del af arbejdet, og at der er nogen, der hepper på dem. For andre bliver oplevelsen noget, de senere må arbejde sig ud af. De lærer måske at overpræstere for at være “gode nok”, at skjule fejl frem for at lære af dem, eller at det er bedre at klare sig selv end at risikere at dumme sig eller virke svag. For mange bliver den første leder også noget, man senere måler andre ledere op imod.
Vi har spurgt tre ledere om deres første leder. Hvad de lagde mærke til. Hvad de tog med sig. Og hvordan de mærker det i den måde, de selv leder på i dag.
Camilla Harder Hartvig har haft en international lederkarriere i life science og sidder i dag i en række bestyrelser. Hendes første leder satte en retning, hun stadig leder efter og leder med.
“Det er lovligt at grine”
Når Camilla tænker tilbage på sin første leder, er det ikke faglighed eller resultater, hun husker først. Det er humor.
“Det første jeg tænker på, er faktisk, at han var sjov,” siger hun.
Som nyuddannet træder hun ind i medicinalindustrien med en forventning om, at ledelse er noget formelt. Stramt. Måske endda lidt utilnærmeligt. Det viser sig hurtigt ikke at holde.
“Jeg blev overrasket over, at man kunne være afslappet og sjov som leder i den branche.”
Den erfaring bliver afgørende for hende. Hun bliver opmærksom på, at humoren gør noget ved relationen. Den udligner forskelle mellem nyuddannede og erfarne. Mellem forskellige fagligheder.
“Når vi griner, er vi lige. Det nedbryder barrierer.”
Hun er på et fast track og ved godt, at hun ikke skal blive i rollen længe. Alligevel bliver hun behandlet fuldstændig som alle andre.
“Han gjorde ikke forskel på mig og resten af teamet. Det var vigtigt.”
Det får en betydning, hun først forstår senere. For i stedet for bare at komme hurtigt videre, begynder hun at holde af jobbet. I dag tænker hun stadig tilbage på rollen som lægemiddelkonsulent som et af de bedste jobs, hun har haft.
“Han fik mig til at eje ideen om, at jeg skulle være god til det job.”
Det bliver et mønster, hun tager med sig. Respekten for arbejdet og for håndværket. Og evnen til at møde mennesker dér, hvor de er.
I dag kan hun se tilbage på en global lederkarriere, hvor hun har ledet organisationer på tværs af lande og kulturer. Noget af det, hun bevidst har holdt fast i, er netop det, hun selv ikke forventede: At det er lovligt at grine. Hun bruger humoren aktivt i sin egen ledelse, også på de højeste niveauer.
“Det er ikke det, man forventer af en EVP, men det er en måde at engagere mennesker på og nedbryde barrierer.”
For Camilla handler det ikke om at være uformel for enhver pris, men om at være menneskelig og skabe et rum, hvor mennesker tør sige, hvad de tænker.
“Så bliver ideer ikke slået ned, og så får man alle med.”
Når hun ser tilbage, står det klart, at hendes første leder gjorde mere end at få hende godt i gang. Han viste, at ledelse ikke behøver ligne noget bestemt, og at det, man måske ikke forventer, kan vise sig at være det, der virker allerbedst.
Martin Korgaard er partner i LE34, hvor han leder en afdeling med specialister. Hans første leder blev et klart pejlemærke for alt det, han ikke selv vil være.
“Jeg stillede aldrig et spørgsmål igen”
Da Martin møder sin første leder, er hans første indtryk rigtig godt . Hun er imødekommende, smilende og interesseret. Så begynder han.
“Jeg fik et kæmpe chok,” siger han i dag.
Som nyuddannet landinspektør træder han ind i sit første job med en forventning om at blive guidet ind i faget. I stedet møder han en leder, der har fokus på opgaverne – og langt mindre på de mennesker, der skal løse dem.
“Vi var bare en ressource. Et værktøj, hun kunne bruge.”
Der er ikke meget plads til at være ny. Når han ikke kan noget fra start, bliver det mødt med irritation.
“Jeg blev enormt usikker på mit eget værd. Man tænker: Kan jeg overhovedet finde ud af det her?”
En episode står særligt klart. Han stiller et fagligt spørgsmål. Svaret falder hurtigt: “Det er side ét i lærebogen. Det skal du vide.”
“Jeg stillede aldrig et spørgsmål igen.”
Det bliver begyndelsen på en periode, hvor han i høj grad står alene. Usikkerheden vokser, og tvivlen begynder at brede sig; ikke kun om jobbet, men om arbejdslivet som sådan.
“Jeg kan huske, jeg tænkte: Er det virkelig det, jeg har læst hele mit liv til?”
Han bliver i halvandet år, før han søger videre. Men oplevelsen slipper ham ikke med det samme.
“Det tog mig lang tid at ryste af.”
I dag er han selv leder og partner i LE34. Og selvom han ikke kan pege på én eneste konkret metode, han har taget med sig, er aftrykket tydeligt.
“Jeg har et stort bagkatalog for, hvordan jeg ikke vil være.”
Det handler især om noget, han selv manglede: at blive set og taget alvorligt som ny.
“Vi lever af anerkendelse som mennesker. Det fik hverken jeg eller mine kolleger.”
I dag arbejder han bevidst med at skabe noget andet. Han er synlig som leder, giver retning og er tilgængelig – også når medarbejdere er i tvivl.
“Man behøver ikke blive klappet på ryggen hele tiden. men vi har alle brug for at blive set og anerkendt. Det skal være trygt at gå på arbejde, og mine medarbejdere skal ikke være i tvivl om, hvor de har mig, også når de er usikre, tvivler eller fejler.”
Han tænker ikke på sin første leder i hverdagen, men aftrykket er der stadig. “Jeg ved 100 procent, hvordan jeg ikke vil være.”
Søren Kronborg er Marketing Manager i Troldtekt, hvor han leder et team på 10. Hans første leder viste ham, at man godt kan stille høje krav og samtidig være oprigtigt optaget af de mennesker, man arbejder sammen med.
“Hun interesserede sig oprigtigt for mennesker”
Søren Kronborg havde ikke tænkt særligt meget over sin første leder, før han blev spurgt. Men da han begynder at se tilbage, står noget alligevel klart.
“Hun har haft stor betydning for, hvordan jeg selv er som leder i dag,” siger han.
Som deltidsansat Rigspolitiet under sin kandidatuddannelse bliver han en del af en ny enhed, hvor meget stadig er ved at finde sin form. Kommunikationsfunktionen skal bygges op, opgaverne er nye, og retningen bliver til undervejs.
Hans leder har autoritet. Ikke fordi hun markerer sig hårdt eller fylder meget i rummet, men fordi hun ved, hvad hun taler om, og fordi mennesker omkring hende gerne vil lykkes sammen med hende.
“Hun var virkelig god til relationer. Hun interesserede sig oprigtigt for sine medarbejdere og for, hvordan vi havde det.”
Det gør indtryk på ham. Hos hende hænger relationer, tillid og forventninger tæt sammen. Hun er tydelig om, hvad der skal leveres, men hun holder ikke folk i kort snor. Søren får ansvar tidligt og oplever samtidig, at han altid kan gå til hende.
“Jeg vidste godt, hun havde travlt, men hun tog sig altid tiden.”
Selvom han formelt kun er ansat på få timer, arbejder han tæt på fuld tid. Ikke fordi nogen forventer det, men fordi han har lyst til at være der. Og det ender da også med en fuldtidsstilling.
“Jeg nød virkelig at gå på arbejde. Det var hun en stor del af.”
I dag er han selv leder, og noget af det, han bevidst forsøger at føre videre, er netop interessen for menneskene omkring ham.
“Det er relationerne, vi lever af. Det er dem, der gør, at vi lykkes.”
Han arbejder selv med klare rammer og tydelige forventninger, men er samtidig optaget af at være tilgængelig, når hans medarbejdere har brug for sparring eller retning.
“Der skal være en høj grad af autonomi, men det forudsætter også klare kriterier for, hvad der skal leveres, og at jeg er der, når mine medarbejdere har brug for mig.”
Når han ser tilbage på sin første leder, er det ikke én bestemt episode, han husker. Det er følelsen af at arbejde et sted, hvor høje krav og menneskelig interesse godt kunne eksistere samtidig. Og hvor autoritet ikke kom fra rollen, men fra relationen.
Den første leder fylder sjældent meget, når vi fortæller vores historie, men den sætter spor i den måde, vi arbejder på og i den måde, vi selv vælger at lede.
