Vi kan meget mere, end vi tror. Hver især rummer vi et potentiale, som kan folde sig ud og vokse sig større og stærkere end før, hvis blot det får de rette vækstbetingelser. Men coaching udvikler dig kun, hvis du er klar til at se dig selv med nye øjne.
Uanset, hvilken faggruppe du tilhører, eller hvilket niveau du sidder på i en organisation, kan coaching give dig ny selvindsigt og udvide dit potentiale, så du opnår større arbejdsglæde og får mere ud af din arbejdsindsats.
Skal coaching virke, skal du turde gå hele vejen
Udgangspunktet for et coachingforløb i en jobkontekst er altid, at du ønsker at skabe en indre eller ydre forandring for dig selv i dit arbejdsliv.
Måske ønsker du at lære noget om dig selv, udvikle dine egenskaber som leder eller forfølge dine karrieremål? Måske er der et konkret tema, som udfordrer dig, eller du har brug for forretningsmæssig sparring på din ledelsesstil.
- Læs også: Hvornår skal du vælge coaching?
Hvis du skal skabe en reel forandring for dig selv, skal du være åben for at ændre dig. Et coachingforløb har ingen effekt, hvis ikke du er parat til selv at gå hele vejen.
Vær parat til at ændre mindset
I coaching tager man selv ansvaret for sin udvikling og arbejder for at nå sine mål. Det kræver mental parathed og en åbenhed i forhold til at udfordre sig selv og skabe en ændring.
Derfor bør man som udgangspunkt ikke sende personer til coaching, som ikke har et ægte ønske om at udvikle sig.
Coaching fungerer kun, hvis dialogen er baseret på en ægte villighed til at flytte sig.
I coachingsamtalen vil din coach konfrontere dig med gode og vanskelige spørgsmål, som bringer dig til din næste udviklingszone.
Går du ind i forløbet med åbenhed, nysgerrighed og lyst til at udforske dig selv og dine muligheder, vil du kunne drage fordel af coaching som et målrettet og skræddersyet udviklingsredskab.
Coaching er ikke svaret på alt
Coaching retter sig udelukkende mod raske og velfungerende mennesker, som er klar til at indtage en undersøgende position inden for coachingens naturlige rammer.
En god coach kender sine begrænsninger og henviser videre, hvis vedkommende ikke har den fornødne baggrund til at coache inden for dit ønskede tema eller i forhold til din konkrete udfordring.
I andre tilfælde, kan den, der modtager coaching, have behov for andre former for hjælp, som for eksempel psykologsamtaler.
En coachs vigtigste opgave er at føre fokuspersonen hen til præcis den hjælp, der passer til situationen og personens udviklingspotentiale.