Vi fik AI til at spare tid. Erhvervspsykologen har et bud på, hvad vi bruger den på.

Vi har aldrig haft flere værktøjer til at gøre arbejdet lettere. Alligevel har vi aldrig arbejdet mere. Det lyder som begyndelsen på en produktivitetsrevolution. Bare ikke helt den, vi blev lovet. Enter: Effektivitetsfælden. 

Vi fik AI til at spare tid. Arbejdet brugte den på at blive større.

Erhvervspsykolog Joachim Gram begyndte at høre den samme historie igen og igen og fik øje på en logik, der er lige så oplagt, når man først ser den, som den er svær at slippe ud af.

Det begyndte, som den slags ting tit gør, med noget, der lød ret godt. Nærmest opløftende, endda. Først kom digitaliseringen, så automatiseringen, så alle de smarte systemer, og så kom kunstig intelligens. Værktøjer, der skulle løfte det kedelige, det tunge, det repetitive fra vores skuldre. Alt det, der stod i vejen for det egentlige arbejde, hvad end det så lige er.

Tanken var sådan set enkel nok. Hvis teknologien kunne hjælpe os med at gøre arbejdet hurtigere, måtte det også betyde, at vi fik mere tid. Mere luft. Mere ro. Måske endda lidt mindre arbejde.

Det var bare ikke helt det, der skete.

“Det, vi kalder effektivisering,” siger Joachim, “bliver i praksis ofte til en form for intensivering. Det er ikke nødvendigvis flere timer. Det er flere skift. Flere krav. Flere nye komplekse muligheder. Flere ting, der lige skal håndteres.”

Det er også nogenlunde sådan, arbejdet har reageret. Ikke nødvendigvis i en dramatisk, filmisk forstand. Ikke sådan, at en eller anden direktør rejste sig op og sagde: Perfekt, nu hvor I sparer to timer om dagen, vil jeg gerne have otte nye projekter inden fredag.  

Det er jo sjældent så teatralsk, virkeligheden opfører sig. Den er mere glidende end det. Mere listig. Mere sådan noget med, at når noget først kan gøres hurtigere, lettere, smidigere, så opstår der næsten automatisk nye ideer til, hvad man så også kunne gøre. Og så lidt mere. Og så lige en opfølgning på det. Og et dashboard. Og måske en analyse. Og når vi nu er i gang, kunne det også være interessant at undersøge, om vi ikke burde udvikle noget på det.

I løbet af relativt få år har vi fået designet et arbejdsliv, hvor effektivisering ikke frigør mennesker, men fortætter arbejdet. Og hvor gevinsten ved at kunne gøre noget hurtigere meget sjældent bliver omsat til frihed, men til nye forventninger. Det er der noget næsten komisk over. 

Effektivitet er et af de ord, der lyder neutralt

Vi siger, at vi vil være effektive, og det lyder jo besnærende. Hvem vil ikke det. Effektivitet er et af den slags ord, der er sluppet af sted med at lyde neutralt, selvom det i praksis dækker over noget ret ideologisk. Noget med, at det altid er bedre at kunne mere på kortere tid. Og måske er det også bedre.

Problemet er bare, at der inde i forestillingen om effektivitet gemmer sig et slags stille løfte, som ingen rigtig har skrevet under på. Nemlig at tidsgevinsten på en eller anden måde tilfalder os. Medarbejderne. Menneskene. Livet uden for arbejdet.

Det gør den bare meget ofte ikke. 

Joachim Gram ser det samme mønster igen og igen: gevinsten bliver hurtigt læst som en mulighed for at skrue op.

AI er kun den seneste og mest spektakulære udgave af det mønster. Vi kan skrive hurtigere. Analysere hurtigere. Forberede hurtigere.  Ting, der før tog timer, kan nu klares på et kvarter, hvis man altså er nogenlunde skarp til at bede maskinen om det rigtige. Det er jo i sig selv ret vildt. Også lidt sci-fi, når man tænker over det. Den del er reel nok. Men lettelsen udebliver. Arbejdet forsvinder ikke, bare fordi noget går hurtigere. Det bliver erstattet. Udvidet. Hævet i ambitionsniveau.

Når vi nu kan lave to versioner af noget på få minutter, kunne vi så ikke også lige lave fem.  Når vi kan analysere mere data, burde vi måske også samle mere data. Når det er blevet lettere at skrive et oplæg, kunne vi måske også lige producere et til.

Det er ikke, fordi nogen nødvendigvis er onde eller dumme eller har sat sig for at gøre arbejdslivet åndssvagt. Det er bare den logik, arbejdet har fået lov til at udvikle sig efter, fordi det ligger så lige til højrebenet for den menneskelige natur at fylde tomrum ud og skrue op, når noget bliver lettere.  

Afdelingen for ting, ingen rigtig bad om

Morten Münster har skrevet om det under overskriften magisk tænkning. Forestillingen om, at fordi noget kan lade sig gøre, så giver det også mening at gøre det. Det gør det ikke nødvendigvis. 

Der findes efterhånden en hel lille flora af arbejdslivsting, som ingen rigtigt efterspurgte, men som opstod, fordi nogen kunne. Dashboards. Statusmøder. Processer til at håndtere processer. Flere lag af opfølgning. Flere analyser, som skaber appetit på flere analyser. Mere data. Mere dokumentation. Mere udvikling.

Arbejdet har en bemærkelsesværdig evne til at udvide sig via sine egne løsninger.

Hos Joachim Gram dukker det op som en ret stabil mekanisme. Ny kapacitet står sjældent stille ret længe, før den bliver fyldt ud. Mulighed bliver hurtigt til forventning.

Man kan godt fungere og stadig være ved at blive slidt op

Det kan man selvfølgelig le lidt af. Det er bare ikke sådan, det føles, når man sidder midt i det. For når arbejdet bliver ved med at vokse ind i den tid, teknologien egentlig skulle have frigivet, er det ikke kun kalenderen, der bliver presset. Det bliver vores opmærksomhed og vores psyke også. Evnen til at mærke, hvornår noget er afsluttet.

En af de mere præcise beskrivelser af moderne vidensarbejde er måske den særlige oplevelse af aldrig helt at være færdig. Altid at være i en overgang mellem noget, man næsten lige afsluttede, og noget nyt, der allerede står og blinker. En tilstand af halv færdig, halv koncentration, halv restitution.

“Det kommer til udtryk som en form for vedvarende mental slitage,” siger Joachim Gram. “Arbejdet bliver mere og mere fragmentarisk. Vi skifter kontekst, før noget er afsluttet, og det gør det svært for hjernen at registrere, at noget faktisk er gjort. Man sidder ikke nødvendigvis og hyperventilerer i et hjørne. Man er bare aldrig rigtig fri.”

Midt i al sci-fi’en står fabrikken stadig og spøger

Bagved det hele ligger der en antikveret forestilling og larmer midt i al den hypermoderne sci-fi. Vi måler stadig værdi, som om vi stod ved et samlebånd. 

Vi har en solidt forankret forestilling om, at tid er den mest troværdige målestok, når vi skal bedømme arbejdets kvalitet. Mange timer er et tegn på stort engagement. Synligt arbejde er mere virkeligt end usynligt arbejde. Og man bedre kan stole på indsats, man kan se, end på dømmekraft, man først mærker i resultatet.

Det er bare et problem, fordi en stor del af det arbejde, mange mennesker lever af nu, ikke skaber værdi gennem synlig travlhed, men gennem koncentration, relationer og nuancer. Få gode beslutninger. Fravalg. Evnen til ikke at reagere på alt. Den slags er sværere at måle, og måske derfor også sværere at have tillid til.

Hos Joachim Gram bliver det spørgsmål om, hvad organisationer overhovedet belønner, stoler på og genkender som "rigtigt" arbejde. 

Ledig kapacitet er noget af det mest provokerende, vi har

Hvis en medarbejder kan levere det samme på kortere tid, ligger der i princippet en mulighed dér. En reel mulighed for mere frihed, mere restitution. Måske bare en mindre oppustet arbejdsdag.

Men i praksis bliver den mulighed ofte læst som ledig kapacitet. Og ledig kapacitet er et af de fænomener, moderne organisationer har sværest ved at se på uden straks at ville gøre noget ved det. 

“Ledig kapacitet er næsten provokerende i mange organisationer,” siger Joachim Gram. “For hvis der er plads, så føles det som noget, der skal udnyttes. Ikke noget, der skal beskyttes.”

Så hvis man skal være en smule grov, kunne man sige, at organisationer har svært ved at stole på output, de ikke kan måle i tid eller se blive til i realtid.

At ændre det er tilsyneladende langt sværere, end det lyder.

The basics er sjældent sexede, men ofte vigtigere

For der er også noget grundmenneskeligt på spil her. Når der opstår plads, fylder vi den ud. Når vi får et nyt redskab, begynder vi at bruge det til mere, end vi først troede. 

Det er ikke kun et ledelsesproblem. Det er også en civilisatorisk refleks. Acceleration har det med at fremstille sig selv som nødvendighed. Som noget, der bare sker. Som om den den næste feature, det næste projekt, den næste optimering allerede har vundet diskussionen, før nogen nåede at stille de virkelig irriterende men vigtige spørgsmål:

• Hvorfor egentlig?

• Hvad er behovet?

• Og hvad sker der, hvis vi lader være?

Hos Joachim Gram handler det i bund og grund om at blive skarpere på, hvad arbejdet egentlig er til for. Noget af det mest besynderlige ved moderne arbejde er, at det ofte er langt mere villigt til at opfinde nyt end til at fikse det basale. Vi vil gerne have AI oven på et rodet system. Vi gider bare ikke rydde op først.

Så hvem er det egentlig, gevinsten tilfalder?

Hvis teknologi skal skabe et bedre arbejdsliv og ikke bare et hurtigere, kræver det, at vi bliver ærlige om, hvad der overhovedet fortjener at blive produceret. Og hvem gevinsten tilfalder, når arbejdet kan gøres markant hurtigere. Er det virksomheden, der kan skrue produktionen op. Er det medarbejderen, der får mere luft. Er det kunderne. Samfundet. Eller er det bare arbejdet selv, der endnu en gang vinder retten til at brede sig.

Hos Joachim Gram ligger svaret ikke i teknologien, men i den måde organisationer fordeler gevinster på gennem kultur, ledelse og normer. Så længe det mest anerkendte stadig er at se travl ud, vil ro, frihed og mindre arbejde have svært ved at at fremstå som en legitim gevinst.

Produktivitetsgevinster bliver ikke af sig selv til frihed. De bliver til det, vi beslutter, de skal blive til. Hvis vi ikke beslutter noget, ved vi sådan set godt, hvad der sker. Arbejdet vokser. Og det, der kunne have været en anledning til at tage gevinsten hjem, bliver i stedet endnu en motor i noget, der allerede var begyndt at løbe lidt for stærkt.

Som Joachim Gram ser det, er det ikke teknologien, der afgør udfaldet, men den logik vi lader stå uimodsagt. Tænk engang, hvis den næste store produktivitetsgevinst ikke lå i at gøre mere, men i at lade noget være.