Et par hovedtelefoner og din yndlingsplayliste kan nogle gange gøre mere for din koncentration end endnu en kop kaffe. Musik kan både løfte humøret og hjælpe hjernen med at holde fokus. Især når arbejdet bliver monotont.
Et tryk på “play” og arbejdet flyder lidt lettere
Forestil dig en helt almindelig formiddag på kontoret. Du åbner computeren. Indbakken er fyldt. Excel-arket stirrer tilbage. En opgave, du har løst mange gange før, men som også er lige til den lange side. Så du gør det, mange gør uden at tænke videre over det. Du tager hovedtelefonerne på, finder en playliste, trykker “play”. Og pludselig glider arbejdet lidt lettere.
Det er ikke tilfældigt. Musik kan nemlig fungere som en lille hjernehjælper, der både øger din arbejdsglæde og styrker din koncentration. Og selvom der er mange veje til arbejdsglæde og trivsel, så er musiklytning et simpelt greb med stor effekt.
Musik gør os både gladere og mere effektive
Musik gør glad. Så enkelt kan det siges. Når vi lytter til musik, frigiver hjernen nemlig signalstoffer som dopamin og serotonin; stoffer, der er forbundet med glæde og velvære. Og er vi i godt humør, er vi typisk også mere effektive. De fleste vil intuitivt nikke genkendende til det, for musik er for mange af os en fast del af hverdagen. På cyklen, i bilen, i køkkenet, på løbeturen, i fitnesscentret.
Men når vi taler om trivsel på arbejdspladsen, bliver musik sjældent nævnt. Det er egentlig lidt mærkeligt. For når humøret stiger, følger energien og arbejdslysten ofte med, og din koncentration stiger.
Musik kan især være en hjælp ved opgaver, hvor tankerne ellers har det med at vandre. Rutineopgaver, gentagelser, arbejde, hvor der ikke nødvendigvis sker noget nyt som fastholder vores interesse. Her kan musikken fungere som en hjernehjælper, der øger vores koncentration og hjælper hjernen med at holde sig i gang i stedet for at glide over i dagdrømmeri.
Resultatet? Mange oplever ganske enkelt at stryge hurtigere gennem opgaverne.
Et overraskende studie fra landevejen
Et forskningsstudie fra 2013 illustrerer pointen ret tydeligt. En gruppe forsøgspersoner blev bedt om at udføre noget, der for mange bilister er tæt på definitionen af kedsomhed: At køre kilometervis på en lige landevej bag en anden bil. Ingen radio. Ingen musik. Kun motorlyd og kilometertælleren, der langsomt tikker opad.
En anden gruppe skulle udføre præcis samme opgave. Den eneste forskel? De måtte lytte til musik under kørslen. Gæt selv, hvilken gruppe der klarede sig bedst. Det gjorde selvfølgelig dem, der hørte musik.
Hos dem, der sad i stilhed, begyndte tankerne at vandre. Opmærksomheden gled væk fra kørslen, og det førte til flere fejl og potentielt farlige situationer. Dem, der lyttede til musik, var simpelthen bedre til at holde fokus på opgaven.
Landevej vs. parallelparkering
Måske kender du det også fra din egen hverdag. En lang køretur på motorvejen kan føles som en leg, når musikken spiller og turen flyder derudad.
Men når du når frem til byen og skal parallelparkere mellem to biler på en smal gade, gør du sikkert følgende (i hvert fald hvis du som mig ikke er mester i disciplinen): Du slukker for musikken. For der er alligevel grænser for, hvor meget hjernen kan have i gang på én gang. Den forskel kan faktisk overføres direkte til arbejdslivet.
Vi har alle opgaver, der minder om parallelparkering:
-
Udvikling af nye idéer
-
Komplekse analyser
-
Rapportskrivning med mange detaljer
-
Opgaver, hvor hver lille nuance tæller
Her kan musik nogle gange forstyrre mere, end den hjælper.
Men vi har også opgaver, der ligner den lange, vestjyske landevej bag en lastbil:
-
Rutineopgaver
-
Dataindtastning
-
Oprydning
-
Administrative gentagelser
Her kan musik være præcis den støtte, hjernen har brug for til at holde fokus.
Test musikkens effekt på dit arbejde
- Afprøv forskellige musikgenrer. Arbejder du bedst til højt tempo eller rolig musik?
- Test stemningen i musikken. Energisk og glad musik – eller mere melankolske toner?
- Læg mærke til kompleksiteten. Hjælper repetitiv musik mere end musik med mange skift?
- Prøv forskellen på musik med og uden sang. Nogle koncentrerer sig bedre til instrumental musik.
- Og vær ærlig over for dig selv. Måske arbejder du faktisk bedst i stilhed.
Musik virker kun, hvis du faktisk kan lide den
Der er dog en vigtig detalje. Musik er ikke universelt hjælpsomt. Det afhænger i høj grad af den enkelte person og den enkelte smag. Én mands skrald er en anden mands skat, og musik fungerer kun som hjernehjælper, hvis det er noget, du faktisk har lyst til at høre.
Forestil dig, at du skulle arbejde en hel dag til lyden af ventemusikken fra Skattestyrelsens telefonkø. Så er jeg ret sikker på, at de rutineprægede opgaver vil føles endnu længere.
I et arbejdsliv fyldt med både parallelparkeringer og lange landeveje kan det være værd at finde ud af, hvornår din hjerne har brug for stilhed, og hvornår den har brug for en god playliste.
Og så en sidste, helt lavpraktisk pointe. Hvis du arbejder på kontor med andre, så tag lige hovedtelefoner på, når du lytter til musik. Så din kontormakkers opmærksomhed ikke bliver forstyrret af dit jam.