<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1150766838320198&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Er du og jobbet stadig det bedste match?

Er din sædvanlige energi og entusiasme stadig den samme? Er der den rette balance mellem de krav, du oplever og de ressourcer, du har? Her giver coach og ledelsesrådgiver Carsten Agerlin dig en række refleksionsspørgsmål, som giver dig mulighed for at tage temperaturen på din arbejdsglæde.

Sommerferien og tiden umiddelbart efter er for mange en kærkommen pause fra hverdagen, der giver anledning til at gøre status over job og karriere.

Laver jeg stadig det rigtige? Er jeg glad og motiveret, når jeg går på arbejde? Bliver jeg udfordret nok?

Det er ofte, når vi kommer væk fra jobbet i en længere periode, vi for alvor mærker, om vi egentlig trives i hverdagen. Derfor kan det heller ikke undre nogen, at sensommeren er højsæson for jobskifte.

Tal fra AS3s seneste Jobsurvey viser, at hver 6. dansker forventede at skifte job inden for et år og hele 34 % peger på ønsket om faglig og personlig udvikling som begrundelse. Dermed lander den på andenpladsen over årsager til jobskifte - kun overgået af dårlig ledelse.

as3 jobsurvey 2021

Et skifte virker ofte som både den rette og den nemme løsning, når en ubalance i jobbet banker på.

Det er det dog ikke altid. Du risikerer nemlig, at 'nissen' flytter med i det nye job, hvis du ikke får afklaret hvad, der ligger bag en begyndende utilfredshed og knækker koden til hvordan, du genfinder motivationen og arbejdsglæden.

Læs videre her, hvis du vil vide, hvordan du tager temperaturen på din arbejdsglæde og finder ud af, om du (stadig) er på den rette karrierevej.

Er det dig, der kører med jobbet eller jobbet, der kører med dig?

Udover parforholdet, er jobbet det forhold i livet, hvor vi investerer mest tid og flest kræfter.

Sammenligningen ligger da også lige for. Akkurat som parforholdet har jobbet nemlig brug for kontinuerlig opmærksomhed og pleje.

Det er vigtigt nu og da at stoppe op og tage temperaturen: Føles det stadig rigtigt? Er tempoet for højt eller for lavt? Og er retningen den rigtige?

Ligesom i parforholdet er det helt naturligt, at vi nu og da stiller os selv spørgsmålene:

”Er vi stadig det bedste match”? ”Eller vil jeg få et lykkeligere arbejdsliv i et andet job”?

I coachingen møder jeg hele spektret af tanker, frustrationer og overvejelser hos såvel ledere som medarbejdere.

  • Dem, der oplever at have flere ressourcer, end de får brugt. De keder sig og føler sig fristet til at forlade jobbet, fordi det er blevet rutinepræget og føles tømt for fremdrift, udfordringer og mening.

  • Dem, der oplever, at kravene er større end de ressourcer, de har til rådighed. De oplever travlhed, mistrivsel og har ikke længere overskud til at sige fra. Kravene kan komme fra arbejdet – men også fra dem selv.

  • Dem, der oplever en god og tilpas udfordrende balance mellem de krav, der stilles og de ressourcer, de har. Selvom dagligdagen virker god, kan de alligevel være nået til et sted, hvor de synes, at de skal videre for at få yderligere 'kort på hånden' til deres karriere.

  • Dem, der føler sig godt tilpas med balancen og ikke har behov for yderligere ændringer, end dem dagligdagen byder på.

Fælles for dem alle er et oprigtigt ønske om afklaring og en større forståelse for, hvad der motiverer dem. Og ja, den øvelse er givet rigtig godt ud.

Gennem din karriere samler du dig en masse kort på hånden. Brug sommerpausen til at se på din korthånd og tænke igennem, hvordan du vil ’spille’ kortene, når chancen byder sig.

Virkeligheden er ofte for foranderlig til at kunne lægge en decideret karriereplan. Men det kan være fint at udpege en karriereretning, som du kan vælge hen imod, når mulighederne opstår.

Læs også
Coaching er ikke en 'hvad-synes-du-selv-samtale'


Syv spørgsmål, du kan stille dig selv

  1. Hvad bruger jeg jobbet til i mit/vores liv?
  2. Er der den rette balance mellem mit arbejde og alt det andet, der er vigtigt i mit liv?
  3. Er jeg på vej i den retning, jeg kunne ønske mig?
  4. Oplever jeg bytteforholdet mellem det, jeg leverer og det, jeg får i mit arbejde som attraktivt?
  5. Hvad giver mig ’handlefrihed’ til at gøre hvad jeg ønsker – på mit arbejde og i forhold til arbejdsmarkedet generelt?
  6. Hvilket forslag vil jeg stille til min arbejdsgiver for at anvende mine kompetencer bedst muligt? Bedst for mig og bedst for virksomheden?
  7. Hvad skal være min plan B, hvis jeg ikke kan få min plan A opfyldt?

Del gerne dine refleksioner med fx din partner eller en god ven. Det hjælper ofte både din forståelse og din erkendelse på vej at ”sige det højt” til nogen.

Læs også
Få en coach - hvis du tør!

 

Dit arbejdsliv, dit ansvar

Én ting er refleksion og erkendelse. Noget andet er handling.

Derfor skal du selvfølgelig sætte handling bag dine refleksioner, når du kommer tilbage fra ferie. Ellers er det skønne spildte kræfter.

Tag dig selv, dit arbejdsliv og din arbejdsplads seriøst og fremlæg åbent og ærligt dine forslag for din nuværende arbejdsgiver med de muligheder og risici, det indebærer.

Når du først har taget en aktiv beslutning om, at du gerne vil ændre noget i dit arbejdsliv, sker der noget magisk. Det magiske indtræder, når først du har fået det rigtige udstyr på, så du kan bestige de bjerge, der venter forude. Det starter og slutter hos dig selv.

Vil du høre mere

Udfyld formularen, hvis du ønsker sparring eller har spørgsmål til emnet.
Så kontakter jeg dig.

Carsten Agerlin
Carsten Agerlin
Fagchef for coaching og transitioner i AS3 Transition