"Jeg sidder aldrig over for en person, der har fået stress, fordi der er blevet talt for meget om stress på arbejdspladsen. Aldrig"

Tavshed er ikke altid guld. I hvert fald ikke, når det gælder stress. ”Jo mere vi taler om stress, desto lettere er det at forebygge, at folk knækker,” siger en psykolog.

I hjørnet af kontoret står en stol. En med høj ryg og armlæn. For de mennesker, der sidder i den, har brug for al den støtte, de kan få.

Stolen står hos psykolog Christa Jørgensen på hendes kontor på Østerbro i København. Og den er ofte optaget. Alt for ofte. Desværre. For dem, der sidder i den, har stress.

Stolens sidste gæst, lad os kalde ham Jens, er normalt afdelingsleder i en større dansk it-virksomhed. Men for nylig kæntrede hans verden. Det sortnede for øjnene, når han sad foran computeren. Hjertet bankede helt vildt. Alt blev uoverskueligt.

”Du har jo stress,” sagde hans læge, da han endelig kom til konsultation. Nu er Jens sygemeldt på ottende uge uden udsigt til at vende tilbage til sin arbejdsplads i nærmeste fremtid. Han er simpelthen for ramt.

• Læs også: Hvordan kan trivselsmålinger skabe værdi for din virksomhed?

Folk som Jens er ikke noget særsyn. Hverken i venteværelserne hos landets praktiserende læger eller hos Christa Jørgensen, der som fagchef inden for stress og trivsel hos AS3 Transition møder stressramte næsten hver dag. Og dem, hun taler med, har ofte samme historik:   

”Jeg sidder aldrig overfor en person, der har fået stress, fordi der er blevet talt for meget om stress på arbejdspladsen. Aldrig. Men jeg sidder til gengæld ofte over for personer, der er blevet ramt af stress, fordi ingen på arbejdspladsen tør tale om stress. Problemerne er tiet ihjel,” siger hun og fortsætter:

”Denne tavshed betyder, at udfordringerne bare hober sig op for den medarbejder, der er ramt. Til sidst kan de ikke overskue tingene, for der er ingen at dele problemerne med. Og så kører de direkte udover kanten – og ender til sidst med en sygemelding i hånden og en plads i stolen over for mig.”

At tale om stress, giver ikke stress

Antallet af folk, der som Jens rammes af stress i disse år, er højt. Alarmerende højt. Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen har hver 8. dansker lige nu svært ved at overkomme en almindelig hverdag med arbejde, familieliv, fritidsaktiviteter og pleje af sociale relationer.

Og intet tyder på, at antallet af stressramte bliver mindre i de kommende år. Tværtimod. Samtidig er der ingen grupper i samfundet, der har udsigt til at slippe udenom den nærmest galoperende stressepidemi.

• Læs også: Guide: Sådan spotter du symptomer på stress

De mange stresstilfælde har forskellige årsager. Christa Jørgensen peger igen på, at en af grundene er, at der fortsat findes arbejdspladser, hvor det ikke er velset at tale om stress. Det er nærmest et tabu.

”Det kan godt være, at der er nogle, der synes, at der allerede tales alt for meget om stress både i pressen og ude i virksomhederne. Nogle virksomhedsledere frygter endda, at medarbejderne lettere bliver stresset, hvis de hele tiden hører ordet ’stress’. Men sådan forholder det sig ikke,” siger hun.

Hun forklarer, at det faktisk er lige modsat.

”Desto mere en virksomheds medarbejdere ved om stress, desto lettere er det at forebygge, at det rammer en eller flere. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt at skubbe det ubehagelige ind under gulvtæppet, for det forsvinder det jo ikke af. Det bliver faktisk kun værre.”

Langvarigt pres kan give stress

Selvom de fleste i dag kender en person, der er eller har været ramt af stress, er der fortsat mange, der ikke ved nok om, hvad stress egentlig er.

”Og det hænger ofte sammen med, at de arbejder i en virksomhed eller organisation, hvor stress opfattes som noget skamfuldt. En lidelse, der kun rammer de svage. Og derfor går de medarbejdere eller ledere, der ligger lige på grænsen til at udvikle stress, stille med dørene og forsøger at skjule det,” siger Christa Jørgensen.

Hun fortæller, at der kan være rigtig mange årsager til, at en person udvikler stress. En stor, vedvarende arbejdsmængde, manglende hjælp til prioritering af opgaver, manglende retning eller omgivelsernes forventninger generelt er blot nogle af de faktorer, der kan lægge et unødigt stort pres på den enkelte.

”Mennesket kan sagtens holde til at have travlt og være presset. Men i en begrænset periode. Når presset bliver for stort og varer for længe, udvikler folk stress og knækker sammen,” siger hun.

• Læs også: Derfor kan vi ikke tale om trivsel uden at tale om stress

Forebyg med viden

På alle landets arbejdspladser er det i dag helt legalt at tale om alle mulige fysiske skavanker. Når en medarbejder rammes af tennisalbue, rygsmerter eller brækker en arm, bliver der altid taget de nødvendige hensyn.

”Mit håb er, at landets arbejdsgivere vil behandle det psykiske arbejdsmiljø på samme måde,” siger hun.

Ifølge Christa Jørgensen skal alle på en arbejdsplads – lige fra topledelse til menig medarbejder – turde at tale åbent og ærligt om stress og trivsel.

”Og det skal frem for alt være på en kvalificeret måde. Den uformelle samtale ved kaffemaskinen, hvor en medarbejder hvisker til en anden, ’Jeg føler mig stresset’, gavner ikke. For så ved ingen, om det reelt er tilfældet eller blot et udtryk for midlertidig travlhed,” siger Christa Jørgensen.

Det betaler sig faktisk at tale om stress

Hun håber derfor, at arbejdsgiverne vil bære ansvaret for at gøre folk klogere på, hvad stress er og ikke er. På en kvalificeret måde, vel at mærke.

”Hvordan spotter du symptomerne? Hvad gør stress egentlig ved kroppen? Hvilke signaler skal du holde øje med hos din medarbejder, kollega eller hos dig selv? Og hvad gør du, hvis du får mistanke om, at din kollega eller medarbejder mistrives eller er ramt af stress?”

”Hvis virksomheden skal lykkes med at forebygge stress, er dt vigtigt, at alle i organisationen kan svare på de spørgsmål,” siger hun.

At sætte stress og trivsel endnu mere på dagsordenen vil ifølge Christa Jørgensen aldrig resultere i en situation, hvor ingen rammes af sygdommen. For der vil altid være nogen, der bliver ramt.

”Det handler udelukkende om at forebygge, så færre havner der, hvor en sygemelding er nødvendig.”