Hvorfor små brølere redder store beslutninger

Vi tror, vi undgår fejl ved at planlægge bedre. I virkeligheden undgår vi bare at lære noget. Fejl er ikke farlige. Det er deres fravær, der burde bekymre os. Læs med, og find ud af, hvorfor de små brølere i uge 3 kan redde hele din strategi i uge 30. 

"Jeg har fejlet – og jeg glæder mig til at gøre det igen." Sagde ingen. Nogensinde.

For fejl er pinlige. Forstyrrende. Farlige. De får os til at tvivle, trække os, dække os ind. Vi sletter dem fra præsentationen og gemmer dem under gulvtæppet – som om de aldrig fandt sted.

Men hvis vi tør se ærligt på det, ved vi det jo godt: Nogle af de største gennembrud i historien blev født af fejl.

Tænk Sir James Dyson, som brugte 15 år og 5,126  forsøg på at udvikle sin storsællert af en støvsuger. Eller hvad med J.K. Rowling. Afvist af 12 forlag, inden Harry Potter katapulterede udi stratosfæren. Og selvfølgelig gode, gamle Thomas Edison, som måtte igennem tusindvis af mislykkede forsøg, før han opfandt glødepæren.

“Den største fejl af alle er frygten for at fejle” - et ordsprog, vi er blevet tudet ørene fulde af. Alligevel bruger vi enorme ressourcer på at frygte, undvige og planlægge os ud af dem.

Hvorfor? Måske fordi frygten ikke opstod bag et skrivebord med Excel, møder og deadlines. Den blev plantet langt tidligere.

Jo mere vi undgår dem, jo hårdere rammer de

Vi har lært at frygte fejl, længe før vi fik adgang til projektstyringsværktøjer og performance reviews. Det startede i skolen, da den røde kuglepen satte et kryds i opgaven. Da læreren sukkede opgivende. Da vi mistede vores plads på ranglisten.

For mange af os bliver fejl desværre tidligt i livet forbundet med en oplevelse af inkompetence, 'forkerthed', ikke at slå til. Og den læring tager vi med os ind i arbejdslivet, hvor vi begynder at overkompensere: flere planer, mere kontrol, ekstra lag af sikkerhed.  

Det store paradoks er, at vi godt ved, fejl er uundgåelige. Alligevel designer vi vores arbejdsliv, som om det modsatte var sandt. Vi bygger illusionen om fejlfrihed ind i vores planer, som var de redningsbåde. Vi risikovurderer, sletter, PowerPointer og kvalitetssikrer.

Og det er her, det bliver rigtig dumt: Jo mere vi forsøger at undgå fejl, jo mindre forberedt er vi, når de rammer. Vi giver os selv en falsk tryghed. En illusion om kontrol, som er langt farligere for vores projekter end en lille brøler i uge 3.

Og det har en pris. For når vi undgår fejl i starten, betyder det, at vi ikke lærer det, vi burde have lært. Vi bygger videre på et fundament, vi ikke har testet – og så smuldrer det først, når vi står på øverste etage.

Fail rigtigt - fail fast

Der findes en grund til, at "fail fast" er blevet et mantra i it- og startup-verdenen. Ikke fordi det er fedt at fejle – men fordi det er langt dyrere ikke at gøre det. Tidlige fejl er nemlig data. Feedback. Retning. De er muligheden for at justere kursen, før det hele sejler. De er den lille sten i skoen, der forhindrer dig i at gå ud over klippen. Og vigtigst af alt: De er kontrollerbare.  

For når vi fejler tidligt, fejler vi småt. Inden huset er bygget, projektet lanceret eller strategien rullet ud. Når vi venter, fejler vi med større konsekvenser – ofte offentligt, dyrt og uopretteligt.  

• I softwareudvikling: En lille bug i uge 3 bliver til et kritisk nedbrud i uge 30. Hvad der kunne være fikset med én linje kode, kræver nu måneder af krisehåndtering.
• I innovationsprojekter: Vi venter med at teste markedet, til vi har brugt 1,5 millioner på at færdiggøre et produkt, ingen efterspurgte.
• I ledelse: En forkert strategi bliver ikke udfordret, fordi kulturen ikke tillader det. Først når medarbejderne begynder at forlade skuden, går alarmen.

Jeg tror, du har forstået pointen.

Fra fejlfrihed til fejlmod

Hvis vi vil blive bedre til at håndtere fejl, må vi ændre vores forhold til dem. Det starter med psykologisk tryghed: at skabe miljøer, hvor man tør stille spørgsmål, sige "det virker ikke", og indrømme, når noget går skævt.

For hvis vi ikke tør fejle, tør vi heller ikke stille de svære spørgsmål. Vi tør ikke udfordre vanetænkningen og spørge “hvad nu hvis vi gik en helt anden vej?” Og så kører hamsterhjulet videre. I cirkler. Og vi kalder det “sikker drift”. Vores ‘fejlfri’ planer giver os måske nok tryghed, men ikke nødvendigvis sikkerhed.  

Fejlmod kræver ledere, der går forrest og viser, at fejl ikke er tegn på inkompetence – men på vilje til at eksperimentere og blive klogere. Det kræver teams, der fejrer fejl som bevis på, at man gør noget, i stedet for at stå stille.

Så næste gang du rammer ved siden af, så spørg dig selv: Hvad lærte jeg? Hvad justerer vi? Og hvordan kommer vi videre – hurtigere og klogere?