Din kollega sparede seks timer med AI. Nu skal du bruge dem.

Hvad sker der med en organisation, når den kan producere krav, input og ideer hurtigere, end mennesker kan nå at forholde sig ordentligt til dem? 

Mailen tikkede ind klokken 9.17.

"Jeg har lige tænkt lidt videre med ChatGPT," står der. "Der er nogle virkelig gode perspektiver i vedhæftede. Kan du ikke lige se, hvad vi kan bruge?"

Muligvis en af de mest forhadte sætninger i corporate Danmark pt.  

Dokumentet er på 12 sider. Afsenderen har brugt seks minutter på det. Modtageren kommer sandsynligvis til at bruge resten af formiddagen.

Bare rolig. Det her er ikke primært en historie om dovne chefer, dårlig prompting eller irriterende kolleger. Det er en historie om, hvad der sker, når produktionskapaciteten accelererer, mens den menneskelige vurderingskapacitet ikke gør.

For hvis den tid, vi sparer på at producere tanker, forslag og analyser, blot bliver til endnu mere materiale, som andre mennesker skal forholde sig til, hvem har så egentlig fået gevinsten?

Der findes næsten ikke en teknologi, der er blevet solgt på samme løfte så mange gange som effektivisering. Først kom faxen. Så mailen. Så smartphonen. Så alle samarbejdsplatformene. Og nu AI.

Hver gang lød historien nogenlunde ens: Nu bliver arbejdet både lettere og hurtigere, og vi slipper for det meste af det besvær, der tidligere slugte vores tid. Og hver gang har løftet været sandt. I hvert fald teknisk set.

Det går hurtigere at sende et dokument i dag, end det gjorde i 1994. Det går hurtigere at indsamle information, koordinere, skrive og analysere. Men gevinsten bliver sjældent omsat til mere tid. I stedet stiger aktiviteten.

Den tyske sociolog Hartmut Rosa har i årtier beskrevet, hvordan moderne samfund ikke bliver stabile af teknologiske fremskridt. De bliver hurtigere, fordi virksomheder, institutioner og markeder gradvist indretter sig efter de nye muligheder. Når noget kan gøres hurtigere, begynder vi efter kort tid at opfatte den nye hastighed som normal, og dét, der før var en gevinst, bliver til en forventning.

Mailen erstattede ikke brevet. Den gjorde det muligt at kommunikere langt mere. Med smartphonen var det ikke bare indbakken, der flyttede ned i lommen, - forventningen om tilgængelighed fulgte med. Og AI ser ikke ud til primært at reducere mængden af arbejde. Tværtimod øger den organisationens samlede produktion af tekst, idéer, analyser, forslag og perspektiver. Resultatet er flere idéer, ikke nødvendigvis bedre.

Det er en af grundene til, at så mange mennesker rundt omkring i de danske kontorlandskaber sidder med den mærkelige oplevelse, at teknologien hjælper dem hele tiden, uden at de føler sig mindre belastede. For belastningen ligger ikke nødvendigvis i selve produktionen, men i alt det, der følger bagefter.

Det dokument, som tidligere tog tre timer at skrive, tager måske nu ti minutter at generere, men de mennesker, der skal læse det, vurdere, faktatjekke, prioritere og træffe beslutninger på baggrund af det, findes stadig. Den menneskelige erfaring og dømmekraft kan – heldigvis - endnu ikke automatiseres væk, og behovet for den vokser i takt med, at AI sprøjter indhold ud.  

I et nyere studie fra Microsoft Research og Carnegie Mellon beskriver 319 vidensarbejdere, hvordan AI ofte reducerer arbejdet med at producere indhold, men samtidig øger behovet for at verificere, integrere og vurdere det materiale, der kommer tilbage.  

Det kan godt være, at organisationen har reduceret én omkostning. Til gengæld har den skabt mere aktivitet og mere mental load. For der er altid en mental regning, der skal betales.  

Så kære kollega, før du sender dit AI-output videre, så spørg dig selv, om du har gjort modtagerens arbejde lettere. Eller bare dit eget. Hvis din kollega skal bruge to timer på at forstå det, du genererede på to minutter, har I ikke sparet tid, I har bare flyttet regningen.    

PS: Det er næppe indhold eller gode ideer, organisationen kommer til at mangle i fremtiden. Men mennesker, der kan skelne mellem skidt og kanel, bliver guld værd.