En turbulent periode med et massivt arbejdspres, dårlig ledelse og et stort privat tab, sendte i sommer Jane Fraenkel til tælling med stress fra et job som leder for Rigshospitalets afdeling for Klinisk Mammografi. Efter blot to måneders sygemelding og et forløb med stressrådgivning, var hun klar til at genoptage sit arbejdsliv. En hel del klogere på både sig selv og sine grænser.
Jane Fraenkel taler åbent, velformuleret og befriende ærligt om den periode i hendes liv, som i sommeren 2021 ledte frem til en sygemelding med stress.
Man mærker tydeligt, at hun har haft behov for eftertanke og refleksion. Og at oplevelsen har sat sine spor i den 55-årige kvinde, som gennem hele sit arbejdsliv har brændt for sit fag og sin stilling som leder for skiftende afdelinger og specialer inden for radiologi.
For hvad gør man, når livet spidser til og bægeret pludselig er mere end fuldt. Og hvordan kommer man stærkt tilbage til et krævende arbejdsliv efter tab af fodfæste og selvtillid for en stund?
Læs med her, hvor Jane deler sin personlige historie og erfaringer med stress.
Drømmejobbet fylder alt
Alt var ellers lige som det skulle være. Jane, der lige er fyldt 55, flyttede for nogle år siden tilbage til sin hjemby Dragør i et skønt rækkehus. Datteren var draget til Aarhus for at studere, og Jane kunne fokusere på sit lederjob på Rigshospitalets afdeling for Klinisk Mammografi. Et drømmejob, hun var blevet headhuntet til og startede i, tilbage i april 2016.
- Jeg har prøvet mange spændende specialer inden for radiologi, men ledelse er det fag, jeg altid har brændt mest for. Jobbet som overradiograf på afdelingen for Klinisk Mammografi var et drømmejob for mig, og jeg var ikke et øjeblik i tvivl, da jeg fik tilbuddet, indleder hun.
Jobbet skulle dog over tid vise sig at kræve mere end almindelige kræfter af Jane. Afdelingen, som hun ledte på Rigshospitalet, stod nemlig i 2021 over for en fusion med Herlev-Gentofte hospital, hvor al mammaradiologi i region Hovedstaden skulle samles.
Det gjorde, at Jane pludselig stod med en masse ekstra opgaver.
- Vi skulle implementere et helt nyt it-system, nye arbejdsgange, nyt apparatur og planlægge udflytning af klinikken til Gentofte hospital, og jeg kom med i samtlige arbejdsgrupper. Samtidig skulle jeg passe mit almindelige job med ledelsesansvar for 35 medarbejdere fordelt på tre matrikler, fortæller Jane.
Sideløbende med et tiltagende presset arbejdsliv stod Jane også over for udfordringer i privatlivet. Hendes mor var tiltagende dement og blev i foråret diagnosticeret med fremskreden Alzheimer. Jane, som havde passet sin mor i en årrække, stod over for den vanskelige beslutning at sende hende på plejehjem.
- Det var en hård beslutning, for jeg var meget tæt på min mor og vidste, at det var imod hendes ønske. Men jeg kunne ikke påtage mig ansvaret længere. Hun var ganske enkelt for syg, siger Jane.
Kun få uger efter, at moren var blevet indskrevet på plejehjem, gik hun i koma, og Jane tog fri for at være hos hende den sidste tid.
Korthuset vælter
Janes mor gik bort en torsdag i maj, og kun tre dage efter begravelsen var hun tilbage på arbejde. Her blev hun samme dag indkaldt til et møde med hendes chef.
- Pludselig skulle jeg indgå i vagtplanen på linje med mine medarbejdere – og passe mine ledelsesopgaver og arbejdsgrupper ved siden af. Samtidig præsenterede hun mig for nogle klagepunkter fra et par af mine medarbejdere. Flere af dem handlede om beslutninger, som jeg slet ikke kunne genkende, og som ikke var mine. Men det var der ikke lydhørhed overfor, fortæller Jane.
Beskyldningerne tog hårdt på Jane, som begyndte at arbejde mere og mere for at følge med. Før hun fik set sig om, lå hendes arbejdsdage på 13-14 timer.
Jeg begyndte at have problemer med at sove om natten. Jeg vågnede med hjertebanken og kunne ikke trække vejret. Alt var i oprør, og jeg kunne ikke finde ro nogen steder, fortæller hun og fortsætter:
Det var jo ikke sådan, at det skete fra den ene dag til den anden. Set i bagspejlet kan jeg jo godt se, at det var helt urimeligt, og at jeg var meget hårdt spændt for i en alt for lang periode. Men når du står midt i det, er det rigtig svært at opdage og sige fra. Den ene ekstra opgave tager den anden, uden at man tænker over det, siger hun.
Trods tydelige tegn på stress og udbrændthed, kæmpede Jane for at finde en løsning og komme væk fra et job, der ikke længere var sundt for hende. Hun kontaktede sin tidligere chef for at høre, om han kunne hjælpe hende med at finde et andet job. Det kunne han, og de var i dialog om en ny stilling på Rigshospitalet.
- Det var som om korthuset væltede lige dér. Da afklaringen endelig faldt, og jeg kunne se en løsning forude, kunne jeg simpelthen ikke mere, siger Jane.
På opfordring af sin tillidsrepræsentant blev Jane sygemeldt i starten af juli måned, og i slutningen af juli sagde hun sin stilling op.
- Jeg var lettet, men samtidig også enormt ked af det. For det var jo en drømmestilling, jeg sagde farvel til.
Du er helt normal
Få dage efter sygemeldingen startede Jane i et stresscoachingforløb hos AS3. I dag er hun ikke i tvivl om, at den hurtige hjælp var altafgørende og en af de primære årsager til, at hun kom sig så hurtigt.
- Jeg var i dyb krise, og havde jeg ikke fået hjælp med det samme, var jeg aldrig kommet mig så hurtigt. Jeg tog en stresstest til mit første rådgivningsmøde og bonede ud på 32 ud af 36 stressindikatorer. Der er ingen tvivl om, at jeg aldrig havde klaret det på egen hånd, siger hun.
Jane husker tydeligt det første møde med sin rådgiver Annakarin. Selvom hun, som hun siger, “tudede sig gennem de første møder”.
- Jeg svingede fra begyndelse rigtig godt med hende, og det var helt naturligt for mig at fortælle hende alt dét, der havde fyldt inden i mig gennem så lang tid: Beskyldningerne fra min chef, angsten for at jeg ikke var god nok, min mors død. Det hele kom op til overfladen i vores snakke, og det hjalp mig virkelig meget at dele det med én, som ikke var følelsesmæssigt involveret.
Én ting gjorde særlig stort indtryk på Jane.
- Noget af det første, hun sagde til mig var, at det var helt normalt, at jeg reagerede, som jeg gjorde. Og så satte hun ellers ord på alle de ting, jeg gik igennem og fortalte om de forskellige faser i en krise, siger Jane og uddyber:
- Mit selvværd var helt væk, og jeg følte ikke, at jeg kunne noget som helst. Min virkelighedsopfattelse var forstyrret, og jeg havde problemer med at udføre selv helt simple opgaver. Det gav mig en enorm ro, at hun normaliserede det hele, for jeg følte jo, jeg var ved at blive sindssyg.
Verden er igen i farver
Allerede efter få møder med Annakarina kunne Jane mærke en bedring.
- Jeg tror, det var efter vores tredje eller fjerde møde. Jeg kan huske, jeg går derfra og smiler, og pludselig går det op for mig, at farverne er vendt tilbage. I en lang periode havde jeg set verden i sort og hvidt.
Kun to måneder efter sin sygemelding vender Jane tilbage til Rigshospitalet i et nyt job som radiograf i MR-sektionen. Få uger senere bliver hun igen headhuntet, og i dag er hun tilbage i lederrollen på Afdelingen for Røntgen og skanning på Rigshospitalet.
Hendes oplevelse med stress har dog lært hende en vigtig lektie, og selvom arbejdet stadig fylder meget i Janes liv, er en ting helt sikker:
- Jeg har fået min selvtillid og glæden ved mit arbejde tilbage, men jeg skal aldrig have en 13timers arbejdsdag igen. Jeg er blevet mere bevidst om mine grænser og hviler mere i mig selv i dag. Jeg ved også, at jeg skal være realistisk med, hvad jeg byder mig selv - og ikke bare blive ved med at fylde på.
Spørger man hende, hvilket råd hun vil give andre i samme situation, falder svaret prompte:
- Søg hjælp med det samme. Det gør en verden til forskel at få den rigtige hjælp fra eksperter, som ved, hvad de laver. Som leder er jeg normalt enormt løsningsorienteret - og lige pludselig stod jeg i en situation, hvor jeg ikke kunne finde løsninger. Men det kunne Annakarin, og det var så befriende, slutter Jane.
