<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1150766838320198&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Stressede danskere skifter arbejdsgiveren ud

Stress er en af de væsentligste årsager til, at danskerne skifter job, viser en ny undersøgelse. Vi prioriterer i dag at have et godt arbejdsliv, og derfor er vi hurtige til at skifte arbejdsgiver, hvis vi mistrives på jobbet. 

Danskerne flygter fra dårlig trivsel på arbejdspladsen. Hvis vi føler os stressede i vores job, er vi nemlig ikke sene til at se os om efter et andet.  

Det viser undersøgelsen AS3 Jobsurvey 2020, som Epinion netop har gennemført blandt 1.900 danskerne. Her fortæller de respondenter, der har skiftet job inden for de sidste 12 måneder, hvilke årsager der lå til grund for jobskiftet.

Flest har skiftet job på grund af dårlig ledelse (30 %), og herefter følger et ønske om udvikling af personlige og faglige kompetencer (21 %) - hvilket i øvrigt også er de to årsager, danskerne angav som de væsentligste i 2019-udgaven af samme undersøgelse.

Det nye ved årets undersøgelse er, at stress er sprunget frem på tredjepladsen over de angivne årsager til eksterne jobskifter. I 2019 var det ellers ønsket om højere løn, der lå på denne placering, men i 2020 fortæller hele 18 %, at stress i det tidligere job var den direkte årsag til deres jobskifte.

Derfor skifter danskerne arbejdsgiver

Udviklingen kan ses som et udtryk for, at stress i dag er et tema, der ikke blot fylder meget i samfundet, men også for den enkelte medarbejder.

Vi tager hver især vores trivsel på jobbet mere og mere alvorligt. De fleste kender desværre en kollega eller et familiemedlem, der har været ramt af stress. Og hvis du først har set, hvilke konsekvenser et stressforløb kan have for et menneske, er du nok hurtigere til at skride til handling og skifte job, hvis du selv er ved at havne i samme situation.  

Læs også
Forebyg stress - sådan undgår du mistrivsel på arbejdspladsen

Danskerne vil have et meningsfuldt arbejdsliv

Jeg er ikke overrasket over, at danskerne prioriterer et stressfrit job frem for eksempelvis en bedre løncheck eller ønsket om at skifte karrierespor.

Når vi i dag går på arbejde, søger vi først og fremmest meningsfuldhed i jobbet. Vi vægter de gode arbejdsopgaver, som styrker vores arbejdsglæde og trivsel. Derfor er det helt naturligt, at du skifter arbejdsplads, hvis du mistrives og føler dig stresset.

Det dynamiske jobmarked er en anden årsag til, at stressede danskere ikke giver arbejdsgiveren lang snor og i stedet skifter job, hvis det halter med det psykiske arbejdsmiljø.

I mange brancher er det i dag blevet lettere at finde et nyt job. I årene under og lige efter finanskrisen var medarbejderne nok mere tilbøjelige til at bide tænderne sammen og holde fast i deres job, selvom de ikke trivedes med det og måske også havde en snert af stress. Sådan er det bare ikke længere.

Læs også
Passende arbejdsopgaver er afgørende for danskernes arbejdsglæde

Forebyggelse skal fortsat prioriteres højt 

Med denne udvikling in mente er der fortsat al mulig grund til at prioritere det organisatoriske arbejde med stress og trivsel højt.

Heldigvis ser vi også landets virksomheder stresspolitikker og jævnlige målinger af medarbejdernes trivsel.

Når vi har et arbejdsmarked, hvor medarbejdere skifter job, hvis de oplever stress, og hvor det i nogle brancher samtidig bliver sværere og sværere at skaffe kompetent arbejdskraft, kan arbejdsgiverne simpelthen ikke fokusere nok på dette område.

Derfor bør forskellige trivselsinitiativer også i fremtiden være blandt de højst prioriterede indsatsområder i enhver organisation – og det hos såvel topledelse, ledere, samarbejdsudvalg og HR:

Et godt sted at starte vil altid være løbende at sikre en fornuftig balance mellem de krav, der stilles til medarbejderen, og de ressourcer, den enkelte har til rådighed.

Vil du høre mere?

Udfyld formularen, hvis du ønsker sparring eller har spørgsmål til emnet. Så kontakter vi dig.

Kontakt os i dag
AS3 Transition