Alle ledere har skyggesider. De ubevidste og mindre heldige mønstre, der styrer dig i pressede situationer, og som du helst vil gemme væk. Men ved at arbejde med dem kan du forvandle svagheder til styrker og blive en leder, andre vil følge. Her er hvordan.
Skyggesider: Lær dem at kende – og styrk dit lederskab
Når vi taler om ledelse, handler det ofte om at være inspirerende, modig og handlekraftig. Men bag facaden hos de fleste af os gemmer der sig skyggesider – de karaktertræk, vi helst vil skjule, men som dukker op, når vi er under pres.
Skyggesiderne påvirker din ledelsesstil, relationerne til dine medarbejdere og i sidste ende din organisation. Og forholder du dig ikke til dem, kan de forårsage stor skade - både på dig selv, dine medarbejdere og organisationen.
Den gode nyhed er, at du ved at konfrontere dem, faktisk kan vende dem til en styrke.
Hvad er skyggesider?
Skyggesider er underudviklede eller mindre modne karaktertræk ved dig selv. Det karakteristiske ved skyggesider er, at du meget ofte ikke ønsker at vedkende dig dem. Derfor falder de ofte i baggrunden – i skyggen – i dagligdagen. Det kan være forsigtighed, arrogance eller et stort behov for kontrol. Disse karaktertræk dannes ofte tidligt i livet som strategier, når vi skal tackle udfordringer og svære følelser.
Selvom skyggesider er menneskelige, kan de over tid få negativ betydning for, hvordan du agerer som leder. De kan underminere din autoritet, skabe frygt og mistillid eller i værste fald skade dine medarbejdere, hvis de ikke bliver adresseret.
Som erhvervspsykolog har jeg arbejdet med mange ledere og organisationer, hvor ubearbejdede skyggesider har skabt stor mistrivsel eller deciderede kriser i organisationen. Men jeg har også set, hvordan ledere ved at erkende og arbejde med deres skyggesider har skabt positiv udvikling – både for sig selv og deres team.
At arbejde med skyggesider kræver mod og selvindsigt, men belønningen er stor. Du bliver ikke blot en mere autentisk leder, men skaber også en kultur, hvor tillid og engagement trives. Resultatet? Medarbejdere, der følger dig, fordi de har tillid til din ledelse, hvilket til syvende og sidst er det, ledelse handler om.
De mørkere træk i personligheden
Konceptet om skyggesider blev udviklet af psykologiprofessor Robert Hogan, der undersøgte sammenhængen mellem de mørke sider af personligheden, ledelse og performance.
Hogans assessment-værktøj var det første til at identificere disse træk, som ofte kommer til udtryk under pres. Hogan-værktøjet peger på 11 forskellige skyggesider, der på forskellig vis kommer til udtryk på vores arbejdspladser.
I det følgende giver jeg min forståelse af tre klassiske skyggesider: perfektionisten, den arrogante og den forsigtige leder. Læs med og bliv klogere på, hvilken skyggeside du måske kan genkende hos dig selv, og hvordan du kan arbejde konstruktivt med den.
Tre klassiske skyggesider – og hvordan du håndterer dem
1. Perfektionisten – når kravene bliver for høje
Perfektionisten er ambitiøs og grundig, men kan skabe et arbejdsmiljø med stress og frygt. Et ikonisk eksempel er Steve Jobs, hvis stræben efter perfektion førte til banebrydende produkter – men også frygt og utryghed blandt medarbejderne.
Tre tegn på perfektionisme:
- Du bliver irritabel, når andre ikke lever op til dine høje standarder.
- Du ser tingene som enten fejlfri eller en fiasko.
- Du har svært ved at slippe kontrollen over en opgave eller et projekt.
Sådan håndterer du den:
- Acceptér, at ”godt nok” ofte er godt nok. Spørg dig selv: Vil denne detalje være afgørende om en uge?
- Arbejd med at uddelegere mere ansvar. Alt bliver ikke bedre af at DU løser det. Tværtimod. Vær tydelig på dine forventninger, når du afleverer en opgave, og bed dine medarbejdere om feedback på, hvordan din ledelsesstil påvirker dem.
- Udfordre din overbevisning om, at fejltagelser er ensbetydende med fiasko og utilstrækkelighed. Fejl er ikke nødvendigvis verdens undergang, og de kan ofte være en åbning for læring og udvikling.
2. Den arrogante – når behovet for status og ego tager overhånd
Den arrogante har ofte opfattelsen af at være unik. På en god dag, lægger andre mærke til den store selvtillid hos den arrogante leder, men på en dårlig dag, kan samme adfærd blive opfattet negativt; som tromlende, grænseløst eller utrygskabende.
Donald Trump er et eksempel på en leder, der har vist ekstreme træk af selvhævdelse og manglende lydhørhed. Kritik og modstand preller af, og det er ofte alle andres skyld og ansvar, når noget ikke fungerer.
Tre tegn på arrogance:
- Du dominerer diskussioner og udfordrer andres synspunkter uden at lytte.
- Du ignorerer regler og politikker, som du ser som unødige forhindringer.
- Du afviser feedback eller går i forsvar, når du får kritik.
Sådan håndterer du den:
- Stop med at love for meget og så give andre skylden, når en plan eller et projekt ikke lykkes.
- Benyt din selvtillid, energi og beslutsomhed til at motivere fremfor at intimidere andre
- Del æren med dine medarbejdere, når en mission lykkedes. Det hele handler ikke om dig.
- Indse, at du ofte ignorerer negativ feedback. Start på at opsøge ærlig og gerne anonym feedback fra dit team. Opsøg evt. en coach, der kan hjælpe med at skabe mening med feedbacken.
3. Den forsigtige – når frygten for fejl lammer
Forsigtighed kan være en styrke i komplekse situationer, men overdreven forsigtighed kan resultere i handlingslammelse og usikkerhed. Theresa May under Brexit-forhandlingerne er et godt eksempel på, hvordan undgåelsesadfærd kan blive en undskyldning for at tage nødvendige skridt - og dermed skabe frustration og mangel på retning.
Tegn på forsigtighed:
- Du har brug for andres bekræftelse, før du træffer beslutninger.
- Du undgår at udtrykke stærke holdninger i selskab med andre.
- Du bliver overoptaget af, hvad der kan gå galt, så du til sidst bliver handlingslammet af det.
- Du fremstår ude af stand til at træffe en beslutning uden at have gennemgået al data.
Sådan håndterer du den:
- Tag chancer i sociale sammenhænge og erkend, at selvom du måske føler dig akavet, så bliver du højst sandsynligt ikke opfattet sådan af andre.
- Spørg dig selv, hvad du vinder ved at handle frem for at udskyde.
- Erkend, at når andre beder om din mening, så er det ofte fordi, at de mener, du har noget meget værdifuldt at bidrage med.
- Overvej konsekvenserne af ikke at handle – ofte er de værre end ubehaget ved at tage ansvar.
Vend dine skyggesider til styrker
Skyggesider er ikke kun svagheder. De rummer en mulighed for læring og udvikling. Start med at spørge dig selv: ”Hvad er det, der trigger mig i denne situation?” og ”Hvad kan jeg lære af det?”
Tre skridt til at arbejde med dine skyggesider:
- Skab en kultur, hvor feedback er naturligt. Bed om ærlig feedback – og modtag den med åbenhed.
- Reflektér over, hvor andre typisk ”slår sig på dig”, og justér din adfærd.
- Stop op, når du er ved at reagere på autopilot. Reflektér over, hvad der driver din reaktion, og om der er en bedre måde at handle på.
Dine skyggesider er altid med dig – men ved at arbejde aktivt med dem, kan du bruge dem som et springbræt til at blive en mere bevidst og autentisk leder.