Ledelse er et privilegie, jeg har til låns

Posten som direktør med internationalt HR-ledelsesansvar i en organisation med 13.000 søfarende som kun 32-årig kan sikkert give mange sved på panden. Men ikke Julie Odefey. At tage ansvaret på sig har aldrig været en byrde, men tværtimod et privilegie. Det giver hende nemlig mulighed for at stille sin store nysgerrighed og appetit på udvikling. 

Det er sjældent at møde en leder, der i så ung en alder har så stort et ledelsesansvar og så reflekteret et forhold til det. Det gør mig nysgerrig på, hvad der har formet og inspireret Julie Odefey. Og ikke mindst, hvad der gør hende så afklaret.

Det er ikke blot mig, der er nysgerrig. Nysgerrigheden møder Julie ofte blandt sine medarbejdere og kolleger i A.P. Møller Maersk, hvor hun har haft sin daglige gang, siden hun som 25-årig færdiggjorde sin kandidatuddannelse i psykologi.

Først som management-konsulent, så som projektleder med ledelsesansvar og senere som direktør for en stor operativ afdeling. Julie fortsatte fra dag 1 durk op ad karrierestigen og blev forfremmet fire gange på fire år.  På under fem år gik hun fra nyuddannet psykolog til direktør.

I en alder af 32 er hun nu director og Head of Marine People Strategy; et job, der giver hende strategisk og internationalt HR-ansvar i en organisation med 13.000 søfarende  og med ledelse af ledere under sin kasket.

Derudover er hun mor til to, netop nu på barsel, og så er hun lige debuteret som forfatter med bogen ‘Hack dit arbejdsliv’, skrevet i samarbejde med Charlotte Brix. 

Den 17. marts stod hun desuden på scenen foran +100 ledere, da AS3 og Center for Ledelse holdt konferencen ‘Ledelse på tværs af generationer’.

Alder er mig uendeligt ligegyldigt

Der er nok af bedrifter og fart i karrieren til at tage pusten fra de fleste – og masser at være nysgerrig på. Men hun slår mig nu ikke som én, der nemt mister pusten, da jeg møder hende online en frostklar forårsdag i februar. Afslappet, afvæbnende, med et smittende smil på læben og en sovende baby i baggrunden. Nysgerrig er hun til gengæld på rigtig meget. Bare ikke på alder. 

Alder har aldrig betydet noget for mig, og jeg overser tit, hvor gamle mine medarbejdere og kolleger er.

Julie Odefey

Julie møder dog ofte alders-nysgerrigheden den anden vej. Fx få uger efter hun tiltrådte som direktør i sin daværende division, hvor en yngre, kvindelig medarbejder tog mod til sig i kantinen over frokosten og spurgte Julie, hvor gammel hun egentlig er. De var nemlig mange i teamet, som havde spekuleret på det.

- Jeg kan huske, jeg blev overrasket, for jeg havde slet ikke set spørgsmålet komme. Det er nok, fordi jeg selv er så komplet ligeglad med alder. Jeg er meget mere nysgerrig på mennesker, kompetencer og erfaring.

Erfaring er guld værd

Selvom alder ikke optager Julie, ser hun det som et kæmpe privilegie at have erfaring tæt på. Som eksempel nævner hun sin egen leder, som er en del ældre end hun selv.

- Nogle gange oplever jeg situationer, som kan få mig helt op i det røde felt og to minutter fra at skrive en stærkt oprevet mail. Lige dér er det godt at have én ved siden af, der har oplevet ting før, og som bare siger: “Giv det to dage Julie, så har de glemt det igen”. Blot for at opdage to dage senere, at manden sgu har ret, siger hun og griner.

Julie fremhæver også en af de første ansættelser, hun lavede til et team,  der arbejder direkte med de søfarende og har ansvar for håndhævelsen af en meget kompleks, international søfartslovgivning.

- Jeg kendte ikke den lovgivning men blev hentet ind, fordi jeg kunne nogle andre ting. Derfor var det også et enormt privilegie, at jeg kunne ansætte en virkelig dygtig og erfaren kvinde, som vistnok var i starten af halvtredserne på det tidspunkt, fortæller hun.

For der er ting, du ikke kan læse dig til i en bog, regne ud med dit intellekt eller beslutte på en mavefornemmelse. Nogle opgaver kræver bare rigtig meget erfaring.

- Jeg ville aldrig have fundet nogen på min egen alder, der kunne gå ind og være lige så god i den stilling, som hun er, understreger Julie.

I sidste ende er ansvaret mit

Der er ingen tvivl om, at Julie mener hvert et ord, hun siger. Hun hverken tøver eller blinker, når hun skal sætte ord på sin ledelsesfilosofi og de tanker, hun gør sig omkring rollen.

Det vigtigste for hende er hverken magt eller indflydelse. Det handler derimod om ansvar og om at tage det på sig - også når lokummet brænder.

- 

Hvis jeg skulle give et eksempel på dårlig ledelse, så er det, når lederen smider en anden under bussen. Det er bare fuldt stop - du havde den!

Ansvar har Julie aldrig været bange for at tage på sig. Faktisk falder det hende sjældent ind, at ansvaret ikke skulle være hendes.

Få uger inde i sit direktørjob sidder hun i et møde med sit nye team og skal træffe nogle vigtige og svære strategiske beslutninger. En af Julies teamledere fremlægger analysen, og tre løsningsforslag ligger klar; nu er det bare at vælge.

Julie beder teamlederen vælge af respekt for hendes indsigt, og fordi alle løsningsforslag er gangbare. Men teamlederens reaktion kom bag på Julie.

- Hun siger ligeud, at hun er bange for at vælge forkert og spørger mig, hvad konsekvensen vil være, hvis hun gør. Da jeg svarer, at hun i så fald bare skal sige, at det var mig, der traf beslutningen, ændrer det sig fuldstændigt, siger Julie og fortsætter:

- Der skete noget i mit team, da jeg sagde det. De blev modigere, da de forstod, at jeg havde deres ryg. Og havde det vist sig, at det var en dårlig beslutning. Havde det vist sig, at det skulle have konsekvenser, så havde jeg til hver en tid taget det ansvar. Jeg havde aldrig ikke fulgt den til dørs, og det vidste de godt.

I dag, når nogle af Julies medarbejdere står over for svære beslutninger eller lige skal samle mod til sig, står de mere fast på deres egne beslutninger. Og så joker de med, at det aldrig kan gå helt galt. “For hvis det gør, så er det Julie, der bliver fyret.”  

- Det er helt okay med mig, hvis det var dét, der skulle til, for at de blev high performing, siger Julie med et smil.

Jeg har brug for en fuld spilleplade af frihed

Frihed er afgørende for Julie, hvis hun også selv skal være high performing. Så meget, at hun insisterer på en fuld spilleplade af det. Det har hendes egen leder heldigvis forståelse for.

- Jeg er vildt privilegeret, at min leder er både pissedygtig og rigtig god for mig. Jeg performer allerbedst, hvis jeg får fuld frihed, og det forstår og respekterer han, fortæller hun og uddyber:

- Hvis han havde brug for, at vi skulle sidde og brainstorme, lægge planer og udvikle strategien sammen, så ville jeg blive kvalt.

Bare fortæl mig, hvad du gerne vil opnå - I’ll get you there. Jeg skal nok involvere dig i processen, men hvis du også har en holdning og vil blande dig i mit arbejde, så bliver jeg forvirret.  

Alt det ved Julies chef, og han giver hende præcis dét, hun har brug for: Fuld frihed.

- Når han så synes, at nu nærmer jeg mig hegnspælene af det aftalte, så justerer han mig lige ind på banen igen. Men det er én sætning, og så korrigerer jeg ret hurtigt, siger Julie og smiler.

Friheden giver Julie også sine medarbejdere. Hun har ikke noget behov for at diktere hverken deres arbejde eller karrierevej. De har bolden, og Julie forventer, at de selv spiller den.

- Jeg stoler enormt meget på, at mine medarbejdere kan selv. Det betyder også, at der helt sikkert er nogle ting, jeg misser som leder. Situationer, hvor de kan have brug for mere støtte, end jeg nødvendigvis giver som udgangspunkt.

Selvom Julie øver sig i at blive bedre til at spotte, når behovet for hjælp er der, men ikke bliver italesat, understreger hun, at tydelighed og transparens er vigtigt - og går begge veje.

- Jeg siger, hvad jeg tænker ret direkte. Både det gode og det mindre gode. Jeg ved godt, at det kan virke overrumplende på nogen, og jeg øver jeg mig i at imødekomme andre behov. Men jeg fungerer bedst både som leder og menneske med fuld transparens. Jeg har brug for, at dem omkring mig siger det højt, hvis de har brug for min hjælp eller ønsker, at jeg gør tingene på en anden måde.

Ambitionerne løber nogle gange af med mig

Når Julie hører et kald om hjælp, er hun til gengæld ikke sen til at reagere. Hun ser det nemlig som en af sine fornemste ledelsesopgaver at fjerne road blocks for sine medarbejdere. Så de kan præstere bedst muligt og forløse deres potentiale.

For Julie har store ambitioner. Ikke kun på egne og virksomhedens vegne, men også på sine medarbejderes.

- På et tidspunkt holdt jeg ansættelsessamtale  med en vanvittig dygtige kvinde. Jeg sagde til hende, at jeg meget gerne ville ansætte hende og give hende de udfordringer og erfaringer, der kan hjælpe hende skridtet videre i karrieren. Men jeg sagde også, at hvis hun stadig er hos mig om to år, så har vi gjort noget forkert. Det er hun ganske enkelt alt for dygtig til.

Historien illustrerer meget godt Julies tilgang til personaleledelse. Hun spotter, fremelsker og hjælper talenter frem, hver gang hun øjner muligheden. Også i en grad, så hun nogle gange lige skal bremse sig selv.  

- Det kan jo lyde meget smukt. Men hvis man er ansat under mig og egentlig bare gerne vil have lov til at blive stående lige dér, hvor man er, så må jeg virkelig være en træls leder. For jeg elsker at skabe udvikling og fremdrift, og jeg kan blive helt utålmodig på dine vegne, hvis ikke du griber de muligheder, der ligger foran dig, fortæller Julie og ler. 

Tusinde tak, fordi du lige har asfalteret en hel motorvej af muligheder for mig, Julie. Men jeg vil faktisk gerne stå lige hér.

Det handler igen om ansvar. Ansvaret for at sige højt, hvad du ønsker. Ansvaret for at drible dedikeret med de bolde, du bliver givet. Og ikke mindst ansvaret for at træffe de valg, der er rigtige for dig gennem din karriere.

Det vigtigste, du kan gøre, er at vælge din leder

Et vigtigt og bevidst karrierevalg har for Julie handlet om at opsøge forskellige ledere, som hun kunne lære af. Tidligt i sin karriere blev hun nemlig opmærksom på, hvor meget udvikling, der ligger i at blive ledt forskelligt af forskellige typer.

Det var en erfaren seniorleder i Maersk som plantede frøet i Julie, da hun som ung konsulent hørte lederens oplæg på en ‘Friday Talk'.

- “Det vigtigste, I kan gøre, det er at vælge jeres leder. Pyt med opgaven… Hvis I vælger den rigtige leder, så skal det nok blive godt”. Jeg husker tydeligt hendes ord, og jeg tog note af dem, fortæller Julie.

Hver gang hun roterede som konsulent, gjorde hun opmærksom på, hvem hun gerne ville have som leder. Og der så hun nogle ting.

 - På et tidspunkt havde jeg en linjeleder, som både var meget skarp og sindssygt effektiv – og som altid kom med fuld power. Jeg blev både inspireret af det og nogle gange også enormt frustreret, når han skubbede igen og igen. Men jeg lærte utrolig meget.

Der er nemlig ikke én måde at lede på, men utallige. Og dygtige ledere har hver noget særligt, de kan lære dig.

Hvis nogen er bedre til jobbet end mig, bør de have det

Selvom det falder Julie naturligt at påtage sig et stort ansvar og stille sig både i spidsen og i skudlinjen, så har lederrollen aldrig været et must for hende. Hun er derfor også klar til at give stafetten videre, når den dag kommer. Eller hvis en spændende mulighed uden ledelse viser sig. 

Man skal huske, at ledelse er et privilegie, der er til låns og være opmærksom på, om man ikke kan spille bolden videre til en anden på et tidspunkt.   

- Jeg vil ikke være leder for at være leder. Den drivende kraft for mig er nysgerrigheden og passionen for mit arbejde, og så har jeg et stort behov for at tage ansvar. Det er jeg stærkt drevet af, siger hun og fortsætter:

- Jeg holder meget af at have dygtige ledere i reference og at arbejde internationalt. Men hvis der er nogen, der er bedre til jobbet end mig, bør de have det.

Faktisk ser Julie frem til, at hun en dag får mulighed for at give bolden videre.

 - Jeg har selv været så privilegeret, at nogen så mig og gav mig chancen. Det skal jeg selvfølgelig give videre en dag, for man må ikke blive grådig på magten og indflydelsen, slutter hun.