Flokdyr fejler og fart dræber - også på arbejdspladsen

Henrik Tingleff kaster i sin nye bog lys over fem lidet flatterende sandheder om os mennesker. Fem advarselslamper, som bør lyse op hver gang, du træder ind i et mødelokale, opstarter en strategiproces, evaluerer et projekt eller registrerer en kollega i knibe. Men den rummer også fem formildende bud på, hvordan vi flokdyr kan undgå at træffe så mange ukloge beslutninger, som vi gør hver eneste dag – også på arbejdet.

Bragende tilhørshungrende. Usandsynligt letpåvirkelig. Bimlende autoritetstro til et niveau, som du sikkert vil benægte. Selvforherligende og villig til at smykke dig med lånte fjer. Og langt mere passiv, når nogen er i knibe eller noget er forkert, end du i din vildeste fantasi drømmer om.

Er det en beskrivelse af dig selv, du kan nikke genkende til?Næppe. I hvert fald ikke ved første øjekast.

Ikke desto mindre er det netop disse fem fundamentale menneskelige karakteristika, som psykolog, podcastvært og forfatter Henrik Tingleff gennemgår i sin nyeste bog Når flokdyret fejler – med den sigende undertitel: ”Hvorfor vi kloge mennesker træffer så mange ukloge beslutninger”.

Jeg har sat ham stævne for at blive klogere på, hvorfor det er tilfældet, hvordan vi kan dæmme op for dumheden - og ikke mindst, hvad vi - som de flokdyr, vi er - bør være meget mere opmærksomme på, når vi tager på arbejde og agerer som ledere, medarbejdere og kollegaer.

Moral, omtanke og selvstændighed går fløjten, når vi går i flok

Efter 15 år som praktiserende psykolog kunne Henrik Tingleff konkludere, at det yderst sjældent var de patienter, han mødte i sin praksis, der overraskede ham eller gav anledning til undren. Uagtet psykisk lidelse, diagnose eller afvigende adfærd. For dem kunne han forstå og forklare.

Hvad der derimod gav ham tænkehatten på, var helt almindelige (kloge) mennesker som dig og mig:

- Når jeg gik på Vesterbrogade og manden med to-go-kaffen til 46 kr. i hånden ikke værdigede Hus Forbi-sælgeren et blik. Når forstadsfædrene i fornuftige vindjakker stod og råbte og skreg på fodboldbanerne. Eller når vi lagde internettet ned for at få fat i en Kähler-vase, en Tinka-nissehue eller dyrekort fra Føtex. Det var dér, jeg undrede mig – over helt almindelige menneskers adfærd.

Derfor har han dedikeret de sidste mange år af sit arbejdsliv på at forstå og formidle indsigter om det helt almindelige menneske. Og i hans nyeste bog hudfletter han din og min overbevisning om, at vi udelukkende er kloge, rationelle og empatiske væsener.

Med afsæt i en række adfærdsstudier og skelsættende menneskeforsøg tilbage fra 1950erne, 60erne og 70erne, tager Henrik Tingleff os med på en rejse ind i urovækkende sider af den menneskelige natur. Sider, som vi helst var fri for at forholde os til – og som vi af samme grund har været alt for gode til at undgå:

- Jeg tror i virkeligheden, at vi de sidste 10-15 år har givet mennesket for meget benefit of the doubt. Vi betragter os selv som nogle ret fantastiske væsener. Og det er vi også. Vi kan sende mennesker langt ud i galaksen, på rekordtid udvikle vacciner mod en truende virus og få biler til at køre på strøm i stedet for olie. Men en del af historien om mennesket er også de fem lidet flatterende sandheder, som jeg fortæller om i bogen, siger Henrik.

Vi udtrykker enighed, når vi burde udfordre og nuancere. Vi betaler gladeligt overpris for varer og medlemskaber uden værdi. Vi kritiserer, peger fingre og lukker os om os selv – når vi burde samarbejde og inkludere.

Vi har fået verdens bedst udviklede hjerne. Alligevel kommer vi stadigvæk op at slås i S-toget, fordi vi har to forskellige fodboldtrøjer på. Kaste øl på hinanden til storskærms-arrangementer. Eller vælte de stakkels kontrollører foran Tivoli.

Henrik Tingleff

For vi mennesker er på godt og ondt flokdyr, som bevidst eller ubevidst bruger en masse kræfter på at tilpasse os og følge med alle de andre. Hvilket lidt for ofte medfører, at vores moral, omtanke og selvstændighed går fløjten, når vi går i flok.

Den menneskelige mønt har to sider

Det er en vigtig pointe i bogen, at de fem flokdyrskarakteristika hverken er positive eller negative. De kan være begge dele og er dybest set blot grundlæggende præmisser ved det at være menneske.

Det giver eksempelvis god mening, at vi ikke straks springer til for at hjælpe, hvis nogen omkring os pludselig falder om – men lige vurderer, om der er nogen til stede, som er mere kompetente til at hjælpe.

På samme måde er der meget godt at sige om vores autoritetstro. For hvor ville vi være, hvis vi ved hvert eneste trafiklys skulle diskutere, om vi skal køre over for rødt, gult eller grønt? Om vi skal trække ind til siden, når der kommer en ambulance? Eller hvorvidt vi egentlig behøver at færdiggøre vores arbejdsopgave til tiden?

- Der er også en masse godt i eksempelvis konformitet og det, at ville tilhøre en gruppe. Hvis vi har en arbejdsplads, hvor vi skaber en sund arbejdskultur og gerne vil være en del af en gruppe, der passer på og hjælper hinanden – jamen så halleluja. Det kan være fantastisk med en ’dem og os-kultur’, hvor vi er villige til at gå den ekstra mil for vores eget team, eksemplificerer Henrik.

Vi skal bare være opmærksomme på, at når vi er villige til at gå gennem ild og vand for vores egne, så er vi samtidig villige til at kaste begge dele på de andre. 

Henrik Tingleff

Der er altså masser af positive ting at sige om vores tilhørshungrende, påvirkelige, selvforherligende, autoritetstro og passive menneskesind. Så længe, vi er opmærksomme på slagsiderne:

- For hvis ikke vi overvejer, hvad der sker, når vi stikker 4000 mellemledere en ensfarvet fodboldtrøje og hælder fire fadøl i dem. Hvis vi ikke tænker over, hvad der sker, hvis vi giver præfekter på efterskoler særlige privilegier og uniformer. Hvis ikke vi gør os nogle overvejelser omkring det, så vil vi blive ved med at fejle igen og igen.

Det gælder måske for dig, men ikke for mig

Den største trussel er ifølge Henrik ikke de enkelte karaktertræk men selve det faktum, at vi er flokdyr – og at vi ikke er nok opmærksomme på det.

Vi har ganske enkelt for stor tiltro til vores egen etik, moral og værdier. Og vi har alle sammen en idé om, at det gælder for de andre, men ikke for mig.

Derfor er hans vigtigste ærinde med bogen da også at sætte et stort, fedt spotlight på de sider af den menneskelige natur, som vi er så gode til at undgå.

- Jeg vil gerne redefinere, hvad det vil sige at være menneskelig. Når vi siger menneskelig, så tænker vi typisk omsorgsfuld, hjælpsom, empatisk. Men det er også menneskeligt at være tilhørshungrende, påvirkelig, autoritetstro, selvforherligende og passiv – og vi skal blive bedre til at anerkende denne side af mønten.

Hans pointe bliver understreget af den feedback på bogen, han får fra kloge, empatiske og indsigtsfulde mennesker - akkurat som dig og mig. For selvom de fleste måske nok finder den både interessant og tankevækkende, så er det de færreste, som kan se sig selv i de fem mindre flatterende karaktertræk.

Se blot, hvad Henrik har fået af tilbagemeldinger:

• ”Jeg synes, det er en rigtig spændende bog, men jeg ku’ godt nok ikke rigtig se mig selv i den.”
• ”Jeg er nok en af dem, der ikke lader mig påvirke så meget.”
• ”Jeg er ret sikker på, jeg er én af dem, der griber ind, når der sker noget.”
• ”Jeg tør godt sige min mening og stå ved den, også når alle andre er enige om noget andet.”
• ”Jeg er ikke selv autoritetstro, men jeg kan godt se, det sker for rigtig mange.”

Udtalelser som disse understreger ifølge Henrik blot pointen: At den største bias af dem alle er vores ofte svigtende evne til at anerkende, at vi også selv er både flokdyr og fejlbarlige.

Når substansen bliver sekundær, så er flokdyret på spil

Skal man tro Henrik, bliver vi hverken klogere, mere rationelle eller så meget som en my mere empatiske bare fordi, vi trækker i arbejdstøjet og tager den professionelle kasket på.

Om vi er derhjemme, på arbejdet, sidder i toget eller ligger ved en pool på Mallorca, er vi lige meget flokdyr. Det er kun et spørgsmål om, hvordan det kommer til udtryk.

Et af de udtryk, der fylder rigtig meget rundt omkring på arbejdspladserne, er ’dem og os’ mentaliteten, og eksemplerne er da også lige så nemme at plukke for Henrik som nedfaldsfrugt i oktober:

- Det kan være fusionerede virksomheder, som selv flere år efter fusionen stadig taler om ’de gamle” måder at gøre tingene på og identificerer sig efter tidligere tilhørsforhold. Eller Salg og Udvikling som strides, fordi ”sælgerne kun er interesserede i at tjene penge og lover meget mere, end vi kan holde”, og ”udviklerne er nogle langsomme nørder, som slet ikke har begreb om markedet og kundernes behov".

Det sker hele tiden, at vi skaber disse unuancerede billeder af hinanden - udelukkende baseret på gruppetilhørsforhold. Det kan spænde ben for rigtig meget udvikling, produktivitet og samarbejde. Og i værste fald kan det få os til at træffe dummere og dårligere beslutninger.

Du kender det sikkert fra din egen arbejdsplads. Projekter, der trækker i langdrag eller helt kollapser, fordi de ender som en kamp mellem afdelinger. Eller den nye hjemmeside, som først kom i luften et år senere end planlagt, fordi alle afdelinger skulle give deres besyv med – og selvfølgelig have en plads på forsiden.

Når substansen bliver sekundær, og det i stedet kommer til at handle om magtkampe, grupperinger eller selvhævdelse, så flokdyret på spil og godt i gang med at spænde ben for de kloge beslutninger. 

Henrik Tingleff

Derfor skal vi som ledere og medarbejderrepræsentanter være meget mere opmærksomme på, hvor lidt der i virkeligheden skal til for at forskubbe fokus og slippe flokdyret fri. For som Henrik siger:

- Nogle gange bunder uoverensstemmelser og konflikter på arbejdspladsen i helt banale ting som fx, hvem der har fået solpaneler, sidder på det største kontor, har den nyeste iPhone eller spiser sammen i kantinen. Det er primitivt, men ikke desto mindre sandt.

Vi skal ud af komfortzonen og skabe noget ubehag

Når vi så nemt kommer til at give los og lade flokdyret løbe afsted med os, er det ikke kun fordi, det ligger i vores natur. Det handler også om, at det er komfortabelt:

- Det føles rart, når vi knytter os tæt sammen i en gruppe, og det føles godt at ’nagge’ lidt på de andre, for så er ”vi” bedre. Det føles rart at give de andre rundt om bordet ret, fordi så er der ikke nogen problemer eller konflikter, og så skiller jeg mig ikke ud. Det føles også rart altid bare at sætte mig ved mit eget team i kantinen. Det er derimod ikke særlig rart at sætte mig ved nogle andre.

Men det er lige præcis den komfort, vi skal blive bedre til at gå op imod. Vi skal ud af komfortzonen og skabe noget ubehag. Og selvom det måske umiddelbart lyder nemt, så er det dog langt fra tilfældet.

I det øjeblik du eller jeg træder ind i et rum med tre-fire andre mennesker, så kan vi godt stikke alle vores professionelle visioner, værdier og moralske kompas stråt op - fordi så begynder vi at navigere efter de andre mennesker i lokalet.

Henrik Tingleff

- Hvis du sidder til et afdelingsmøde, og de første tre er enige, så kræver det virkelig noget mod, styrke og selvovervindelse at være den fjerde, der tager et andet standpunkt. Hvis den første, der taler ovenikøbet, er lederen, den næste er souschefen, og den tredje er den mest erfaren i teamet, så kan vi næsten lige så godt lade være med at høre de ti andre rundt om bordet.

Et kærligt skub kan ændre vores adfærd

Henriks pointe er ikke til at gå fejl af: Vi skal tænke os grundigt om og være langt mere bevidste om, hvordan vi holder møder, uddelegerer opgaver, evaluerer projekter og i det hele taget organiserer vores arbejde og samarbejde.

- Var vi eksempelvis en smule mere opmærksomme på vores tendens til selvforherligelse, så kunne det være, vi skruede vores evalueringsprocesser sammen på en lidt anden måde. Og var vi bare lidt mere bevidste om tilskuereffekten og vores passivitet, så fik vi måske etableret nogle andre kontrolfunktioner, end at vi ”bare har en forventning om, at hvis du oplever noget her på arbejdspladsen, som du ikke synes om, så siger du til”. For det virker ikke, og det har aldrig virket.

Opmærksomhed og opgøret med komforten er første skridt. Dernæst handler det om at etablere nogle rammer og strukturer, der kan nudge os til at ændre adfærd og agere mere hensigtsmæssigt.

Helt lavpraktisk skal vi fx tænke over, hvem der taler hvornår og i hvilken rækkefølge, når vi holder møder:

- Hvad ville der mon ske, hvis vi lod den yngste eller senest ansatte tale først og lederen til sidst? Og hvad nu, hvis vi i stedet for at pitche vores ideer i plenum, startede med at skrive dem ned på et papir? Så dét, jeg formulerer, har jeg ikke målt op imod, hvad de andre før mig har sagt, eller hvad lederen mener – men alene op mod, hvad jeg selv tænker.

Flyt foden fra speederen og kom ned i fart

Sidst men ikke mindst, plæderer Henrik for, at vi fjerner foden fra speederen og kommer ned i fart. For jo mere travle og forjagede, vi er, jo dårligere bliver vi til at træffe hensynsfulde, empatiske og medmenneskelige beslutninger. Det viser forskning, det viser adfærdsstudier, og det viser ganske almindelige hverdagseksempler os.

- Hvis chefen beder dig om at gøre noget, du mener er amoralsk, uetisk eller i strid med det, I egentlig havde aftalt, så er sandsynligheden for, at du bare siger ja langt større, hvis du er fortravlet og bare skal ha’ sagen ekspederet - fordi du har nogle børn, der skal hentes om 10 minutter og 25 mails i indbakken, du burde have besvaret, forklarer han og uddyber:

- Har du derimod lige holdt fem minutters pause, haft tid til at tage dig en tår vand og måske ovenikøbet været ude og få lidt frisk luft, er gået stille og roligt ned til mødet og sidder med lav puls ved mødebordet. Jamen, så er der meget større sandsynlighed for, at du siger ”Okay, jeg ved godt, jeg ikke bliver populær lige nu, men…".

44 procent af os kan ikke få hverdagen til at hænge sammen, og 25 procent af den danske arbejdsstyrke er mentalt overbelastet.

Henrik Tingleff

Langsommeligheden giver os i bogstavelig forstand mulighed for at stoppe op og tænke os om, inden vi bare lader naturen overtage. Og den er en forudsætning for, at vi overhovedet opdager, når en eller flere af de fem advarselslamper står og blinker.

Derfor er det ifølge Henrik også stærkt bekymrende, at vi lever i en tid, hvor hastigheden er så høj. For vores medmenneskelighed og evne til at træffe kloge beslutninger er dybt afhængig af vores tempo.

Gode råd er dyre, men du skal selvfølgelig ikke snydes

Intet interview med mesteren udi menneskehjernen og flokdyrets fejlbarlighed uden et par gode råd, du kan tage med dig hjem, på arbejde og videre ud i fællesskabet. De kommer her.

Alle os menige medarbejdere skal selvfølgelig heller ikke snydes:

Henrik Tingleff