38 timers træning som coach er nu afrundet. Eksamen er veloverstået, og jeg kan nu kalde mig Certificeret Transition Coach Practitioner, akkrediteret af EMCC.
Jeg kan nu se tilbage på det halve år, som er gået med timevis af træning, læringsmakkermøder, hjemmeopgaver og supervision, der sammen binder en sløjfe om min vigtigste læring på uddannelsen.
Siden jeg tog de første skridt som coach, har min vigtigste læring været, hvor meget og hvor lidt, jeg skulle bringe mig selv i spil i samtalen - og ikke mindst hvordan. Et ikke ualmindeligt tema at være optaget af kunne jeg høre fra flere af de andre på uddannelsen.
I mine første samtaler på coachinguddannelsens Foundation-niveau, var jeg meget opmærksom på ikke at give mine egne synspunkter til kende. For nu var det jo coaching – og ikke rådgivning – jeg skulle lave!
I starten havde jeg derfor en høj grad af selvcensur, hvilket endte med at gøre samtalerne en smule ”flade”, fordi de manglede ping-pong og dynamik.
Fra selvcensur til at gå 'lige på'
Frygten for ikke at komme til at rådgive for meget, havde resulteret i en form for tilbageholdenhed hos mig, som ikke rigtigt gavnede fokuspersonen.
Jeg fik derfor en klar fornemmelse af, at jeg skulle blive mere direkte i min coaching, hvilket blev understøttet af den respons, jeg fik af en af mine fokuspersoner, som sagde til mig:
“Noget af det, der hjælper mig, er, når du eksplicit konfronterer mig med det, du tænker. Også selv om det nogle gange svier lidt.”
Det satte jeg mig nu for at efterprøve.
Hvorfor var det svært at være direkte?
I møderne med min supervisor vendte vi problematikkerne ved at gå for meget som katten om den varme grød i stedet for at være mere direkte. Her fandt jeg frem til, hvad mit egentlige forbehold skyldtes:
Jeg forsøgte ubevidst at undgå, at fokuspersonen ville føle det det ubehageligt eller føle sig gennemskuet, hvis jeg satte for direkte spot på problematikker, som kunne være svære at se omkring én selv.
Jeg var ganske enkelt nervøs for, om jeg ville skræmme fokuspersonen væk.
Men det gav på anden side ikke så meget mening at kredse forsigtigt uden om det, der kunne vise sig at være problemets kerne.
Levende og frugtbare samtaler
Jeg satte mig derfor for at blive endnu mere direkte i mine spørgsmål og coachingteknikker i de næste samtaler. Her trænede jeg især det at tilbyde mine fortolkninger af fokuspersonens situation ind i samtalerne, baseret på de indtryk og fornemmelser jeg fik under samtalen. Men på en måde, hvor det var et tilbud, fokuspersonen frit kunne tage til sig eller afvise.
I starten var det med store forbehold, men jeg oplevede hurtigt, hvordan det gjorde samtalerne mere levende og frugtbare for personerne, når jeg bragte egne perspektiver til bordet.
Det stod især klart, når jeg så de to videooptagelser af mine coachingsessioner igennem, og det gav blod på tanden.
Genvej til problemets kerne
I de sidste samtaler på uddannelsen fik jeg for alvor syn for sagen. Jeg blev glad og lettet over at opdage, hvordan det at bringe egne perspektiver ind, baseret på min intuition, flere gange gav en smutvej hen til dét, der var det væsentlige i samtalen.
Andre gange brugte jeg en meditationsteknik, som gik ”lige på”, ved at mærke ind i den følelsesmæssige tilstand, omkring det der var aller sværest. Det ledte til overraskende, nye erkendelser hos fokuspersonerne, som opdagede helt nye bagvedliggende årsager til de udfordringer, de stod med.
Det blev altså hurtigt tydeligt, hvor meget jeg vandt, ved at gå mere ”lige på” i samtalen.
Hvad har uddannelsen givet mig?
Udover at jeg har fået utallige coachinggreb med mig i den teoretiske rygsæk, jeg savnede, før jeg startede, har uddannelsen givet mig en stor tryghed i at mestre den professionelle dialog på en god måde.
Den har også givet mig et stort skub i min personlige udvikling, i forhold til at turde være mere direkte i rollen som coach. Det er en udvikling, jeg glæder mig til at bringe mere ind i mit professionelle liv – både som coach og meditationsunderviser.