Føler du nogensinde, at du får lidt for meget havregrød og alt for lidt lagkage i arbejdslivet? Arbejdsglæde er ikke bare flødeskum på lagkagen – det er en nødvendighed for at trives i en verden, hvor arbejdet fylder en stor del af vores liv. Få opskriften på mere flødeskum her.
Vi kender det alle sammen. Arbejdsdagene kan til tider føles som en stor portion havregrød. Tørre, grå og lidt for ensformige. Men hvad nu, hvis vi i stedet kunne fylde arbejdsdagen med lidt mere Othellolagkage? Den slags, der får søndag aften til at føles lidt lettere og mandag morgen lidt mere meningsfuld?
Det lyder måske både usundt og uappetitligt at proppe sig med lagkage i hverdagen, men her kommer den gode nyhed: Arbejdsglæde er ikke kun en luksus for de få, og modsat lagkage feder det ikke. Du kan faktisk aldrig få for meget.
Vil du have mere lagkage og mindre havregrød, kræver det, at du ved, hvad der giver dig arbejdsglæde. Er det de meningsfulde opgaver, der får dig til at sige "Fedt, det er mandag i morgen" frem for “Gudskelov det snart er fredag? Eller måske dine fantastiske kollegaer?
Hvad får dig til at føle, at dit arbejde er lidt mere som en kage, du faktisk glæder dig til at tage en bid af?
Jeg er her for at hjælpe dig med opskriften.
Hvad er arbejdsglæde egentlig?
Arbejdsglæde handler ikke om at være glad hele tiden eller konstant have det sjovt på jobbet. Det er en dybere følelse af mening, tilfredshed og engagement i det, vi laver. Det er følelsen, du har i maven søndag aften ved udsigten til mandag morgen.
Når vi har arbejdsglæde, føler vi os motiverede og energiske, vi har lyst til at gøre en forskel, og vi kan finde glæde i selv de små opgaver. Det er flødeskummet i hverdagen, der gør selv de kedelige og rutineprægede opgaver til at holde ud.
For at få en bedre forståelse kan du sammenligne det med en musiker, der er fordybet i sit instrument. Det er ikke kun selve spillet, der giver glæde, men hele processen – øvelsen, udviklingen, samspillet med de andre musikere og ikke mindst det at mestre noget over tid.
På samme måde handler arbejdsglæde om at finde en dyb tilfredshed i det, du laver hver dag. En tilfredshed som ikke forsvinder eller bliver fejet af bordet af perioder med rutiner, småkedelige opgaver eller vintermørke mandag morgener.
Arbejdsglæde er følelsen, du har i maven søndag aften ved udsigten til mandag morgen.
Og hvorfor er det så vigtigt? Fordi vi årligt i gennemsnit bruger1924 timer af vores liv på arbejdet. Det er lang tid at gå rundt med en flad smag af havregrød i munden.
Forskning viser, at arbejdsglæde ikke kun gør dig mere produktiv, det gør dig også sundere og gladere. En glad medarbejder har færre sygedage, er mere kreativ og er bedre rustet til at håndtere de uundgåelige bump på vejen.
Kort sagt, arbejdsglæde er en nødvendighed for at trives i en verden, hvor arbejdet fylder en stor del af vores liv.
Hvordan får du mere flødeskum på arbejdet?
Arbejdsglæde er ikke noget, der kommer af sig selv. Det kræver, at du aktivt arbejder for at skabe de forhold, der gør dig glad og tilfreds på arbejdet.
Her er nogle konkrete råd, som kan hjælpe dig med at finde arbejdsglæden og skrue op for flødeskummet – uanset om du er medarbejder eller leder.
1. Find meningen i det, du laver
Det første og vigtigste element i arbejdsglæde er at finde meningen i det, du laver. Det betyder ikke, at du skal redde verden eller opfinde noget banebrydende hver dag, men det betyder, at du skal kunne se, hvorfor dit arbejde betyder noget.
Er det dine kolleger, du hjælper? En opgave, du løser på en ny måde? Skaber du værdi for dine kunder eller brugere? Det kan være små ting, der får hverdagen til at give mere mening. Når vi kan se, at det, vi gør, gør en forskel, bliver det lettere at stå op om morgenen.
2. Byg gode relationer
Relationer på arbejdet er som chokoladen på din Othellolagkage – uundværlige for den gode smag. Når vi har gode kolleger, vi kan støtte os til, bliver både de rutineprægede og de udfordrende opgaver lidt lettere at komme igennem. Hvis du har et team, du kan grine med, dele frustrationer med og sparre med, bliver dit arbejdsliv automatisk mere tilfredsstillende.
Hvis du føler, at dine relationer på arbejdet er mangelfulde, kan du aktivt arbejde på at forbedre dem – både ved at række ud, opsøge fællesskabet og ved at bidrage til en kultur, hvor det er normalt at hjælpe og anerkende hinanden.
Flere undersøgelser viser, at medarbejdere, der har mindst én tæt ven på arbejdet, er langt mere tilfredse og produktive end dem, der ikke har det. Så husk at prioritere det sociale aspekt – det er ikke spild af tid at dele et stykke Othellolagkage med en kollega eller smalltalke ved frokostbordet.
3. Giv dig selv tid til fordybelse
Vi lever i en tid, hvor vi konstant bliver afbrudt af mails, møder og notifikationer. Til tider kan det føles som om, vi er fanget i et multitasking-maraton, der dræner os for energi. Netop derfor er det vigtigt at finde tid til - og insistere på - fordybelse.
Fordybelse giver dig mulighed for at dykke ned i dine opgaver, blive bedre til dem, og ikke mindst lade dig opsluge. Det kan føles som en luksus, men det er faktisk en nødvendighed for, at du trives på arbejdet og udvikler dig.
Når du oplever flow – altså en tilstand, hvor du er så optaget af en opgave, at du glemmer tid og sted - styrker du både din produktivitet, din trivsel og din arbejdsglæde.
4. Giv og opsøg anerkendelse
Vi er sociale væsner, og vi har brug for at føle os værdsat. Du kan betragte anerkendelse fra din leder og dine kolleger som pynten på lagkagen – den del, der gør hele oplevelsen komplet og løfter både motivationen og arbejdsglæden.
Hvis du ikke modtager nok anerkendelse, kan du selv være den, der starter kulturen. Sørg for at rose dine kolleger, når de har gjort et godt stykke arbejde, eller I har haft et godt samarbejde. Det kan være så simpelt som et klap på skulderen, et ”godt gået” i en mail eller en hurtig high-five i forbifarten.
Vær heller ikke bange for at bede om feedback på dit eget arbejde. Det er en win-win: Du skaber en mere positiv kultur, og du får selv mere af den anerkendelse og positive kollegiale interaktion, der øger din arbejdsglæde.
5. Tag ansvar for din arbejdsglæde
Mange tror, at arbejdsglæde er noget, der kommer udefra – at det er ledelsens eller virksomhedens ansvar at skabe.
Men sandheden er, at meget af din arbejdsglæde ligger i dine egne hænder. Du kan ikke altid kontrollere alt, hvad der sker omkring dig, men du kan påvirke, hvordan du møder ind, hvordan du ser på dine opgaver, og hvordan du skaber en positiv kultur omkring dig.
Du kan selv tage initiativ til at skabe bedre relationer, bede om opgaver, der motiverer dig, og sørge for, at du får den anerkendelse, du har brug for.
Arbejdsglæde er ikke noget, der kommer dumpende ned fra himlen (eller fra din leder), men noget, du selv skal være med til at skabe. Du skal hjælpe med at piske flødeskummet, og du skal spørge efter det stykke af kagen, du gerne vil have.
Og husk så: Flødeskum feder ikke, når det handler om arbejdsglæde. Man kan aldrig få for meget.