Hvordan ser det aktuelle jobmarked ud fra rådgiver-kontoret? AS3-rådgiver Peter Nibe Hansen er helt tæt på de mange jobsøgende hver eneste dag. Her fortæller han, hvordan coronakrisen påvirker dem og deres vej i nyt job.
Det er aldrig sjovt at blive opsagt.
Altså, nogle gange kan det vise sig at være positivt på den lidt længere bane. Men når man lige har afleveret sin computer, sin telefon og sit adgangskort og sidder i bussen på vej hjem iført mundbind og kigger ud i mørket udenfor, kan det være umådelig svært at finde lyspunkterne.
Man er sårbar – man føler sig fravalgt. Man frygter for sin privatøkonomi og føler sig helt utroligt alene...
Og situationen bliver bestemt ikke bedre af, at vi står midt i en coronakrise, hvor vi er afskåret fra vores venner og familie, fra foreningslivet og alle de hyggelige julefrokoster, som efterhånden er forsvundet fra vores kalendere. Samtidig flyder medierne næsten dagligt over med historier om alle de ulyksalige konsekvenser, coronapandemien har for beskæftigelsen, for samhandlen og ikke mindst for de enkelte mennesker, der mister deres arbejde i de mest udsatte brancher.
For medierne er en god nyhed alt for ofte en dårlig nyhed. Jeg savner et mere nuanceret mediebillede med øget fokus på succeshistorier, muligheder og inspiration.
Som rådgiver i AS3 Transition har jeg de seneste måneder mødt mange af disse mennesker, der er blevet sendt midlertidigt til tælling af en af coronapandemiens utallige opsigelser. Og jeg kan se, hvordan mediernes dystre fortællinger taler dem ned i en negativ spiral. De er mere påvirkede af situationen end normalt og går ind i outplacementforløb hos mig eller hos en af mine kolleger med en udbredt opfattelse af, at det bliver en meget, meget lang vej op ad bakke for at finde et nyt job i den nuværende situation.
Fokus på positive fakta
I sådan et forløb er det derfor min første og vigtigste opgave at få talt lidt nuancer ind i de negative fortællinger. For - især efter sommerferien - er der i virkeligheden al mulig grund til at være optimistisk.
Det er klart, at rejsebranchen, restaurationsbranchen, oplevelsesvirksomheder og eventarrangører er hårdt ramt. Men der er faktisk en lang række andre brancher, der fortsat vækster og som ansætter masser af medarbejdere lige nu.
Jeg vil faktisk være så flabet og sige, at hvis du lige er blevet opsagt, har du mistet dit job på det bedst tænkelige tidspunkt siden finanskrisen.
Ifølge Danske Bank var der i oktober 2020 hele 28,8 procent flere jobopslag sammenlignet med samme måned sidste år, og 11,5 procent flere end i september i år (analyse baseret på data fra Damvad Analytics og Jobindex). Der har ifølge Jobindex faktisk ikke været så mange ledige stillinger at søge, siden boblen sprang tilbage i 2008.
Det budskab forsøger jeg at indprente hos de opsagte medarbejdere, som jeg møder lige nu: I stedet for at fokusere på alle de negative konsekvenser af cornakrisen, bør vi stoppe op og glæde os over, hvordan mange danske virksomheder under dygtigt lederskab har formået at navigere igennem coronakrisen og faktisk kommer styrket ud på den anden side. Blandt andet på grund af nytænkning og hurtig introduktion af digitale løsninger.
Det er den nytænkning, der giver masser af muligheder for de opsagte medarbejdere til at komme videre med deres arbejdsliv.
Mere fleksibilitet
Når forandringens vinde blæser, kan man bygge læhegn og håbe, at det snart går over – eller man kan bygge vindmøller og få det bedste ud af blæsten. På samme måde kan en opsigelse her i coronakrisen betyde, at man må genoverveje sin egen situation og udnytte forandringerne til egen vinding.
Jeg er naturligvis ikke blind for, at der er forsvundet rigtig mange jobs i bestemte brancher, og at det i øjeblikket kan være noget nær umuligt at vende tilbage i særlige typer af jobs.
Derfor bruger vi også meget energi på at få kortlagt de opsagte medarbejderes kompetencer, så vi eventuelt kan få dem bragt i spil inden for nye områder. De senere år er der fx forsvundet mange stillinger i banksektoren, men det er jo ikke sådan, at der går en masse opsagte bankfolk rundt derude.
Vi får bragt deres kompetencer i spil på nye måder, så de bliver i stand til at stige på et vækstlokomotiv i en anden branche – det er det samme, vi oplever nu.
Man bør spørge sig selv:
- Hvor realistisk er det, at jeg kan vende tilbage til den branche, jeg kommer fra?
- Hvad er det i mit arbejdsliv, der driver og motiverer mig?
- Er det mine egne forventninger eller andres, jeg forsøger at leve op til?
I den situation bør man som opsagt være lidt ekstra fleksibel i forhold til, om ens kompetencer kan bruges i andre stillinger i andre brancher. Samtidig kan det være nødvendigt at være åben for alternative ansættelsesaftaler som eksempelvis en tidsbegrænset kontrakt, projektansættelse eller et vikariat, som også i denne tid vil kunne bane vejen for at komme hurtigere videre til næste job.
En af de mere positive konsekvenser af coronapandemien er, at geografien er blevet mindre afgørende, når opsagte medarbejdere skal ud og have et nyt job. Mange rekrutterende ledere er blevet mindre rigide omkring mødepligt. Corona-nedlukningen har lært dem, at medarbejderne sagtens kan fastholde produktiviteten – eller måske i virkeligheden øge den – når de arbejder hjemmefra.
Derfor vil mange kandidater også opleve, at de kan få større frihedsgrader og bedre mulighed for hjemmearbejde, hvilket betyder, at man måske også er villig til at søge jobs, der ligger længere væk fra ens bopæl.
Netværk vigtigere end nogensinde
Alt i alt har coronapandemien sådan set ikke ændret væsentligt på mulighederne for at komme tilbage i job. Udover lidt ekstra fleksibilitet, så handler det i høj grad for kandidaterne om at fokusere på deres netværk. To ud af tre jobs bliver fortsat besat uden et jobopslag, så det kræver, at man er opsøgende.
Så når man har styr på sine kompetencer, sit CV og sin LinkedIn-profil, skal man bare ud over rampen. Hjemmearbejde og færre fysiske møder bør ikke være nogen hindring – men måske skal man bare være lidt fleksibel i forhold til måden, man mødes på.
Så rank ryggen og gå ud og land dit næste job. Du har gode muligheder for at komme hurtigt videre.
Held og lykke.