Hvem skrev fortællingen om dig?

Hvad hvis en af de største begrænsninger i dit arbejdsliv ikke er din chef, din arbejdsplads eller dine rammer, men den historie, du fortæller om dig selv? 

Hun lukker computeren efter dagens sidste møde. Teams har frosset for tredje gang, og på vej mod kaffemaskinen genspiller hun medarbejderens spørgsmål. "Bare så jeg er sikker på, hvad vi har besluttet ..."

Det var tredje gang på fyrre minutter, at en af hendes medarbejdere stillede et spørgsmål, hun troede, hun allerede havde besvaret. Nu dukker tanken op igen. "Måske har de ret. Måske er jeg bare ikke tydelig nok som leder."

Du kender måske følelsen fra dit eget arbejdsliv, blot fremkaldt af en anden oplevelse og en anden sætning.  

"Jeg er dårlig til konflikter"  
"Jeg er ikke særlig strategisk"  
"Jeg er ikke den naturlige leder" 
eller klassikeren "Jeg er for følsom." 

Listen fortsætter. Jeg har ikke tal på, hvor mange varianter jeg har mødt i mine coachingsamtaler.  
Det er sætninger som bor i vores hoveder og kommer ud af vores mund som faktuelle konstateringer, næsten som vi ville sige, at kaffen er for stærk, eller at toget er forsinket.  Men hvad nu hvis de ikke er fakta men fortællinger? 

Gennem årene som erhvervspsykolog og coach har jeg lagt mærke til noget. Mange mennesker kommer ikke kun til mig med et problem. De kommer med en fortælling om problemet.  Måske begyndte den med et møde, hvor de ikke fik sagt det, de ville. En præsentation, der gik skævt, eller en chef, som satte ord på en svaghed. Og så begynder fortællingen at sortere i virkeligheden. Den lægger mærke til det, der bekræfter den, og overser lettere det, der peger i en anden retning.  Og før vi ser os om, er "jeg håndterede konflikten dårligt" blevet til "jeg er dårlig til konflikter". 

Vi gør det ikke for at snyde os selv, men for at skabe mening. Et arbejdsliv består af tusindvis af små episoder, reaktioner og valg, og for at kunne orientere os binder vi nogle af dem sammen til en historie om, hvem vi er. Undervejs bliver noget fremhævet, mens andet ender ude i kanten. Det gør livet mere overskueligt. Men en overskuelig historie er ikke nødvendigvis en dækkende historie. 

For nylig sad jeg i en coachingsamtale med en yngre leder, lad os kalde ham Simon. Han beskrev sig selv som tilbageholdende. Når ledergruppen diskuterede noget, var flere af hans kolleger hurtige til at melde en klar holdning ud. De talte sikkert, reagerede prompte på hinandens forslag og kunne holde fast, selv når modargumenterne begyndte at flyve hen over bordet.

Simon tænkte sig om. Han lyttede efter, hvad der lå bag de forskellige positioner, og forsøgte at forstå konsekvenserne, før han konkluderede. Når han endelig var klar til at sige noget, var samtalen ofte rykket videre. ”Jeg har nok aldrig været den type,” sagde han.

Jeg bad Simon fortælle om en situation, hvor hans hans måde at gå ind i en diskussion på havde gjort en forskel. Først kunne han ikke komme i tanke om nogen. Så nævnte han en større beslutning, som ledergruppen havde skullet træffe få måneder tidligere. De var tæt på at vælge en løsning, der på papiret så både enkel og effektiv ud. Simon havde ikke sagt meget under den første del af mødet, men han havde lagt mærke til, at de talte om løsningen ud fra vidt forskellige antagelser. To af lederne troede, at den ville frigive ressourcer, en tredje regnede med, at opgaverne blot skulle flyttes til et andet team.

Simon bad dem stoppe op og gennemgå, hvad de hver især forstod ved forslaget. Det tog tyve minutter. Til gengæld blev det tydeligt, at beslutningen ville have skabt en konflikt mellem to afdelinger og sendt en betydelig ekstraopgave videre til medarbejdere, som ingen havde talt med. Beslutningen blev udsat og senere ændret.

Simon fortalte historien uden at tillægge sin egen rolle større betydning. Han havde jo ”bare stillet nogle spørgsmål”. Jeg spurgte, hvad der mon var sket, hvis han havde gjort det, han normalt bebrejdede sig selv for ikke at gøre: meldt hurtigt og markant ud. Han tænkte sig om. ”Så havde jeg nok valgt side, før jeg havde forstået problemet.”

Vi talte videre om, hvad han lyttede efter i de situationer. Hvordan han opdagede, at de samme ord blev brugt om forskellige virkeligheder. Hvorfor det var vigtigt for ham, at beslutninger også kunne holde, når mødet var slut. Langsomt trådte et andet billede frem. Simon var ikke en leder, der manglede holdninger eller gennemslagskraft. Han var en leder, som tøvede med at foregive sikkerhed, før han havde forstået, hvad der var på spil. Det fritog ham ikke for at arbejde med sin timing, men det ændrede præmissen. Han skulle ikke længere træne sig selv i at ligne de hurtigste omkring bordet. Han kunne øve sig i at gøre sin egen måde at bidrage på mere synlig.

Da vores samtale nærmede sig sin afslutning, fandt han selv en sætning, han ville afprøve på det næste ledermøde: ”Jeg har ikke en konklusion endnu, men jeg tror, vi er ved at træffe beslutningen ud fra forskellige forudsætninger.” Den sætning rummede betydeligt mere handlekraft end "Jeg er for tilbageholdende".

Ofte afslører sådanne samtaler, at den målestok, vi bedømmer os selv efter, er langt smallere, end vi selv er. Mange af os måler os op mod idealer, vi aldrig selv har valgt. Lederen skal være hurtig, beslutsom og urokkelig. Den dygtige medarbejder skal være synlig, og den ambitiøse kollega skal altid sige ja. Når vi først har accepteret idealet, holder vi ofte op med at stille spørgsmål ved det. Vi registrerer blot afstanden mellem idealet og os selv. Det kan få os til at arbejde på den forkerte udviklingsopgave.

Simon kunne have brugt kræfter på at blive hurtigere, mere markant og mere skråsikker. Måske var han blevet mere synlig, men ledergruppen kunne samtidig have mistet den opmærksomhed, som flere gange havde forhindret forhastede beslutninger. Udvikling kræver, at vi ser ærligt på det, der ikke fungerer. Men hvis vi misforstår vores egen måde at skabe værdi på, risikerer vi at slibe netop dét væk, som gør os værdifulde.

Den stærke leder tvivler aldrig. Den dygtige oplægsholder mister aldrig tråden. Den robuste kollega bliver aldrig påvirket. Det er praktiske figurer at sammenligne sig med. De har bare den fordel, at de ikke findes.

Vi fortæller ikke historier om os selv alene.  De formes også af de arbejdspladser, vi er en del af. Hvis hurtighed bliver belønnet, kan eftertanke begynde at ligne usikkerhed, og hvis synlighed forbindes med ambition, kan faglig fordybelse nemt komme til at føles som en mangel. På den måde kan en kulturel præference langsomt blive til en personlig konklusion, medmindre vi stopper op og spørger: Er det min egen stemme, jeg hører? Eller har jeg overtaget arbejdspladsens definition af succes?

Jeg tror, vi undervurderer, hvor påvirkelige vi er på dette punkt. Et menneske kan skifte arbejdsplads og på få måneder begynde at tvivle på sider af sig selv, som aldrig tidligere har været et problem. Personen har ikke nødvendigvis forandret sig, men målestokken har. Det fritager os selvfølgelig ikke for ansvar, men der er forskel på at udvikle en mere hensigtsmæssig adfærd og på at forsøge at ombygge sin personlighed efter et ideal, man aldrig selv har valgt - eller fravælge muligheder, fordi man pludselig ikke ser sig selv som den, der kan.

Jeg har mødt mennesker, som har sagt nej til lederjobs, de var klar til. Andre er blevet i roller, de var vokset fra, fordi fortællingen om dem selv allerede havde bestemt, hvad der var muligt. På den måde kan en fortælling få indflydelse på udfaldet, længe før virkeligheden har sagt sit.

Når mennesker kommer til mig, er de sjældent optaget af fortællinger. De er optaget af den knude i maven, de har, før et bestemt møde. Af følelsen af at stå på et forkert spor i karrieren eller af irritationen over gang på gang at forlade et møde uden at have sagt det, de kom for. Først senere opdager vi nogle gange, at der ligger en gammel historie nedenunder og trækker i trådene.

Jeg er ikke optaget af at afgøre, om historien er rigtig eller forkert. De fleste historier om os selv rummer erfaringer, der er reelle nok. Spørgsmålet er, hvor meget forklaringskraft vi har givet dem. Derfor bliver jeg nysgerrig på det, der ikke passer ind. De situationer, personen selv skynder sig forbi, og de handlinger, der nedtones med et "det var jo bare...".  De erfaringer bliver ofte behandlet som fodnoter, men nogle gange gemmer der sig mere indsigt i fodnoten end i overskriften.

Det minder mig om en klient, som for nogle år siden stoppede op midt i en samtale. ”Det mærkelige er,” sagde han, ”at jeg har fortalt den historie om mig selv så længe, at jeg aldrig har overvejet, om der var andre versioner.” Den sætning er blevet hos mig, for jeg tror, mange af os gør det samme. Vi begynder med en forklaring. Undervejs bliver den til en overbevisning. Og en dag opdager vi, at vi har indrettet os i den som et hus.

Hvis en bestemt fortælling om dig selv fylder meget på jobbet, kan du begynde med at lytte efter de sætninger, der starter med ”jeg er bare” eller ”jeg er altid”, for de indeholder næsten altid mere fortolkning end fakta. Gå derefter tilbage til det konkrete. Hvilke helt konkrete situationer bygger den fortælling på? Og findes der erfaringer, som ikke passer helt ind?

Du kan også undersøge, hvor målestokken kommer fra. Måske har du fået den med fra en tidligere chef, en bestemt kultur eller en periode i dit arbejdsliv, hvor fortællingen hjalp dig med at forstå nogle oplevelser, du havde. Spørgsmålet er, om den stadig giver et retvisende billede af den person, du er i dag. Og hvis du ikke er den konfliktsky, den tilbageholdende eller hende, der altid skal have styr på alting, hvem er du så?  

Det spørgsmål kan være ubehageligt at forholde sig til, for en velkendt fortælling giver trods alt en form for sikkerhed, også når den begrænser os. Den fortæller os, hvem vi er, hvad vi kan forvente af os selv, og hvilke muligheder det måske slet ikke er værd at overveje. Men hvis vi ikke udfordrer den, risikerer vi at leve efter en fortælling, der engang hjalp os med at forstå os selv, men som ikke længere giver et retvisende billede af, hvem vi er. For nogle gange er det ikke vores begrænsninger, der holder os fast, men den fortælling om os selv, vi for længst er holdt op med at stille spørgsmål ved.