Gode kolleger er ikke bare en hyggelig luksus. De er altafgørende. Alligevel glemmer vi tit at pleje relationerne midt i møder, mails og mandagstravlhed. Denne artikel prikker til din vanetænkning og minder dig om, hvorfor det menneskelige faktisk er det vigtigste på jobbet.
Hvis du har prøvet at dele printer, kaffemaskine og deadlines med andre mennesker, så ved du, hvor meget relationerne på jobbet egentlig betyder. Relationerne er med til at afgøre, om vi har lyst til at møde op, lære nyt, samarbejde og præstere – eller om vi trækker os og tæller timerne til fyraften.
Når relationerne halter, kan selv de mest spændende opgaver føles som seje, tunge træk – og når de spiller, kan selv en grå, regnfuld mandag morgen være til at holde ud.
Det er i de små ting, det kan mærkes om relationerne spiller: Kollegaen, der smiler til dig, selvom du kom for sent til mødet (igen). Den fælles latter over en opgave-bommert. Den stille fornemmelse af, at du ikke er alene i det her.
Nogle kolleger bliver endda dem, du ringer til i fritiden. Dem, der ved, hvordan du tager din kaffe, og hvad du drømmer om, når du ikke sidder foran skærmen. De bliver ikke bare kolleger, men betydningsfulde relationer, der gør arbejdet og livet rigere. Og dem skal vi passe på.
Alligevel er det ofte relationerne, vi glemmer, når kalenderen er pakket med møder, mails og mandagstravlhed. For vi tænker, at de kan vente. Men kan de egentlig det?
Hvorfor glemmer vi at pleje det vigtigste?
Det er en mærkelig ting, det med relationer. De er så grundlæggende for vores trivsel, og alligevel er de noget af det første, vi lader glide i baggrunden, når hverdagen strammer til. For vi har jo travlt. Der er møder, to-do-lister, deadlines og alt det, der føles vigtigt lige nu.
Så vi springer lige den uformelle snak over. Glemmer at spørge ind. Får ikke sagt tak. Eller undlader lige at tage konflikten i opløbet, fordi det er nemmere sådan. Lige i øjeblikket.
Det starter i det små:
- En kollega, der ikke længere smiler, når I mødes på gangen.
- Et møde, hvor alle stirrer lidt mere ned i computeren, end de plejer.
- Den gode energi, der før fik jer til at grine, selv når opgaverne var svære, er pludselig væk.
Så begynder det at glide. Det bliver sværere at bede om hjælp. Sværere at være ærlig, når noget går skævt. Sværere at få noget igennem, fordi tilliden slår sprækker, selvom ingen siger det højt.
Og det mærkes – både i kroppen og i stemningen omkring dig. Du bliver træt på en anden måde. Du tolker mails i den forkerte retning. Sukker lidt højere, end du havde tænkt. Og du orker ikke helt at række ud, selv når du kunne have brugt en snak.
Og det værste? Det smitter. For relationer er levende, både når de er gode, og når de ikke er. Når vi ikke passer på dem, mister vi ikke bare nærhed og glæde. Vi mister retningen, energien og det “vi”, der kan gøre selv en presset arbejdsdag meningsfuld.
Så hvorfor glemmer vi at prioritere det? Måske fordi det netop ikke larmer. I hvert fald ikke i starten.
Relationer smuldrer i stilhed
Vi ved godt, at relationer ikke passer sig selv. Alligevel kan vi komme til at behandle dem, som om de gør. Vi går ud fra, at de gode kollegaskaber nok skal klare sig gennem støj og travlhed, deadlines og mavepustere.
Men relationer er ikke selvkørende maskiner. De er organiske, skrøbelige konstruktioner af tillid, timing og tusind små valg i løbet af en arbejdsdag. Og når vi glemmer at nære dem, begynder de at gå i stykker – ofte så langsomt, at vi ikke opdager det, før det faktisk gør ondt.
Og det mest mærkelige?
Når relationerne begynder at smuldre, tror vi ofte, det er noget andet, der er galt. Vi peger på dårlig kommunikation, utydelig ledelse, bøvl med systemerne. Og det kan da også være sandt. Men det er også sandt, at den måde, vi er sammen på, betyder mere for samarbejdet end nok så mange procesoptimeringer.
Små handlinger, stor betydning
At passe på relationer handler ikke (kun) om at være flink. Det handler om at være opmærksom på de små ting, der ofte går under radaren: Hvordan stemningen skifter, når en bestemt person træder ind i rummet. Den lille pause, inden nogen svarer på et spørgsmål. Blikket fra din kollega, der siger, at hun er presset, selvom hun ikke siger det højt.
Det handler om at kunne mærke forskellen på, hvornår en kollega har brug for, at du tilbyder at tage en opgave, og hvornår de bare har brug for fem minutters kaffepause med et menneske, der lytter. Det handler om at kunne lægge mobilen fra sig og være til stede, selvom du har en lang to-do-liste, og om at være den, der lige stopper op og spørger: “Hvordan har du det egentlig?” – og vente på svaret.
Ikke fordi du skal, men fordi det kan mærkes, når ingen gør det.
Det kan lyde banalt, men er det sjældent, når hverdagen buldrer afsted. For selvom vi godt ved, at det gør en forskel at være venlig og nysgerrig på hinanden, er det ofte lige præcis de menneskelige småting, vi først skærer væk, når presset stiger. Vi får tunnelsyn på opgaverne og glemmer, at de bedste løsninger sjældent fødes i en indbakke, men i tillid, tryghed og god kemi.
At passe på relationer handler ikke om store armbevægelser. Det handler om hverdagsmuskler. Om at mene det, når du siger "godmorgen". Om at lytte med nysgerrighed – ikke bare vente på din tur til at tale. Om at stille dig til rådighed, også når det ikke står i din jobbeskrivelse. Og måske vigtigst af alt: om at turde vise lidt mere af det menneske, du er, når du ikke gemmer dig bag faglighed og facader.
Relationer skaber tryghed, der gør os modige. De giver energi, der gør os vedholdende. De skaber et “vi”, der kan bære igennem, selv når presset er højt. Derfor er de ikke bare noget, der er rart at have. De er en forudsætning for både trivsel og resultater.
Og det er ikke kun noget, vi kan mærke, det er også noget, forskningen bakker op om.
Hvad siger forskningen?
Organisationspsykolog Adam Grant peger i sit værk ”Give and Take” på, at mennesker på arbejdspladsen ofte falder i tre kategorier:
- Givers: Dem, der hjælper, deler viden og støtter andre, uden at forvente noget igen med det samme.
- Takers: Dem, der primært fokuserer på, hvad de selv kan få ud af andre.
- Matchers: Dem, der gerne giver – men holder regnskab.
Man skulle tro, at “takers” ville klare sig bedst, men Grants undersøgelser viser, at “givers” ofte opnår størst succes på lang sigt. Ikke fordi de lader sig udnytte, men fordi de opbygger tillid, netværk og samarbejde undervejs. Det virker derfor også oplagt at lade disse fund informere om hvordan man plejer sine relationer.
Måske skal vi derfor også turde stille os selv det lidt provokerende spørgsmål: Hvem er jeg egentlig på min arbejdsplads?
- Er jeg den giver til mine kolleger, den der forbinder mennesker? Eller er jeg ham, der altid har travlt?
- Er jeg hende, man tør sige tingene til, også når de er svære? Eller er jeg hende, der har så travlt med at passe mit eget, at ingen helt ved, hvordan jeg egentlig har det?
Det er ikke raketvidenskab
Så næste gang du står ved kaffemaskinen med blikket i telefonen og hjernen i kalenderen: Stop op. Kig op. Og gør den ekstra indsats for at være nærværende. Spørg oprigtigt, lyt ægte og del lidt af dig selv. Det koster dig et øjeblik, men det kan være det, der tænder en gnist af arbejdsglæde i din kollegas dag. Og måske også i din egen.
Godt kollegaskab er ikke raketvidenskab. Men det kan være forskellen på en arbejdsdag, man holder ud – og en, man faktisk holder af.
