Billedet af den urokkelige leder lever i bedste velgående, men i virkeligheden balancerer de fleste ledere på et vippebræt af krav, tempo, trivsel og paradokser . Og forestillingen om, at du skal bære alting selv, er netop den tanke, der langsomt får vippen til at tippe under dig.
Du kender måske følelsen. Du trækker dybt vejret, retter ryggen, og håber stille, at du kan klare endnu en dag. Teamet venter på dig. Topledelsen regner med dig. Projekterne, budgetterne, forandringerne ånder dig i nakken. Det er som om, du netop i det øjeblik skal samle alt op fra gulvet, mens du går videre, lidt som Atlas, der bærer himlen på sine skuldre.
Men hvad nu hvis jeg siger, at det at være leder ikke kræver, at du bærer alt alene. Tværtimod. Det kræver, at du står på fast grund selv og insisterer på støtte og rimelige vilkår fra både din egen leder og organisationen.
Det er ikke et privilegium at passe på dig selv, det er en forudsætning. Og det handler ikke kun om dig, men om alle, der står bag dig, og dem, du står foran. Du er ikke svag, hvis du mærker presset, du er ved at blive klogere.
Din mistrivsel kommer ikke med et særligt lederstempel
Lad os slå det fast med det samme: Stress hos ledere er i sin kerne ikke anderledes end stress hos alle andre. Symptomerne — uro, træthed, søvnproblemer, irritabilitet — er de samme. Det gælder langt hen ad vejen også årsagerne — krav der overstiger ressourcer, manglende mening og sammenhæng i arbejdet, for lidt støtte.
Hvad der adskiller dig fra dine medarbejdere, er ikke de grundlæggende trivselsmekanismer og risikofaktorer, men de særlige vilkår, som følger med lederrollen. Ansvaret, paradokserne, forventningerne, aleneheden. Det øger risikoen for, at stressen bliver intens, langvarig og usynlig, indtil kroppen siger fra.
Men det betyder også noget vigtigt. De redskaber, der hjælper medarbejdere — pauser, klarhed, støtte, realistiske rammer — virker fuldstændig lige så godt for dig. Det er ikke avanceret terapi, du behøver; det er mere respekt for dig selv og de rammer, du arbejder under.
Når du skal bære flere, og mister dig selv
Forestil dig Marianne, teamlederen der står i midten: mellem medarbejderne, der er utrygge og pressede efter en større omorganisering, og ledelsen, der kræver leverance som før opsigelser og omrokering. Hun springer frokosten over. Sender mails sent. Arbejder aftener uden at nævne det. For at skåne sine medarbejdere tager hun mere på egne skuldre. Hun retfærdiggør det for sig selv med sætningen “Jeg skal bare løbe lidt hurtigere i en periode, så ændrer det sig.”
Men “en periode” bliver til en ubestemt tid, og arbejdsbyrden bliver langsomt tungere end hendes kapacitet. Stressen kommer ikke med et brag, men som en langsom udradering af energi, mening og retning.
Mariannes historie er desværre ikke en undtagelse. Den er et mønster, jeg desværre ofte oplever. Mange ledere opdager først egen stress, når søvnen er forstyrret, smerten i kroppen tager over, eller motivationen helt forsvinder. For “det hører vel med til rollen?”, tænker mange. “Jeg bør vel kunne løbe lidt stærkere - og klare lidt mere – end andre?”. Det korte svar: Nej.
Paradokserne, der aldrig lader dig stå ét sted
Lederrollen er ikke en lige vej med klare retningspile, den er et vippebræt, der konstant bevæger sig under dig. På den ene side tempo, fornyelse, performance, resultater. På den anden stabilitet, relationer, trivsel, støtte. Begge sider er nødvendige. Begge kræver noget af dig. Og du kan ikke sætte den ene på pause, mens du arbejder med den anden.
- Du skal levere resultater – og samtidig skabe trivsel.
- Du skal være autentisk – men også autoritet.
- Du skal skabe klarhed for andre – mens topledelsen ændrer retningen fra uge til uge.
- Du skal være strateg – og samtidig menneske, partner, forælder.
Men paradokserne stopper ikke her. Der ligger et skjult pres oveni: Forventningen om, at du skal “kunne lidt af alt” — og helst være god til det hele. Ledelse er ikke ét fag, men ti på én gang: kommunikation, projektstyring, HR, strategi, psykologi, facilitering, konfliktnedtrapning, økonomi, jura. Ingen kan mestre det hele, men alt for mange ledere føler, at de burde.
Samtidig undervurderer mange — både ledere og medarbejdere — at ledelse et netop det, mange fag på én gang. Det betyder, at du ofte prøver at udfylde roller, som ingen anden i organisationen ville forvente at kunne udføre uden uddannelse, erfaring og støtte. Det er endnu et vip i vippebrættet, der gør balancen skrøbelig, hvis du ikke tør beder om kvalificeret hjælp, der hvor du ikke selv er eksperten.
Det farlige er ikke paradokserne i sig selv, men forestillingen om, at du skal være perfekt balanceret hele tiden. At det er dit ansvar at stå urokkeligt i midten af vippen og altid træffe det perfekte valg, helst hurtigt og med stor overbevisning. Det er ikke realistisk, og det er heller ikke sundt.
Derfor er det afgørende at kende de tre typiske situationer, vippen kan bringe dig i, og hvad du kan gøre, når det sker:
1. Når du er fanget i enten-eller
- Tegn: Du føler, at du skal vælge mellem to lige rigtige, lige vigtige hensyn.
- Greb: Spørg ikke: “Hvad skal jeg vælge?”, men: “Hvordan kan begge sider få plads – bare i det små – lige nu?”
- Resultat: Du skaber bevægelse, ikke perfektion.
2. Når du står for længe samme sted
- Tegn: Du hælder instinktivt mod det, du foretrækker — fx hurtig forandring eller ro og stabilitet — og mister modpolen af syne.
- Greb: Kend dit ståsted og dine præferencer. Spørg: “Hvad overser jeg, fordi jeg står her?”
- Resultat: Du opdager blinde vinkler og genfinder lettere balancen.
3. Når du vil handle for hurtigt
- Tegn: Pres for at levere får dig til at træffe beslutninger, før du egentlig har set hele billedet.
- Greb: Bliv i tvivlen lidt længere. Spørg: “Hvad bliver tydeligere, hvis jeg ikke beslutter mig endnu?”
- Resultat: Du vælger klogere og mere bæredygtigt.
Paradokser forsvinder aldrig, men du kan blive bedre til at leve med dem. Du stabiliserer ikke vippen ved at stå stille, men ved at være opmærksom på, hvornår den tipper — og justere før du ryger ned. Kunsten er at genfinde midten igen og igen, uden at miste dig selv i forsøget på at være alt på én gang.
Ledertrivsel er ikke en luksus, men grundlaget for god ledelse
At du som leder trives, er ikke et privilegium. Det er en forudsætning for, at du kan være den rollemodel, din organisation har brug for. En leder, der kører sig selv for hårdt, kan kun i begrænset omfang løfte og støtte andre.
Når du tager en pause, går hjem tidligt en dag, giver dig tid til refleksion, lader dig selv mærke, hvad der er svært, så er det ikke selvforkælelse. Det er sund fornuft. Og det sender et tydeligt signal til hele kulturen. For det du gør, smitter. Den energi du viser, bliver læst. Pauser, grænser, menneskelighed – alt det, du viser, bliver normen.
Og netop derfor er det afgørende at huske, at du som leder ikke er hævet over menneskelige vilkår; du er lige så påvirkelig, sårbar og begrænset som alle andre.
Der er noget galt med systemet, det er ikke kun dig
Det er fristende at tænke, at lederstress skyldes manglende robusthed, utilstrækkelig viljestyrke eller fejlagtig prioritering. Men det er en misforståelse. Stress hos ledere er i høj grad et systemproblem. Når organisationens strukturer er uklare, når forventningerne modsiger hinanden, når ressourcerne mangler, så kan selv den mest engagerede og kompetente leder kollapse.
Hvis du skal trives som leder, kræver det at organisationen tager ansvar. Skaber rammer med klarhed, prioriterer, delegerer beslutningsmandat, yder støtte. Du skal have adgang til sparring, mulighed for at løfte beslutninger op – og ikke mindst have tid og rum til at lede uden friktion og alt for mange administrative benspænd. Når organisationen lykkes med det, beskytter den ikke kun din trivsel som leder, men hele kulturen.
Små greb, stor forskel
Selvom meget af ledertrivsel afhænger af rammer, støtte og strukturer, har vi som mennesker også brug for noget, vi selv kan gøre. Noget vi kan tage i egen hånd, fordi handlekraft skaber ro, retning og en følelse af kontrol. Og ja, der er ting, du helt konkret kan gøre allerede nu, som aflaster både systemet og dig selv.
Her er seks små handlinger, der gør en langt større forskel i hverdagen, end du måske tror.
- Hold et “helikopter-møde” med dig selv én gang om ugen: 30-45 minutter hvor du zoomer ud og spørger: Hvad er vigtigst? Hvad kan skæres væk? Hvad kræver hjælp? Det er din mentale oprydningstid.
- Aftal klokkeklare rammer for tilgængelighed for dig og dine medarbejdere. Du undgår at være tilgængelig døgnet rundt, og dit team får forudsigelighed.
- Tag korte “hjernepauser” jævnligt: 3–5 minutter hver time til at strække dig, trække vejret, kigge væk fra skærmen. Simpelt, men effektivt.
- Lær dine triggere at kende. Mikrostyring, irritabilitet, glemsomhed, overkompensation. Hvis du ser to eller flere af disse, så tag det som et tidligt signal: Sænk tempoet, søg støtte.
- Brug din ledergruppe aktivt som et forum til at afstemme forventninger, lave fælles prioriteringer, skære støj og opgaver væk og fordele ansvaret retfærdigt - så du ikke står alene med alle afvejninger og beslutninger.
- Find et rum, hvor du kan sige tingene højt, før de sætter sig i kroppen. Lederrollen er ofte mere ensom, end nogen siger højt, og du bærer beslutninger og tvivl, du ikke kan dele med dit team. Derfor har du brug for et fortroligt rum, hvor du kan lette trykket i tide.
Lad os droppe myten om Atlas. Lederrollen må aldrig handle om at bære alt alene, men om at skabe bæredygtighed — for dig, og for dem, du leder. Det forudsætter, at du kender dine egne grænser og, helt som alle andre, søger støtte, når byrden bliver for tung. Og så er der brug for en åben samtale om struktur, rammer, støtte, og at vi ser ledertrivsel som et kollektivt ansvar, ikke en individuel opgave.
Så kære leder, pas på dig selv. Sæt grænser. Kræv klarhed. Opsøg støtte. Det er ikke kun modigt, det er nødvendigt. For du kan kun løfte andre, når du selv står stabilt.
