Få erhvervspsykologens 5 konkrete tips til, hvordan du genfinder balancen mellem aktivitet og ro efter travle perioder i dit arbejdsliv.
Har du kørt lidt for længe i høj fart på motorvejen?
Her kommer en transport-analogi for den travle og tempofyldte hverdag, mange af os befinder os i – ofte i lange perioder af vores arbejdsliv:
Forestil dig, at du kører en lang tur på motorvejen. Over flere timer har du vænnet dig til at køre med 120 km/t med blikket stift rettet mod trafikken foran dig og et øje i bakspejlet, så du hurtigt kan suse ud i overhalingsbanen, når muligheden byder sig.
Når du kommer til dit mål og pludselig drejer fra ved en afkørsel, sker der flere ting:
Du slipper speederen, trykker let på bremsen og skifter måske til et lavere gear (ja, nogen af os kører stadig med gearstang). Du blinker ind på en landevej, og skal nu vænne dig til at køre i et mere roligt tempo.
Overfør nu billedet til dit arbejdsliv
Du kender det sikkert. Din kalender har i en længere periode været tætpakket med møder, to-do-lister, vigtige opgaver og skarpe deadlines. Du er fokuseret, handlingsorienteret og skal løse en opgave her og nu.
Det har sikkert været stimulerende at få en masse fra hånden. Måske har du endda følt dig ekstra tændt og fuld af energi.
Men det duer bare ikke at være i den tilstand 8 timer om dagen eller hver dag. Det slider ganske enkelt alt for meget.
Når vi arbejder i højt tempo, aktiverer du nemlig dit sympatiske nervesystem (speederen). Det er samme system, du aktiverer, når du føler dig presset eller truet.
Hvis du derimod går i restitutions-mode, aktiverer du det andet nervesystem – det parasympatiske nervesystem (din bremse).
Det er her, pulsen går ned, hjertet slår langsommere, og kroppen begynder at reparere sig selv. Det er fx det, der sker, når du holder ferie.
Men selvom travlheden på et tidspunkt ebber ud, antallet af møder daler, og mængden af e-mails genfinder sit normale leje, så er det ikke lig med, at ‘Travlhed’ automatisk slipper sit tag i din krop og din hjerne.
Medmindre du gør en aktiv indsats - og drejer fra ved en afkørsel. Der er med andre ord brug for at kunne skifte arbejdsmodus. Geare ned i tempo, så du kan se fremad og forberede dig på det næste store ryk.
For vi kan ikke køre med speederen i bund hele tiden. Og det duer ikke, hvis travlhed bliver normen, og du først føler, du rigtigt arbejder og ‘leverer’, når det hele bimler og bamler.
Du har også brug for restitution og tid til refleksion, drøftelser og læring. Perioder, hvor du bliver revitaliseret, så du kan genoplade dit overskud.
Fra speederen til bremsen
Så hvordan får du bremset op, gearet ned og skiftet tempo? Her får du fem enkle råd, du kan bringe i spil i din dagligdag:
1. Gør mindre og gør én ting ad gangen
Også selvom det strider imod dit travlhedsinstinkt. Luk ned for din mail, mens du arbejder. Hav få faneblade på din computer åben ad gangen. Sæt tid af til koncentreret arbejde på én opgave ad gangen og vær realistisk med tiden.
2. Skab åndehuller i hverdagen
Gå din arbejdsdag igennem og find de gode pauser, hvor du tænker på noget andet end arbejde. Er de der ikke, så lav dem. Gå en tur. Nyd en stund for dig selv udenfor. Tag 5 minutters timeout, hvor du bare 'er'.
3. Skemalæg dine pauser
Glemmer du at holde pauser, fordi du er i ’drift-mode’? Nogle gange skal nye vaner hjælpes på vej med struktur. Her kan det hjælpe at skrive det ind i din kalender eller på din to-do-liste.
4. Brug dine sanser
Giv dig selv lov til at falde i staver over noget, du synes er rart, dejligt, smukt eller behageligt. Når du bruger dine sanser til at registrere rolige og rare ting, slapper din krop og dit hoved af.
5. Lav et sceneskift
Markér skiftet fra arbejde til fritid og afslapning. Indfør et dagligt ritual, som hjælper dig med at markerer, at du nu ‘drejer fra’ og slipper jobbet. Du kan fx:
- gå en tur
- sætte dig en halv time med en god bog
- give dig selv 15 minutters mental pause uden forstyrrelser eller input