En 4-dages arbejdsuge - uden lønnedgang - er en interessant tanke for både virksomhedsledere og medarbejdere. Men man må ikke undervurdere de massive kulturelle og strukturelle ændringer, det kræver.
4-dages arbejdsuge - og så endda til fuld løn. Lyder det som noget for dig?
Måske har du læst historierne om både danske og udenlandske virksomheder, der er overgået fra 37 timers arbejdsuge til 30-timers arbejdsuge – uden at skære i lønnen.
Virksomhederne beretter sågar om øget trivsel, effektivitet og omsætning, og fremtidsforskerne forventer, at flere virksomheder bevæger sig i den retning. Så hvad venter du på?
Det lyder så nemt, men i virkeligheden handler transformationen om noget helt andet end bare at arbejde færre timer.
I sig selv er tid en ressource. Så skærer du en arbejdsdag væk, fjerner du jo umiddelbart bare ressourcer fra medarbejderen og virksomheden. Dvs. hvis man som organisation forventer og gør det samme, som man plejer - men blot går på weekend torsdag eftermiddag, vil det næppe have positive effekter. Tværtimod risikerer virksomheden at skabe stressreaktioner hos de ansatte.
Samme situation kender vi fra overgangen fra fuldtidsjob til deltidsjob hos den enkelte. Her bør lederen også være tydelig omkring, hvilke opgaver der nu ikke længere skal løses af medarbejderen - og også kommunikere det ud til resten af organisationen.
Hvor kan I blive mere effektive?
Hvis organisationskulturen skal ændres i forbindelse med en 4-dages arbejdsuge, kræver det uundgåeligt, at medarbejderne også forstår 'de nye spilleregler' og udfører deres arbejde anderledes. Det forudsætter mentale tilpasninger, der kræver ledelsesmæssig opmærksomhed og støtte.
Og skal hele virksomheden transformeres, handler det om at tage sin organisationskultur op til overvejelse. I kan fx starte med at gå jeres mail- og mødevaner efter i sømmene. Ja, det kan minde om det ellers lidt slidte udtryk: 'work smarter not harder'.
Anbefalingerne her kan selvfølgelig også bruges i din virksomhed, selvom I ikke skal med på bølgen af 4-dages arbejdsuger.
Styrer Outlook også længden af dine møder?
Hvilken mødelængde er der kultur for hos jer? 1 time? 30 min? Overvej, om jeres beslutningsproces virkelig matcher Outlooks standardindstillinger så præcist?
'Parkinsons lov' påpeger, at arbejdet tager den tid, der er sat af til det. Så pas på med at sætte for meget tid af! Hav fx et synligt ur ved mødebordet.
Hvor mange skal egentlig beslutte noget?
Hvilke kollegaer deltager typisk i jeres interne møder? Husk at 7 mennesker til 1 times møde er lig med1 hel arbejdsdag. Hav en klar agenda: Hvem skal beslutte hvad? Og send resten et referat på en mail.
Og apropos mail: Hvis der er rigeligt mange modtagere på jeres mails, eller du selv føler det meste af arbejdsdage foregår i indbakken, så vær helt tydelig omkring, hvem der skal handle ud fra eller svare på mailen. Måske resten 'til information' endda ofte er overflødige.
Hold dig effektiv med promodoro-teknikken
Promodoro-teknikken er opkaldt efter de italienske æggeure formet som en tomat (som på italiensk hedder promodoro - det lyder også bare bedre end 'æggeteknikken').
Kort fortalt skal du arbejde intensivt i 25 minutter og så holde 5 minutters pause. Efter 3-4 runder kan du tage en længere pause.
Under alle omstændigheder handler det om at arbejde koncentreret. Når vi ved, hvor lang tid der er til pausen, er det nemmere at holde fokus.
Kræver en fælles indsats - som det allerførste
Indførelsen af en 4-dages uge kan desværre misforstås som en simpel reduktion fra 5 til 4 arbejdsdage. Som et mirakelmiddel til at skabe både bedre produktivitet og trivsel. Men det er nærmere omvendt.
Det intense og fokuserede arbejde med de krævende kulturelle og strukturelle forandringer er midlet. Den 4-dages arbejdsuge er resultatet af disse succesfulde tiltag.