<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1150766838320198&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Danmarks bedste ledelsesblog – vinder af Blogprisen 2016

Outplacement3_AS3-167953-edited-323842-edited.jpg

Coaching

Dagbog del 5: Hvor meget kan jeg være mig selv som coach?

Stine Schou Kvistgaard

Mødet med en vaskeægte prøvekanin, balancen mellem at være coach og sig selv, og hvordan det gik med eksamen på coachinguddannelsens Foundation-niveau.

Eksamen - AS3's coachinguddannelse

Jeg er nu ved at være igennem det første niveau på AS3’s coachinguddannelse. Den første del af træningen og den efterfølgende eksamen er nu vel overstået, og jeg tager mig en stille stund med en kop kaffe for at reflektere over det samlede forløb.

Mødet med en ægte prøvekanin

Træningen er bestået i, at jeg har afholdt to samtaler her i mit hjem. En af samtalerne var med en person, jeg kender fra en undervisningssammenhæng, hvor hun var underviser, og jeg var deltager.

At vi nu på en måde bytter om på rollerne, udfordrer mig en smule, i forhold til at tage autoriteten på mig som coach. Det skyldes, at jeg i en vis udstrækning ser hende som mere erfaren i forhold til at lede processer, og jeg må derfor forberede mig særligt på rammesætningen inden samtalen.

Da hun kommer, og vi har sat os til rette, åbner jeg samtalen ved at italesætte betydningen af, hvordan vi kender hinanden, og hvordan rollerne er anderledes i denne situation. Her lægger jeg bl.a. vægt på, at selv om hun hjælper mig ved at stå til rådighed som min ”prøvekanin”, er det her hendes frirum, og hendes tema, det handler om.

Jeg står her til rådighed for hende som hendes samtalepartner og som den der leder processen på vej. Den klarhed over rollefordelingen gør, at vi efterfølgende ikke bruger unødig energi på at fornemme hinandens ståsted. Jeg får dermed hurtigt afmonteret min indre usikkerhed og bliver mere tryg i coachrollen. Det gør, at jeg nu kan fokusere 100% på det indhold, hun bringer med.

e-bog om coaching

Hvor jeg i træningen på uddannelsesdagene har fundet det udfordrende at afbryde og holde folk op på en bestemt retning i samtalen, oplever jeg denne gang, at jeg har større mod til at holde fast, så vi ikke bevæger os videre i snakken, før hun har defineret helt konkret, hvad hun gerne vil have ud af samtalen.

Det indvirker positivt på resten af samtalen, som herefter har en mere klar retning. Jeg stopper op flere gange undervejs og tjekker, at vi fortsat er på rette spor.

Samtalen ender med, at vi sammen opsummerer de nøglepunkter, vi har været igennem, og det er mit indtryk, at hun går derfra med et fint udbytte af samtalen, hvilket hendes feedback senere bekræfter.

Hvor meget ”Stine”, og hvor meget coach?

Som en del af eksamensprocessen har jeg fået skriftlig feedback fra fokuspersonerne på vores samtaler. Jeg bliver rigtig glad for at læse, at de har følt sig godt tilpas, mens vi har talt sammen, og at de føler, at indholdet har været brugbart.

Samtidig bliver jeg opmærksom på, at begge fokuspersoner har haft et ønske om at høre mere om mit perspektiv på det, vi talte sammen om. De oplevede begge, at de fik mere ud af det, når jeg bidrog aktivt i samtalen og havde på nogle tidspunkter et ønske om, at jeg indtog en mere rådgivende rolle. Den ene fokusperson skriver bl.a. i sin feedback:

Jeg synes, det bliver mest interessant, når jeg kan mærke mere STINE og mindre “coach”.

Dette skyldes muligvis, at de kender mig i forvejen, og har haft en forventning om, at jeg selv ville være mere på banen i sessionen. Jeg konkluderer for mig selv, at de ser den rådgivende del som en af mine styrker. En ting, jeg ikke selv har været så opmærksom på, men som feedbacken hjælper mig til at opdage.

Her er der noget, som bliver lidt modsætningsfyldt for mig. For hvis min styrke også er at rådgive andre og komme med mit perspektiv, men coaching lægger vægt på, at man selv har nøglen til ens egen læring, hvad gør man så?

I denne henseende føler jeg mig en smule begrænset i samtalerne, fordi jeg tænker, jeg som coach skal holde mig tilbage i forhold til at komme med mine egne betragtninger. Det giver mig en del tanker om, hvordan min personlige coachingstil skal være. Hvor på skalaen mellem rådgivning og coaching, skal jeg placere mig? Det virker som et rigtig vigtigt punkt for mig at blive klogere på, når jeg går videre med coaching.

Feedback fra censor

Jeg tager problemstillingen op med min censor, da hun ringer for at give mig en tilbagemelding på min skriftlige eksamensopgave. Hun forklarer, hvordan jeg som coach til enhver til kan træde ud af coach-rollen og præsentere mit eget syn på en problemstilling, som et muligt perspektiv, fokuspersonen kan reflektere over.

Derefter kan jeg så træde ind i samtalen som coach igen. Det vigtigste er, fortæller hun, at jeg hele tiden metakommunikerer omkring skiftet, og hvad der sker i samtalen. Og at jeg blot præsenterer mit perspektiv som noget, personen frit kan tage til sig og tale videre ud fra eller lade ligge.

Jeg er klar over, at dette punkt kan blive et af de mest udfordrende for mig, og at det kræver en del øvelse at mestre på en elegant måde. Men der er en stor lettelse i at forstå, at metoden ikke behøver stå i vejen for, at jeg kan være til stede i samtalen som den person, jeg er. Det er blot op til mig selv at finde en god balance.

Min censor fortæller mig også, at jeg nu har bestået første niveau af uddannelsen. Yes, så er jeg så langt!

Dét tager jeg med mig videre

Udover den planlagte træning, opstår der hele tiden situationer, hvor jeg kan øve mig yderligere, når jeg er sammen med folk i mit personlige netværk. Jeg forsøger at balancere det på en måde, hvor jeg over for venner blot spørger ind til det, vi taler om, på en ny måde og ikke direkte ”agerer coach”. Jeg oplever, at det giver nogle ekstra krøller på samtalerne, som både er værdifulde for mig – og – tør jeg også godt sige – for de andre.

I forvejen er jeg ofte en person, man vender personlige ting med, og det virker derfor naturligt for mig at spørge mere ind, fordi jeg har en interesse for personen. Her oplever jeg, at uddannelsen har givet mig et stort udbytte.

Det, jeg er allermest glad for, er dog at have fået et godt og solidt teoretisk apparat i ryggen, som styrker mig i min faglighed. Både som kommunikationsrådgiver og som meditationsguide har jeg fået noget fast at læne mig op ad, når der opstår en situation, hvor jeg automatisk kommer til at sidde i en rådgivende og coachende funktion. Det giver en styrke og en tryghed.

Jeg glæder mig allerede til næste niveau på uddannelsen og til at få metoden meget mere ind under huden ved hjælp af al den træning, der venter.

Stine Schou Kvistgaard arbejder som selvstændig kommunikationsrådgiver og meditationsguide i firmaet FEEL Company.

Stine Schou Kvistgaard

Stine Schou Kvistgaard

Selvstændig kommunikations- og brandingrådgiver. Stine hjælper virksomheder med at udvikle deres forretning gennem kommunikation med et menneskeligt fokus. Hun driver desuden virksomheden FEEL Company, som tilbyder undervisning i meditation online og på fysiske meditationsforløb.

Forrige indlæg

Dagbog del 3: Mine styrker og svagheder som coach

Næste indlæg

CBS-professor: Her er de vigtigste HR-tendenser i 2017

Kommenter indlægget