<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1150766838320198&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Danmarks bedste ledelsesblog – vinder af Blogprisen

as3_2017_1197-524239-edited.jpg

Outplacement | Læs på 6 min

Virksomhedsleder: ”Du kan principielt ikke gøre nok for at hjælpe en opsagt medarbejder godt videre”

Henrik Boye Ebbesen

Hvor langt skal du egentlig gå for at hjælpe en opsagt medarbejder? Rigtig, rigtig langt, mener en østjysk virksomhedsleder. Han har gennem flere måneder turneret rundt i nærområdet for at få afsat en række afskedigede medarbejdere.

På produktionsvirksomheden Nexans i Klakring ved Juelsminde er medarbejderne godt i gang med at tage afsked med deres arbejdsplads. Maskinerne kører ikke længere, og med udgangen af juni er det helt slut. Virksomheden lukker.

I mere end 40 år har Nexans ellers fremstillet og solgt tusindvis af kobberkabler, primært til teleindustrien. Men selvom fabrikken i Juelsminde sidste år producerede og solgte flere kabler end nogensinde før og satte såvel omsætnings- som indtjeningsrekord, besluttede ledelsen i det franske moderselskab at trække stikket. Endegyldigt.   

Og denne beslutning er ifølge virksomhedens direktør, Ole Nielsen, rigtig ærgerlig. Men også forståelig.

”Efterspørgslen efter signalkabler af kobber er faldende. I dag sker de fleste overførsler via fiberkabler, og derfor giver lukningen af vores fabrik globalt set mening. Desværre. Populært sagt er vi vel blevet disrupted,” siger han.

På vejen gennem de store, nu halvtomme produktionshaller fortæller han, at nogle af maskinerne allerede er sendt til Sverige, hvor dele af produktionen fortsætter i en periode. Andre er ved at blive pakket sammen – for siden at blive destrueret.

”Det er sgu trist at lukke en god virksomhed ned. Meget trist. Specielt hvis du tager de lokale briller på,” forklarer Ole Nielsen og henviser til, at størstedelen af de 25 ansatte kommer fra lokalområdet.

Køreplan for opsigelsesperioden

I begyndelsen af oktober i fjor fik han besked fra det franske hovedsæde om, at den danske fabriks dage var talte. Og på et fællesmøde 15. november måtte han sammen med virksomhedens bestyrelsesformand stille sig op og fortælle, at det var slut. Ved påske 2018 ville maskinerne blive slukket.

”Ud af de 25 ansatte var det kun to sælgere, der kunne overflyttes til andre opgaver i koncernen. Resten fik at vide, at de blev afskediget,” siger Ole Nielsen, der i samme ombæring også selv mistede sit job.

Han lægger ikke skjul på, at de opgivende blikke, der mødte ham på mødet den 15. november, var med til at gøre dagen til den absolut værste i hans arbejdsliv.  

”Vi har jo været en stor familie her på stedet. Medarbejderne har i gennemsnit en anciennitet på næsten 20 år. Vi har sågar en medarbejder, der står foran sit 40 års jubilæum. Folk har simpelthen bare været så glade for at være her. Ellers var de nok ikke blevet her år efter år,” siger han.   

Forud for opsigelsesdagen i november var der lagt en fuldstændig køreplan for, hvordan opsigelsesperioden skulle forløbe. Alle medarbejdere blev tilbudt outplacement og en aftrædelsesordning, der af både medarbejdere og ledelse beskrives som lukrativ.

Ole Nielsen”Der var jo ingen af de ansatte, der selv var skyld i den situation, de pludselig havnede i. Og principielt kan du som leder ikke gøre nok for at hjælpe en opsagt godt videre,” siger han.

Ole Nielsen på sit kontor.

Hjemmeside og brochure skulle afsætte folk

Et par måneder inde i 2018 var der stadig en del af de opsagte, der ikke havde fundet et nyt job. Men så fik en af virksomhedens medarbejdere en idé.

Fra sin position som salgssupporter og markedsføringsansvarlig var Anette W. Carlsen vant til at afsætte Nexans’ produkter. Og hvorfor ikke forsøge at markedsføre virksomhedens medarbejdere lidt utraditionelt, tænkte hun.

”Jeg foreslog Ole Nielsen, at vi lavede en brochure og en hjemmeside, hvor alle medarbejdere blev præsenteret med et foto og en kort beskrivelse af den enkeltes kompetencer,” siger hun.

Det blev i samarbejde med et lokalt reklamebureau til hjemmesiden www.godemedarbejdere.nu og en fysisk brochure. Og det blev taget vel imod af de medarbejdere, der på denne måde ”satte sig selv til salg”.

”Det var jo et stort chok for alle, da vi fik meddelelsen om, at virksomheden skulle lukke. Jeg blev selv helt tom indeni, og straks meldte usikkerheden sig: Hvornår får jeg et nyt job? Hvem kan bruge sådan en som mig? Hvor langt skal køre efter mit næste job?” siger Anette W. Carlsen og fortsætter:

Anette Carlsen”Og den usikkerhed var der også mange af mine kolleger, der oplevede. Og når du er i gang med at bearbejde den sorg, det er at skulle forlade en arbejdsplads, som du har været rigtig glad for, kan det være svært at finde overskud til aktiv jobsøgning. Så brochuren og hjemmesiden var en stor hjælp for mange,” siger Anette W. Carlsen.

Canvas-salg af medarbejdere

Igennem de seneste måneder har Ole Nielsen været på rundtur til en lang række virksomheder i Horsens-, Hedensted- og Juelsmindeområdet. Med sig har han haft brochuren, og den er blevet delt flittigt ud til både små, mellemstore og store produktionsvirksomheder.

”Jeg har været på besøg hos cirka 40 forskellige virksomheder. Det har næsten været at sammenligne med regulært canvas-salg,” siger Ole Nielsen, mens han sidder med en afkrydset liste over de virksomheder, han allerede har besøgt.

Han fortæller, at de direktører, HR-folk eller værkfører, han møder ude på de forskellige arbejdspladser, generelt er positive over for Nexans’ måde at afsætte sit opsagte personale på.

”Langt de fleste tager godt imod mig - og er interesserede. Og det afspejler sig også i, at vi i dag, lidt under en måned før den endelige nedlukning, har afsat næsten halvdelen af vores ansatte til nye job,” forklarer Ole Nielsen.

Flere tilbud om jobs

Det har været helt frivilligt for den enkelte medarbejder i Nexans at afgøre, om han eller hun ville være med i brochuren eller ej. Men kun to valgte, at deres arbejdskraft ikke skulle markedsføres på denne måde.

En af dem, der valgte at være med, var virksomhedens mangeårige lagerforvalter, Jan Petersen. Gennem næsten 24 år har han haft sin daglige gang hos Nexans, og gennem tiden har han loyalt sørget for, at leverancer til hele verden er gået rettidigt ud fra lageret.

”Jeg havde egentlig forestillet mig, at jeg skulle være hos Nexans indtil min pension. Så det var bestemt ikke let pludselig at stå i en situation, hvor jeg skulle forholde mig til ansøgninger og cv’er,” siger han.

Jan Petersen mærkede dog hurtigt effekten af Ole Nielsens ture rundt i nærområdet. En produktionsvirksomhed fra Hornsyld, blot 14 km fra Juelsminde, henvendte sig. De havde brug for en lagermand.

Jan Petersen”Den stilling fik jeg. Og det tilskriver jeg den indsats, Ole Nielsen har lavet. Efterfølgende er jeg faktisk også blevet kontaktet af yderligere to virksomheder, der havde brug for en som mig. Så brochuren og hjemmesiden har helt sikkert haft en positiv effekt,” mener han.

Har skabt en god stemning

Jan Petersens kollega på lageret, Tomas Hvid Petersen, har også sikret sin fremtid. Når fabrikken er lukket helt ned ved udgangen af juni, vælger han – efter moden overvejelse – at kaste sig ud i et iværksættereventyr i catering-branchen.

Derfor har han ikke optrådt i brochuren, men fra sidelinjen har han kunnet følge med i sine kollegers jobsøgning.

”En ting er, at der er flere, der har fået et nyt job ad den vej. Men det faktum, at ledelsen har gået de små ekstra skridt i bestræbelserne på at hjælpe alle godt videre, har helt sikkert også haft en positiv indvirkning på stemningen her i nedlukningsperioden,” siger Tomas Hvid Petersen.

Han forklarer, at alle uanset afdeling og stillingsbetegnelse har arbejdet videre som normalt.

Tomas Hvid Petersen”Det er klart, at der kan være både plus- og minusdage, når du er opsagt. Men alligevel har alle passet deres arbejde nærmest som om, intet var hændt. Og derfor har vi kunnet lukke produktionen ned i god ro og orden,” siger han.  

En god nedlukning har været førsteprioritet

Tilbage på direktionskontoret ser Ole Nielsen også tilbage på en nedlukningsperiode, der indtil videre er gået over alt forventning.

”Det arbejde, medarbejderne har udført, har faktisk været et godt stykke ud over, hvad man kunne forvente af dem i den givne situation. Der har hverken været sygdom eller fravær, og vi har endda måtte forlænge tre medarbejderes ansættelse, fordi de skulle hjælpe med at overlevere nogle maskiner til Sverige,” siger Ole Nielsen. 

Hans egen fremtid endnu uafklaret. Og siden november har han ikke haft ret meget tid til at tænke over den.

”Der kommer nok også en jobåbning for mig på et tidspunkt. Men min førsteprioritet har været at få lukket dette kapitel på en god måde. Både for medarbejdernes, virksomhedens og for lokalsamfundets skyld,” siger han og fortsætter:

”Virksomheden stopper jo ikke fordi, medarbejderne ikke har performet. Tværtimod. Og det har for mig været et vigtigt incitament til at gøre en ekstra indsats for, at alle kommer godt videre.”

 

Om Nexans i Danmark

I 1964 grundlagde Johannes Andersen virksomheden Jydsk Kabel, der på trods af navnet var placeret i København. I 1970 flyttede han virksomheden til Klakring ved Juelsminde, og i 1976 blev produktionen udvidet til også at omfatte kobberkabler – et produkt, virksomheden senere satsede 100 % på.

Ved Johannes Andersens død i 1980 blev virksomheden solgt. I 80'erne skiftede den endvidere navn til Alcatel Jydsk Kabel A/S, og da Alcatel i 2000 udskilte hovedparten af sin kabelvirksomhed i et selvstændigt selskab, blev navnet igen ændret, da fabrikken i Klakring kom under den globale kabelproducent, franske Nexans’ vinger.

Når fabrikken i Klakring er lukket helt ned ved udgangen af juni 2018, vil Nexans fortsat være repræsenteret i Danmark, primært gennem grossister.

Henrik Boye Ebbesen

Henrik Boye Ebbesen

Uddannet journalist. Har tidligere arbejdet for Berlingske Media og som kommunikationsansvarlig for Dansk Travsports Centralforbund. Er i dag Content Manager hos AS3 Transition med ansvar for produktion og kvalitetssikring af indhold til blog, hjemmeside, sociale medier og AS3 Portalen. Har været ansat i virksomheden siden 2016.

Forrige indlæg

Opsigelsen må begrundes med de her kriterier - men aldrig dem her

Næste indlæg

Stresshåndtering er som kunsten at løfte i flok

Kommenter indlægget