Hos hvidevareproducenten Miele har de 200 danske medarbejdere arbejdet hjemmefra det meste af 2020. HR-direktøren opfordrer andre virksomheder til at sætte endnu mere fokus på trivslen og turde gøre tingene lidt anderledes.
Mieles danske hovedkontor i Glostrup har været tæt på tomt i 2020. Mange medarbejdere har slet ikke været på kontoret siden marts.
HR direktør, Louise Roth, har derfor taget forskellige initiativer til at skabe trivsel og fastholde fællesskabet på arbejdspladsen. Måske det kan inspirere jeres organisation?
Corona update på sms
Miele har 200 medarbejdere i Danmark. De fleste arbejder under normale omstændigheder fra hovedkontoret, men organisationen har også 65 teknikere og 20 sælgere fordelt i hele landet. Og alle skal have løbende, vigtig kommunikation fra ledelsen i en corona-krisetid.
- Vi sender både mails og sms, så alle er opdateret på de seneste retningslinjer. Vi skal jo passe på både medarbejdere og kunder, og det er særligt kritisk for vores fagfolk, der bl.a. kommer på hospitalerne. Vores kollegaer skal vide, at vi altid er der og sidder klar med svar på deres spørgsmål om smittefare og værnemidler, siger Louise Roth.
Men det er vigtigt, at kommunikationen ikke kun går den ene vej.
Åbne online møder
Alle medarbejdere kan derfor deltage på åbne Teams-møder. Her er ingen fast agenda. Målet med møderne er at sikre et frit samtalerum, hvor alle kan komme til orde.
- Vi kan ikke gætte, hvad hver enkelt medarbejder har behov for. Derfor er det vigtigt at give individuel taletid. Fungerer jeres hverdag? Bør vi gøre noget anderledes?
Når mulighederne for social kontakt begrænses, har møderne også været en alternativ måde at se kollegaerne på. Typisk deltager mellem 12 og 20 medarbejdere pr. gang, fortæller Louise Roth:
- Det er vigtigt for os at kommunikere, at medarbejderne godt må bruge tid på at opretholde det sociale. Du må faktisk godt ringe til Mette i arbejdstiden og sige hej, hvis I normalt plejer at snakke ved kopimaskinen. De der mere eller mindre tilfældige møder mangler jo nu, og medarbejderne havde brug for at få anerkendt det behov fra ledelsens side, fornemmede vi.
- Vi havde også to kollegaer, der bor langt fra arbejdspladsen, men tæt på hinanden. De var ved at gå op i limningen over at sidde alene og arbejde. Så på mødet aftalte de at sidde sammen et par gange om ugen, selvom de ikke er i samme afdeling. For at få en rytme i hverdagen, fortsætter hun.
Ekstra fokus på sundhed
Når medarbejderne arbejder hjemme, risikerer hverdagen at blive meget stillesiddende, ensformig og ensom. Derfor har Miele sat særlige initiativer i gang i hele november måned, hvor mange har særligt svært ved at komme udenfor og få motioneret.
Den interne november-kampagne handlede om motion og varieret kost, hvor 2 tiltag var:
1. Bevægelsesdyst: Hvem har flest aktive minutter?
Medarbejderne konkurrerede om at have flest aktive minutter. Både pr. uge og samlet for hele måneden.
- Det skal ikke være sådan, at man skal kigge sig over skulderen, når man går en tur, bare fordi man arbejder hjemme. Tværtimod ville ledelsen gerne signalere, at det er helt legitimt at få lys og frisk luft i løbet af dagen, siger Louise Roth.
- Folk var skeptiske først, men synes hurtigt, det var virkelig fedt, og nogen delte endda fotos fra deres workouts undervejs. Mange gik lige en ekstra tur, og vi har medarbejdere, der har tabt 12 kg! Det betød faktisk meget mere, end vi havde regnet med, fortsætter hun.
40 medarbejdere deltog i bevægelsesdysten, og Louise Roth planlægger at gentage konkurrencen henover foråret.
2. Inspiration til en bedre frokost
Hvordan laver man den bedste frokost uden at gå død i leverpostej med rødbede? Miele indsamlede og delte inspiration til medarbejdernes frokost på hjemmearbejdspladsen.
- Det er alt for let at gå ud til køkkenbordet og lige spise en halv rugbrød. Men det er uinspirerende i 9 måneder… Man skal selvfølgelig spise dét, man helst vil. Men vi ville gerne gøre opmærksom på, at det faktisk er helt ok at sætte tid af til at lave en ordentlig frokost, siger Louise Roth.
Fælles gaver og online julefrokost
I løbet af året har medarbejderne også fået tilsendt pakker med snacks og små gaver, der passer til årstiden.
- Vi vil gerne vise vores kollegaer, at vi tænker på dem. Derfor har vi fx sendt solcreme, strandtennis og Turen-går-til-Danmark-bog op til sommerferien. Og de fik lækker julemad og bankospil i forbindelse med julefrokosten.
Julefrokosten foregik online via Teams. Her deltog medarbejdernes familier også, og Miele-værterne afholdt julequiz m.m. undervejs.
- Det var en stor succes. Folk lod kameraerne køre, og selvom vi var over 100 familier online samtidigt, var der bare god stemning og snak på kryds og tværs.
”Du går ikke glip af noget på kontoret”
At humoren også fylder noget i Miele, viser den video, HR lavede som en særlig hilsen i foråret.
- Når man sidder derhjemme, kan man godt tænke: ’Alle de andre er på arbejde og har det sikkert sjovt sammen.’ Men sådan er det jo ikke, og det ville vi godt vise. Videoen er bare hurtigt optaget på mobilen, men har alligevel givet en masse positiv feedback. Så det behøver ikke være så svært... Men det er vigtigt at have noget at snakke om og grine af – sammen, siger Louise Roth.
Miele har givet A33 Transition lov til at dele videoen med deres interne udgave af sangen "Tættere, end du tror".
Louise Roth
HR Director Denmark - Miele A/S