---
title: Kreativitet er obligatorisk. Mødelokale 3. Kl. 9.00.
description: Hvad spænder ben for kreativitet på arbejdspladsen? John Cleeses 35 år gamle pointer om tid, leg og ledelse rammer stadig overraskende præcist.
image: https://blog.as3transition.dk/hubfs/Denmark%20-%20AS3%20Transition/Blog%20topbanner%201920X990/Kreativitet%20er%20obligatorisk%20silly%20walks%20banner.png
---

[![AS3 Transition Blog](https://blog.as3transition.dk/hubfs/as3transition-blog/logo/as3-blog-logo.svg)](https://blog.as3transition.dk/) Perspektiver på arbejdsliv

 Vælg emne  Emner

[Alle emner 319](https://blog.as3transition.dk/) [Ledelse 124](https://blog.as3transition.dk/topic/ledelse) [Stress og trivsel 104](https://blog.as3transition.dk/topic/stress-og-trivsel) [Medarbejderudvikling 55](https://blog.as3transition.dk/topic/medarbejderudvikling) [Opsigelse 42](https://blog.as3transition.dk/topic/opsigelse) [Kultur og samarbejde 30](https://blog.as3transition.dk/topic/kultur-og-samarbejde) [HR-strategi 12](https://blog.as3transition.dk/topic/hr-strategi) [E-bøger 10](https://blog.as3transition.dk/topic/e-bøger) [Produktivitet 9](https://blog.as3transition.dk/topic/produktivitet) [Trivselsmåling 6](https://blog.as3transition.dk/topic/trivselsmåling)  Skjul emner

# Kreativitet er obligatorisk. Mødelokale 3. Kl. 9.00.

![Anne Lindskov Hededal](https://blog.as3transition.dk/hs-fs/hubfs/Nye%20portr%C3%A6tter%202021/Anne%20Lindskov%20Hededal.jpg?upsize=true&upscale=true&width=140&height=140&name=Anne%20Lindskov%20Hededal.jpg)

 Skrevet af [Anne Lindskov Hededal](https://blog.as3transition.dk/author/anne-lindskov-hededal)

Content & Campaign manager i AS3 Transition og AS3 Executive

 Udgivet  5. november 2026  Læs på 7 min.

Vi vil gerne have nytænkning, innovation og mennesker, der ser muligheder, ingen andre har set. Vi vil bare også meget gerne have en beslutning inden torsdag. I 1991 holdt John Cleese en tale om kreativitet, som ældes mistænkeligt godt. 

Der er en særlig type menneske, man kan møde på næsten alle arbejdspladser. Mens resten af lokalet stadig prøver at finde ud af, hvad problemet egentlig er, har vedkommende fundet løsningen.

Det er et imponerende menneske. Det levende billede på alle organisationers våde drøm: Beslutsomt. Handlekraftigt. Effektivt.  Muligvis også lidt galt på den.

For 35 år siden gik John Cleese på scenen for at tale om kreativitet i ledelse. Hvis du tilhører den generation, der automatisk får billedet af en meget lang mand i bowlerhat, jakkesæt og attachémappe, der kaster benene rundt som et trafikuheld på vej gennem London, når du hører Ministry of Silly Walks, er vi allerede hjemme.

Hvis ikke, er John Cleese manden bag noget af den mest absurde britiske komik nogensinde. Monty Python, døde papegøjer, gakkede gangarter. Ham den rasende hoteldirektør Basil Fawlty fra Fawlty Towers, hvis dit kulturelle bagkatalog trods alt rækker så langt tilbage.

Der stod han så i 1991. I jakkesæt (minus bowlerhat). På en talerstol klar til at forklare erhvervslivet, hvordan kreativitet fungerer. Hans hovedpointe? Hold nu op med at have så travlt med at finde svaret. Kreative mennesker er ikke nødvendigvis klogere end alle andre – eller mere kreative for den sags skyld, fortæller Cleese. De er bedre til at blive hængende dér, hvor tingene stadig er uklare

Det var vi ikke specielt gode til i 1991. Vi har brugt de mellemliggende 35 år på at sætte tempoet yderligere op.

![Silly walk](https://blog.as3transition.dk/hs-fs/hubfs/Denmark%20-%20AS3%20Transition/Billeder%20brugt%20p%C3%A5%20bloggen/Silly%20walk.png?width=468&height=351&name=Silly%20walk.png)

## Vi foretrækker mennesker med et svar

Cleese skelner mellem to måder at arbejde på. Den lukkede tilstand og den åbne. Den lukkede er fantastisk. Her er vi fokuserede, målrettede og effektive. Vi beslutter, prioriterer, eksekverer og får krydset en hel masse af.

Den åbne tilstand er betydeligt mere suspekt. Her undersøger vi. Leger med muligheder. Følger tanker, der måske ikke fører nogen steder hen. Måske går vi ligefrem en tur. Der bliver ikke krydset ret meget af.

Begge tilstande er nødvendige, siger Cleese. Vi skal være åbne, når vi leder efter muligheder, og lukkede, når vi fører dem ud i livet. Det lyder jo enkelt og ret fornuftigt - lige indtil det møder arbejdslivet.

Det er svært at forestille sig en virksomhed præsentere sig selv som *Danmarks måske mest tøvende organisation*. Nej, vi skaber fremdrift og elsker sætninger som hellere angrebsfejl end nøl. Ingen skal komme her og beskylde os for lige at tænke os om.

Der er forståeligt nok heller ikke mange strategier, der lover bestyrelsen, at direktionen i det kommende år vil bruge mere tid på at gå rundt og være usikker. Selv om det indimellem kunne være betryggende.

For en stor del af det, vi kalder effektivitet, handler om at gøre afstanden mellem problem og løsning så kort som muligt. Og effektivitetens blinde vinkel er, at den kan gøre os usædvanligt dygtige til at komme videre. Også før vi har fundet på noget, der er værd at gå videre med.

## Kan vi ikke lige beslutte noget?

Forestil dig et ledermøde. Salget falder. Sygefraværet stiger. Kunderne siver. Et prestigeprojekt med et navn som Horizon eller North Star er røget direkte i hegnet. Der går ikke længe, før nogen siger: Hvad gør vi?

Et helt rimeligt spørgsmål. Ofte desværre bare stillet cirka 40 minutter for tidligt.

For måske ved vi slet ikke nok om, hvorfor salget falder. Måske er sygefraværet tre forskellige problemer forklædt som ét. Måske reagerer kunderne på noget andet, end vi tror. Og ja, du tror det er løgn, men måske er det, der står øverst i PowerPointen, bare det problem, der var nemmest at putte i PowerPointen.

Men så er det rart at handle. For stilheden efter et ubesvaret spørgsmål bliver hurtigt lidt klam og ubehaglig at være i. Nogen begynder at bladre i papirerne. En anden kigger på uret. Nogen må jo gøre noget.

Og her har organisationer en vidunderlig evne til at hjælpe sig selv. Vi nedsætter en arbejdsgruppe. Sender et spørgeskema. Booker et opfølgningsmøde. Og før nogen kan nå at spørge, hvad det egentlig er, vi er ved at løse, har vi formuleret tre indsatsområder og sat ansvarlige på.  

Pyha. Nu sker der noget.

Og hvis situationen virkelig kræver nytænkning, tager vi det alvorligt og booker en workshop fra 9 til 11. Kreativiteten bedes indfinde sig umiddelbart efter kaffen og være færdig inden frokost.

Den, der siger "vi gør sådan her", ser beslutsom ud. Den, der siger, "jeg tror ikke, vi forstår problemet endnu", har netop forlænget mødet. Gæt, hvem der ligner en leder.

Der er selvfølgelig mennesker, som nyder uafklarethed lidt rigeligt. Man kan sagtens tænke længe og stadig ende med en dårlig ide eller holde organisationen som gidsel i en endeløs undersøgelse af noget, der burde være blevet besluttet i tirsdags. Tøven er ikke et tegn på genialitet. Men der er forskel på at udsætte en beslutning, fordi man ikke tør træffe den, og at udsætte den, fordi problemet endnu ikke har fået lov til at blive interessant.

## Desværre skal vi også lege

Her bliver Cleese for alvor besværlig. For han insisterer på leg. Og humor. Ja på arbejdet sgu. Og ikke bare i frokostpausen eller som fem minutters icebreaker, inden vi går videre til det vigtige. Nej, som en del af det vigtige. Man mærker næsten direktionen rette sig op i stolen.

Der sidder nemlig en lille rest protestantisk arbejdsmoral dybt i mange organisationer. Hvis noget er sjovt, kan det umuligt være helt seriøst. Det meget seriøse møde har en agenda og 23 slides, hvoraf slide 19 hedder Next Steps. Vi er vel professionelle.

Men humor er ikke det modsatte af alvor. Tværtimod. Nogle gange skal der én virkelig dum idé til, før nogen får den gode.  Humor kan nemlig noget, den professionelt polerede PowerPoint har sværere ved. Den kan skubbe til perspektivet.

En absurd idé kan afsløre en antagelse, ingen havde opdaget, at de havde. En vittighed kan forbinde to ting, vi normalt holder pænt adskilt og et idiotisk forslag kan åbne døren til et mindre idiotisk forslag, som måske viser sig ikke at være idiotisk overhovedet.

Men nogen skal sige det første idiotiske. Og det er ikke altid specielt nemt. For hvis du har prøvet at kaste en halvfærdig idé ud på et møde og set chefen læne sig tilbage med det lille høflige smil, der betyder "nå, den prøver vi lige at lade ligge her og dø i fred", så ved du, hvor hurtigt et kreativt rum kan lukke.

Ingen behøver sige: Hold dine dumme idéer for dig selv. Man skal faktisk bare hæve det ene øjenbryn. Næste gang kommer du med noget, der er lidt mere gennemtænkt. Gangen efter med noget, der er lidt mere realistisk. Kort efter sidder I alle sammen og får præcis de idéer, I plejer at få.

Det kan godt være, at rummet på papiret er åbent. Alle ved bare også, at idéerne om 45 minutter skal forbi Birgitte, der ejer både beslutningen og budgettet.

Så vi tænker frit. Ansvarligt frit. Mens vi holder øjenkontakt til Birgitte.

## Travlhed er glimrende til én bestemt ting

Den smækker døren. Direkte i hovedet på kreativiteten.  

Og det er jo ikke fordi travle mennesker ikke kan få gode idéer. Selvfølgelig kan de det. Men travlhed gør noget meget lavpraktisk ved vores opmærksomhed: Den giver den arbejde at lave. Svar på mailen. Løs problemet. Tag stilling. Videre. Den går sjældent lidt planløst rundt for at se, om den opdager noget, der ikke stod på dagens to-do-liste. Og dét er lidt problemet.

For kreativitet lever ikke kun af koncentration. Den lever også af den tid, hvor hjernen får lov til at strejfe lidt. Møde noget uvedkommende og koble to ting, som ikke stod ved siden af hinanden i projektplanen. Det er svært, når dagen allerede er pakket som håndbagage hos Ryanair.

Vi kan nå ufatteligt meget. Spørgsmålet er bare hvad. For hvis arbejdslivet først og fremmest belønner os for hurtigt at reagere på det, der allerede ligger foran os, bliver det svært at opdage, at noget andet burde ligge der.

Man kan optimere en dårlig idé imponerende langt. Og man kan blive så dygtig til at drive den fremad, at ingen længere har tid til at spørge, hvorfor vi overhovedet er på vej derhen.

Grøn. Grøn. Grøn. I grøften.

## Sådan slipper du for kreativitet

Hvis du vil forhindre kreativitet i din organisation, er opskriften i grunden ganske enkel, hvis man spørger Cleese:

- Sørg for, at folk hele tiden har lidt for travlt.
- Kræv hurtige svar.
- Giv dem så lidt tid som muligt til bare at tænke.
- Gør fejl en smule pinlige.
- Brug ordet leverance så ofte som muligt.
- Slå hårdt ned på det useriøse.

Skulle nogen alligevel få en original tanke, beder du bare om business casen. Det burde tage livet af det meste. Og er du chef, har Cleese et ekstra godt råd: Hold dine egne idéer for dig selv. Du ved jo alligevel godt, at de er de bedste. Så kan medarbejderne komme med deres forslag, og du kan sidde for bordenden og fortælle dem, hvorfor de ikke dur. Det giver en dejlig klar rollefordeling. Og efter et stykke tid slipper du sandsynligvis helt for forslagene.

Det er sjovt, når Cleese siger det. Det er en smule mindre sjovt, når man kommer i tanke om sit sidste afdelingsmøde.

## 37 minutters erhvervs-tv fra fortiden

Hvis du har fået nok af skarpt klippede videoer med snappy undertekster, jump cuts og en ekspert, der siger *three things every leader needs to know*, kan du passende gå den anden vej. Se John Cleese's Legendary 1991 Speech About Creativity. Talen blev holdt på Grosvenor House Hotel i London den 23. januar 1991 og sendt til et internationalt publikum via satellit. En mand. En talerstol. Et slips. Næsten 37 minutter. Der sker praktisk talt ingenting. Det er glimrende.  

[Se John Cleese tale på YouTube](https://www.youtube.com/watch?v=Pb5oIIPO62g)

## Det er ikke kun en meget høj englænder, der siger det

Cleese bygger selv dele af sin tale på den amerikanske kreativitetsforsker Donald MacKinnon, blandt andet hans undersøgelser fra 1962 af, [hvad der kendetegnede mere og mindre kreative arkitekter](https://ia600108.us.archive.org/view_archive.php?archive=/24/items/wikipedia-scholarly-sources-corpus/10.1037%252Fh0034974.zip&file=10.1037%252Fh0046541.pdf). Siden er der kommet væsentligt mere forskning til. Desværre for os peger noget af den i samme retning. (Men start med Cleese. Han er sjovere.)

Tidspres og kreativitet   
Teresa Amabile og hendes kolleger fulgte 177 mennesker i syv virksomheder, mens de arbejdede på projekter, der krævede kreativitet. De fandt blandt andet en negativ sammenhæng mellem oplevet tidspres og kreativ tænkning.

[Læs Harvard Business Schools studie om tidspres og kreativitet](https://www.library.hbs.edu/working-knowledge/time-pressure-and-creativity-why-time-is-not-on-your-side)

Den ledige hjerne er ikke nødvendigvis ledig   
Forskningen i såkaldt inkubation peger på, at det i visse kreative opgaver kan hjælpe at lægge problemet fra sig og komme tilbage til det. Pausen er altså ikke nødvendigvis et hul i arbejdet. Nogle gange foregår arbejdet dér.

[Læs meta-analysen om inkubation og kreativitet](https://www.growkudos.com/publications/10.1037%252Faca0000722/reader)

Og så skal man turde risikere en dum idé   
Amy Edmondsons forskning i psykologisk tryghed handler bredere om teams og læring. Men pointen er relevant her: Hvis det socialt koster at sige noget halvfærdigt, stille spørgsmål eller tage fejl, lærer vi ret hurtigt at komme med det sikre.   
[Læs mere om Amy Edmondsons forskning i psykologisk tryghed](https://amycedmondson.com/psychological-safety/)  

 Del denne artikel

[Facebook](https://facebook.com/sharer.php?u=https://blog.as3transition.dk/kreativitet-er-obligatorisk) [LinkedIn](https://www.linkedin.com/cws/share?url=https://blog.as3transition.dk/kreativitet-er-obligatorisk) [Send på e-mail](mailto:?body=https://blog.as3transition.dk/kreativitet-er-obligatorisk)

![](https://blog.as3transition.dk/hubfs/as3transition-blog/backgrounds/form-wave.svg)

## Vil du høre mere

Udfyld formularen, hvis du ønsker sparring eller har spørgsmål til emnet.  
Så kontakter jeg dig.

![Anne Lindskov Hededal](https://blog.as3transition.dk/hs-fs/hubfs/Nye%20portr%C3%A6tter%202021/Anne%20Lindskov%20Hededal.jpg?width=482&height=482&name=Anne%20Lindskov%20Hededal.jpg)

Anne Lindskov Hededal

Content & Campaign manager i AS3 Transition og AS3 Executive

[alhe@as3.dk](mailto:alhe@as3.dk) <https://www.linkedin.com/in/annelindskov/>

## Træt af kedelige nyhedsbreve?

Vi skriver om arbejdslivet, som det faktisk ser ud. Med faglighed, erfaring og en sund skepsis over for smarte buzzwords, mirakelkurser og fem-trins-modeller, der lover at løse alt.

Det lander i din indbakke hver tredje uge, og er vi ikke interessante nok, så slår du selvfølgelig bare op. 

![](https://25645563.fs1.hubspotusercontent-eu1.net/hubfs/25645563/as3transition/backgrounds/slider-bg.svg)

### Om bloggen

Vi vil gerne inspirere, dele viden og uddanne ledere og HR-ansvarlige i det gode arbejdsliv, opsigelser, trivselsarbejde, stresshåndtering, coaching og ledelse.

Har du kommentarer, kan du kontakte Mette Skole Mikkelsen, Marketing Manager i AS3 Transition på [msmi@as3.dk](mailto:msmi@as3.dk)

AS3 Copyright 2026 | [Cookie policy](https://www.as3transition.dk/cookie-policy/)

### Emner på bloggen

- [Stress og trivsel](https://blog.as3transition.dk/topic/stress-og-trivsel)
- [Ledelse](https://blog.as3transition.dk/topic/ledelse)
- [Medarbejderudvikling](https://blog.as3transition.dk/topic/medarbejderudvikling)
- [Opsigelse](https://blog.as3transition.dk/topic/opsigelse)
- [E-bøger](https://blog.as3transition.dk/topic/e-b%C3%B8ger)
- [Trivselsmåling](https://blog.as3transition.dk/topic/trivselsm%C3%A5ling)
- [HR-strategi](https://blog.as3transition.dk/topic/hr-strategi)

### Kontakt

**T:** [+45 82 10 00 20](tel:+45%2082%2010%2000%2020)  
**M:** [info@as3transition.dk](mailto:info@as3transition.dk)

[Følg os på LinkedIn](https://www.linkedin.com/company/as3-transition)

[![as3-light](https://blog.as3transition.dk/hubfs/Denmark%20-%20AS3%20Transition/Logoer%20og%20ikoner/Logoer/as3-light.svg)](https://www.as3transition.dk/)

×

```json
{
  "@context" : "https://schema.org",
  "@type" : "BlogPosting",
  "author" : {
    "@type" : "Person",
    "name" : "Anne Lindskov Hededal",
    "url" : "https://blog.as3transition.dk/author/anne-lindskov-hededal"
  },
  "dateModified" : "2026-11-05T11:07:27.587Z",
  "datePublished" : "2026-11-05T09:29:39.000Z",
  "headline" : "Kreativitet er obligatorisk. Mødelokale 3. Kl. 9.00.",
  "image" : [ "https://blog.as3transition.dk/hubfs/Denmark%20-%20AS3%20Transition/Blog%20topbanner%201920X990/Kreativitet%20er%20obligatorisk%20silly%20walks%20banner.png" ],
  "mainEntityOfPage" : {
    "@id" : "https://blog.as3transition.dk/kreativitet-er-obligatorisk",
    "@type" : "WebPage"
  },
  "publisher" : {
    "@type" : "Organization",
    "logo" : {
      "@type" : "ImageObject",
      "url" : "https://blog.as3transition.dk/hubfs/Email/transition-logo.png"
    },
    "name" : "AS3"
  }
}
```