<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1150766838320198&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Danmarks bedste ledelsesblog – vinder af Blogprisen

Arbejdsløshed kan medføre stress

Tips til jobsøgning

”Man kan også blive stresset af at være arbejdsløs”

Henrik Boye Ebbesen

Efter 7 år som produktionsleder blev Lone Engelbredt opsagt. Det blev begyndelsen på et langt stressfor­løb, men også et forløb med personlig succes. For Lone Engelbredt fandt sig selv.

”Jeg gik fuldstændig i sort.”

Sådan siger Lone Engelbredt om hendes opsigelse.

Hun havde været ansat som produktionsleder i musikverde­nen i 7 år. Og inden det havde hun i 16 år haft sit eget værksted som kostumier. Lone Engelbredt var stolt af sit job. Derfor ramte opsigelsen også hårdt.

”Jeg har jo altid været stolt af det, jeg har lavet. Men lige pludselig var der ikke noget at være stolt af. Derfor var frustrationen jo også det mest naturlige at føle i den situ­ation. Det var min identitet, jeg blev frarøvet,” siger hun.

Lone Engelbredts første reaktion var at gå ind og pakke sit kontor sammen.

”Jeg havde så mange personlige ting derin­de, og jeg synes, det var direkte intimiderende, at billeder af mine børn og børnebørn skulle stå på den arbejdsplads, når de havde valgt mig fra.”

Stress efter opsigelsen

Lone Engelbredt tog hjem og fortalte sin mand om opsigel­sen. I mødet med familien ramte virkeligheden for alvor.

”Jeg troede mit liv var slut. Min stilling var skræddersyet til mig, så hvor skulle jeg gå hen? Jeg var 56 år. Hvor kunne jeg, med mine kompetencer, overhovedet få job? Når jeg vågnede om natten lå økonomien i ruiner. Alt, der kunne gå galt ville gå galt. Alt var sort,” fortæller hun.

Hun oplevede efter opsigelsen både søvnbesvær og forandringer i sin opførsel. Følelserne tog over, og hun reagerede irrationelt.

”En gang sagde jeg nogle forfærde­lige ting til min mor. Jeg følte, hun slet ikke forstod min situ­ation. Men det gjorde hun jo! Jeg var bare vred,” fortæller Lone Engelbredt.

”Jeg fik simpelthen stress. Og jeg er stadig ikke helt ovre det. Det sidder i min krop, også efter jeg er begyndt på mit nye job. En gang i mellem kan jeg stadig tænke, om det nu kommer til at gå, eller om de kommer og siger, at det hele er en misforståelse. At jeg slet ikke passer ind her. Det sidder helt dybt i mig. Jeg tror faktisk ikke, at jeg er blevet rystet på den måde før,” uddyber hun.

Outplacement gjorde en forskel

Gennem opsigelsen blev Lone Engelbredt tilbudt et out­placement-forløb, hvor hun kunne få rådgivning. Det viste sig at blive afgørende for hendes jobsøgning.

”Der var aldrig noget tidspunkt i begyndelsen, hvor jeg var optimistisk og tænkte, at det nok skulle gå. Som grundhold­ning tænkte jeg, at der aldrig var nogen, der kunne bruge mig. Jeg kunne slet ikke få øje på mine kompetencer,” fortæl­ler Lone Engelbredt.

Hun have svært ved at se, hvor hendes kompetencer kunne bruges på det eksisterende arbejdsmarked.

Gennem råd­givningen i outplacement-forløbet lærte hun dog hurtigt, at verden så anderledes ud.

”Mine kompetencer er jo enormt specifikke, så her fik jeg hjælp til at sætte dem ind i en mere generel kontekst. I dag er jeg meget mere generel i forhold til, hvad jeg kan. Jeg har lært at skrive fantastiske ansøgnin­ger, hvor jeg iscenesætter mine kompetencer på den rigtige måde.”

Nyt job og bedring

Gennem sit outplacement-forløb fandt Lone Engelbredt også værdien i at bruge sit netværk. Hun brugte sine kontakter til at få aftalt møder med forskellige virksomheder.

”Jeg har haft mange kaffemøder, inden jeg fandt mit næste job. Når man skal gå ud og sælge sig selv, er det jo det tidspunkt, hvor man er allermest sårbar. Man skal forklare, hvor fantastisk man er, selvom man er totalt hudløs. Og der er ingen garanti for et positivt resultat. Det er helt absurd, at det er der, man skal være allerstærkest,” fortæller hun.

Det har været en lang og opslidende proces for Lone Engelbredt. Gennem hårdt arbejde og den rigtige hjælp fandt hun dog vejen til et nyt job.

”Senere hen kan jeg jo så se, at det er det bedste, der nogensinde er sket for mig. Jeg har lært så meget om mig selv og udviklet mig personligt. Jeg har jo fået et fantastisk job, men det har også været en lang og hård vej. Men jeg er 10 gange bedre nu. Det er meget mere mig,” fortæller hun.

Lone Engelbredt har tre råd til opsagte i samme situation:

  • Tag imod alt den støtte, du kan få. Brug outplace­ment-forløbet og tag alle kurserne og seminarerne. Man lærer så meget, og man bliver hele tiden flyttet en lille smule.
  • Brug dit netværk og få aftalt nogle kaffemøder. På et kaffemøde bliver du straks et kendt ansigt, og så har du allerede skabt en relation.
  • Tal med nogen om din situation. Fortæl, hvad der er sket. Tal også med en krisepsykolog, hvis det bliver tilbudt. Det kan aflaste både dig og din familie.

Billede lone engelbredt.png

Lone Engelbredt, Produktionskoordinator

Henrik Boye Ebbesen

Henrik Boye Ebbesen

Uddannet journalist. Har tidligere arbejdet for Berlingske Media og som kommunikationsansvarlig for Dansk Travsports Centralforbund. Er i dag Content Manager hos AS3 Transition med ansvar for produktion og kvalitetssikring af indhold til blog, hjemmeside, sociale medier og AS3 Portalen. Har været ansat i virksomheden siden 2016.

Kommenter indlægget