<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1150766838320198&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Danmarks bedste ledelsesblog – vinder af Blogprisen

Jobrådgivning om en motiveret jobansøgning

Tips til jobsøgning

Jobrådgiverens gode råd til den motiverede ansøgning

Henrik Boye Ebbesen

Jobansøgningen har ét vigtigt formål: at sikre dig en jobsamtale. Din jobansøgning skal være dit personlige salgsbrev. Ansøgningen er sammen med dit CV det første indtryk, som din måske kommende arbejdsgiver får af dig. Sørg derfor for at vække modtagerens interesse, så det er dig, der bliver udvalgt til at komme til samtale.

”En god ansøgning vækker opmærksomhed på den gode måde,” lyder det fra Marianne Gregersen, der er jobrådgiver hos AS3.

”Det betyder, at virksomheden kan se, at ansøgeren har brugt kræfter og energi på at sætte sig ind i, hvilke opgaver virksomheden ønsker at få løst og ikke mindst, at ansøgeren udviser indsigt i virksomhedens værdier og den tone, der anvendes i virksomheden,” uddyber hun.

Når du skriver en jobansøgning, er der tre spørgsmål, du skal stille dig selv:

  • Hvad er min faglige baggrund for at søge jobbet?
  • Hvad kan jeg bidrage med til selve jobbet og ikke mindst til arbejdspladsen?
  • Hvad er de gode grunde til at jeg gerne vil have dette job?

”Lister du samtlige af dine faglige og personlige kompetencer i en ansøgning går du ofte galt i byen. En kvalificeret ansøgning dokumenterer, at ansøgeren er i stand til at forstå de opgaver, der kræves af virksomheden. Ud fra det skal du vælge dine relevante kompetencer ud og præsentere dem på en motiveret måde i sin ansøgning,” fortæller Marianne Gregersen.

Hvad kan du bidrage med?

Din ansøgning skal være personlig, målrettet, motiveret, fremadrettet og ikke mindst inspirerende.

Du skal beskrive overfor virksomheden, hvad du kan bidrage med, og hvordan de kan drage fordele ved at ansætte netop dig.

”Det skal fremgå tydeligt i ansøgningen, hvordan dine kompetencer og kvalifikationer matcher virksomhedens krav og behov,” forklarer Marianne Gregersen.

”Det er vigtigt, at du skaber troværdighed om dine kompetencer. Det kan du gøre ved at fortælle om resultater eller succeser, du har skabt i dine tidligere job. Her kan du med fordel fortælle en succeshistorie, som et konkret eksempel på, hvad du kan,” fortsætter hun.

Sæt dig godt ind i, hvad virksomheden forventer af den kommende kandidat ud fra beskrivelsen i stillingsopslaget.

Orienter dig desuden på virksomhedens hjemmeside for at få en forståelse for virksomhedens værdier, og hvordan de arbejder.

Måske kender du ikke den virksomhed, du søger hos på forhånd. Find derfor ud af, om der er spørgsmål, du mangler svar på. Det kan eksempelvis være ”hvordan arbejder I hos jer?” eller ”hvad er succeskriteriet for jobbet?”. 

Så en opringning til virksomheden vil være en god investering, inden du går i gang med at skrive. Måske får du informationer om stillingen, som kan være relevante at inddrage i din ansøgning.

Skriv en ny ansøgning til hvert job

Det er vigtigt, at din ansøgning er personlig og målrettet mod modtageren, så den fanger vedkommendes opmærksomhed. Husk at du er nødt til at skrive en ny ansøgning til hvert job, du søger.

Din ansøgning er jo netop målrettet et bestemt jobopslag og dermed en bestemt virksomhed.

”De fleste finder hurtigt formuleringer og afsnit, som nemt kan omformuleres i den næste ansøgning – men husk at tjekke ansøgningen for formuleringer, der var rettet mod det forrige job du søgte, for det ser virksomheden helt sikkert,” forklarer Marianne Gregersen.

Derudover er det vigtigt, at du bevarer en rød tråd i din ansøgning.

Et godt råd er at lade din ansøgning handle om emner eller kompetencer, som du gerne vil uddybe nærmere til samtalen og dermed er klar til at blive spurgt ind til.

Sørg desuden for, at der er sammenhæng mellem de ting du vil, gør og har tænkt dig at gøre i jobbet. Skab en klar sammenhæng mellem din ansøgning og dit CV, så det fremstår professionelt.

”Det er først efter, du har overvejet alle disse faktorer, at du egentlig er klar til at skrive den motiverede ansøgning, der er interessant for virksomheden, som derfor indkalder dig til en jobsamtale – hvilket jo netop er målet,” understreger Marianne Gregersen.  

 

Henrik Boye Ebbesen

Henrik Boye Ebbesen

Uddannet journalist. Har tidligere arbejdet for Berlingske Media og som kommunikationsansvarlig for Dansk Travsports Centralforbund. Er i dag Content Manager hos AS3 Transition med ansvar for produktion og kvalitetssikring af indhold til blog, hjemmeside, sociale medier og AS3 Portalen. Har været ansat i virksomheden siden 2016.

Kommenter indlægget