<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1150766838320198&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Brug netværk i din jobsøgning.

Netværk | Læs på 3 min

Jobsøger: ”Det kan være grænseoverskridende at skulle netværke”

Henrik Boye Ebbesen

At være jobsøgende indeholder mange andre opgaver end blot at skrive gode ansøgninger og CV’er. Du skal nemlig også lære at bruge dit netværk. Den erkendelse kom 58-årige Gitte Kuni til, da hun en dag stod uden arbejde.

Det kom umiddelbart ikke som det store chok for Gitte Kuni, at hun en dag skulle stå uden arbejde. Som projektansat på hendes tidligere arbejdsplads var der nemlig sat en helt naturlig udløbsdato på hendes ansættelse.

Alligevel krævede det en del tilvænning pludselig at skulle affinde sig med en tilværelse som jobsøgende.

”Det var jo en ny situation for mig, og jeg synes faktisk, det var meget mærkeligt at være arbejdsløs,” forklarer hun.

Gitte Kuni gik dog hurtigt i gang med at søge efter et nyt job, og kort tid efter projektansættelsens ophør var hun også godt i gang med et jobrådgivningsforløb. Her fokuserede hun først og fremmest på at lave et godt CV og skrive en god ansøgning.

”Med et godt CV og en god ansøgning på plads følte jeg mig godt rustet til at søge de opslåede stillinger, jeg fandt interessante,” forklarer hun.


Netværk – hvordan gør man det?

Under en samtale med sin jobrådgiver måtte hun dog erkende, at et godt CV og en god ansøgning sjældent er nok til at lande det helt rigtige job. Hun fik nemlig at vide, at hun også skulle lære at netværke og deltage i et jobteam.

Men specielt netværksaktiviteterne virkede skræmmende:

”Det kan være meget grænseoverskridende at skulle netværke. Det gjorde det i hvert fald for mig. På den ene side følte jeg, at det var som at tigge efter et job. Men samtidig vidste jeg også, at uden netværk kunne jeg risikere at fortsætte som ledig i længere tid,” fortæller Gitte Kuni.

Med det sidste argument indprentet på nethinden, gik hun i gang med at netværke. Tøvende i starten. Men dog fast besluttet på, at de forskellige netværksaktiviteter skulle bringe hende forrest i jobkøen.

Efter hendes første netværksmøder fandt hun ud af, hvor værdifulde møderne kan være i en jobsøgningssituation.

”Jeg var altid lidt nervøs, når jeg skulle til et nyt netværksmøde. Men når jeg tog derfra igen, var jeg altid i godt humør. Møderne gav mig simpelthen ny energi og masser af positive input til min jobsøgning,” fortsætter hun.

Forud for hver enkel netværksaktivitet satte Gitte Kuni sig et mål:

”Et netværksmøde må aldrig bare udvikle sig til hyggesnak. Derfor havde jeg altid en målsætning om, at jeg skulle have to nye kontaktpersoner med mig hjem fra hvert møde. Der skulle kort og godt være noget at arbejde videre med bagefter,” fortæller hun.

 

Social kontakt er vigtigt for den jobsøgende

I dag er Gitte Kuni trådt ud af arbejdsløshedskøen. Efter knap et år som jobsøgende lykkedes det hende at få en stilling som serviceleder i Facility Management på Hillerød Hospital.

At dette job kom i hus, tilskriver hun både den individuelle jobrådgivning og netværksaktiviteterne, men også hendes deltagelse i et jobteam, hvor hun fik mulighed for at sparre med andre jobsøgende.

”Her mødte jeg andre, der havde samme udfordringer som jeg. I jobteamet kunne vi hjælpe hinanden, komme med gode råd og blive inspireret af hinanden,” fortæller hun.

Hun er dog ikke i tvivl om, at de netværksaktiviteter, hun blev præsenteret for af sin jobrådgiver, var meget værdifulde for hendes jobsøgning. Og det er også en disciplin, som hun er fast besluttet på at fortsætte med – også selvom hun nu er i job.

”Men hvis ikke jeg havde været i jobrådgivning, tror jeg faktisk ikke, jeg havde kastet mig ud i det,” siger Gitte Kuni.

Gitte Kuni.jpg

 

 

 

 

 

 

 

 

Gitte Kuni, Serviceleder, Facility Management 

Henrik Boye Ebbesen

Henrik Boye Ebbesen

Uddannet journalist. Har tidligere arbejdet for Berlingske Media og som kommunikationsansvarlig for Dansk Travsports Centralforbund. Er i dag Content Manager hos AS3 Transition med ansvar for produktion og kvalitetssikring af indhold til blog, hjemmeside, sociale medier og AS3 Portalen. Har været ansat i virksomheden siden 2016.

Forrige indlæg

Gode råd til hvordan man laver et godt CV

Næste indlæg

8 gratis CV-skabeloner til inspiration

Kommenter indlægget