<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1150766838320198&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Forandringsledelse_medarbejderudvikling_AS3-960298-edited.jpg

Personlig historie | Læs på 5 min

”Her vil jeg gerne ansættes, men jeg kommer nok ikke ind, for de er alt for unge.”

Frederik Fisker Wæhrens

Lone Herbst Nørgaard måtte i en alder af 60 år se sig selv stå uden arbejde for første gang i 33 år. Sammen med en afskedigelse fulgte bekymringer og manglende overblik over egne evner, samt frygten for aldrig at blive en del af arbejdsmarkedet igen. Det skulle dog ikke holde hende tilbage. Da en virksomhed med en gennemsnitsalder på under 30 år slog et – for Lones vedkommende – drømmejob op, skulle hverken alder eller noget andet stå i vejen for hende.

Lone Herbst Nørgaard blev i november 2017 afskediget efter 33 år i den samme bank. Lone, der er uddannet softwareudvikler, var ansat i en IT-afdeling, der blev lukket som led i en større sparerunde. Det var bestemt ikke nogen rar oplevelse, fortæller hun:

”Dagen, hvor vi fik besked, var slem. Dagen efter var også slem, og der skulle vi lige finde fodfæste samt hoved og hale i de tilbud, vi havde fået. Der var meget at forholde sig til.”

”Jeg valgte at takke ja til et outplacement-forløb hos AS3, fordi jeg håbede på at få sparring til at lave et CV og en ansøgning, da jeg ikke havde gjort det i 33 år,” siger Lone.

At se sine udfordringer fra et andet perspektiv

Det første Lone gjorde, var at vende situationen på hovedet. I stedet for at se sin afskedigelse som et nederlag, så hun det at søge et ny job, at lave CV og ansøgning som en udfordring og en mulighed.

”Det er nok klassisk at tænke sådan, når man er blevet fyret: ’Hvad kan jeg egentlig?’ Det var en udfordring, men da først jeg kom i gang med det, var det en god oplevelse og en god udfordring. Jeg satte mig ned og så på, hvad jeg har lavet de sidste 33 år. Da jeg havde skrevet det ned, var jeg rigtig godt på vej til at have lavet et CV,” fortæller Lone.

”Det gav mig en ballast til at sige: ’Jeg kan de her ting, for det har jeg bevist’. At jeg fik det ned på papir, gav mig et overblik og noget, jeg vidste, jeg kunne vise en kommende arbejdsgiver.”

Transition-Management-Programme_AS3-858935-edited

 En spændende og ung virksomhed bød sig til

I løbet af den første tid, hvor Lone aktivt søgte job, fik hun sendt seks ansøgninger af sted. Fire af dem var en stilling som SCRUM Master, og hun endte med at få to tilbud om at komme til jobsamtale.

Særligt en virksomhed var interessant for Lone. House of Code, en IT-virksomhed der udvikler apps, havde noget særligt over sig, der gjorde, at Lone med det samme fik lyst til at arbejde hos dem.

”Jeg sagde til min mand: ’Her vil jeg gerne ansættes, men jeg kommer nok ikke ind, for de er alt for unge.’”, fortæller Lone:

”Deres hjemmeside var meget anderledes end de andres. Den var helt nede på jorden, og den appellerede meget til mennesket. Budskaberne var, at det skulle være sjovt at gå på arbejde, og at man skal have det godt. Alle de menneskelige værdier skinnede igennem, og det gjorde det også i deres annonce. Jeg følte, at de skrev til mig.”

”Jeg kunne se, at gennemsnitsalderen var under 30 år – og det bekymrede mig da – men jeg tænkte, at de skulle have min ansøgning alligevel.”

”De ringede tilbage, og de kunne godt se, at jeg havde meget erfaring, men de spurgte, om jeg ikke var bange for at komme til at kede mig. Det fik jeg dem heldigvis overbevist om, at jeg ikke ville”, fortæller Lone.

Samtalen handlede om værdier frem for faglighed

Til samtalen med House of Code var Lone godt forberedt. Samtalen handlede dog meget mere om Lone som person og hendes værdier end om IT-tekniske detaljer.

”Jeg fik at vide, at de havde fået 35 ansøgninger. De havde lagt alle CV’erne til side og kun læst ansøgningerne ud fra, om det var en person, de forstillede sig, der passede til deres værdier. Så vi snakkede værdier i fire eller fem kvarter,” fortæller Lone.

Personen, som Lone var til samtale ved, hedder Henrik Grove, og han arbejder som HR- og Administrationschef hos House of Code.

”Hos os har vi en klar strategi om at gå efter de rigtige mennesker fremfor kun de rigtige kompetencer,” siger Henrik Grove.

”Lone skrev en god, målrettet ansøgning mod House of Code. Den var skarp i forhold til vores ’tone of voice’, og så var hun god til at følge op på det. Vi havde nogle gode snakke over telefonen, efter hun havde sendt sin ansøgning.”

”Det var nogle ærlige snakke, vi havde. Lone var meget tydelig i forhold til, at hun ville os.”

”Vi synes, at Lone er cool, og alder har jo intet med vores valg at gøre. Vi ved jo godt, at vi ikke har hende i femten år, men hvis vi har hende i fem eller ti rigtig gode år, så er det super godt.”

”Lone var helt klar over, hvem hun var, og hvorfor hun er, som hun er. Det var hun rigtig dygtig til at reflektere over, og jeg mener, at det er vigtigt at kunne.”

”Hvis du ikke er i stand til se og mærke, hvem du selv er, er du så ærlig overfor dig selv? Og hvis du ikke er ærlig overfor dig selv, kan du så være ærlig overfor din arbejdsplads? Det er vigtigt, at man er ærlig, og det var Lone.”

Lone endte med at få tilbudt jobbet, som hun takkede ja til.

as3_2017_2994-022420-edited

At finde sine skjulte kompetencer kan være en øjenåbner

Det var ikke givet på forhånd, hvorvidt Lone skulle fortsætte i bankverdenen. Derfor var det heller ikke sikkert, at det var hendes kernekompetencer fra netop det arbejde, som hun skulle bruge fremadrettet. Hun har igennem sit job og en formandspost i en bestyrelse i en beboerforening lært, at hun trives i en rolle, hvor hun får tingene til at ske. Det overvejede hun, om hun kunne overføre til en anden branche.

”Det, jeg har lavet de seneste år, var mindre IT-relateret og mindre hands-on i det tekniske. Det var mere koordinerende og i takt med, at jeg fik flere og flere af den type opgaver, fandt både jeg og min arbejdsgiver ud af, at nogle af mine styrker lå der,” fortæller Lone.

”Hvis jeg skal komme med et godt råd til andre i samme situation, så er det, at se det hele som en udfordring. Forsøg at se anderledes på det. Få lavet et godt CV og en god ansøgning, og se det som en mulighed, frem for at se på alt det negative. Desuden tror jeg, det er vigtigt, at man hurtigt omstiller sig fra at være ansat til at være jobsøgende.”

”Det er måske noget, man skal have hjælp til. Men kan man gå helhjertet ind i et jobsøgningsforløb, hvis man stadig slæber rundt på uforløste ting og fortsat identificerer sig med sin tidligere arbejdsplads? Det, har jeg i hvert fald oplevet, kan være svært for andre at gøre,” fortæller Lone.

”Til andre, der også nærmer sig eller har rundet de 60 år, vil jeg sige: Stop med at fokusere på, at du er fyldt 60 år. Hvem siger, det skal være negativt? I nogle brancher er det en fordel, at man har sin relativt høje alder, for man har altså også en bred vifte af erfaringer og kompetencer med sig. Det kan ingen tage fra en. Det behøver slet ikke være negativt, at man er 60 år gammel,” slutter Lone Herbst Nørgaard.

lone_highres
Lone Herbst Nørgaard.

Frederik Fisker Wæhrens

Frederik Fisker Wæhrens

Har en professionsbacheloruddannelse i Kommunikation fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole. Har tidligere været ansat ved landskabsarkitektvirksomheden Schønherr, inden han påbegyndte sin kandidatuddannelse i Virksomhedskommunikation på Aarhus BSS i 2017. Er ansat som kommunikationspraktikant hos AS3 Transition, hvor de primære opgaver er produktion af indhold til hjemmeside og blogs, samt diverse kommunikationsopgaver.

Forrige indlæg

Jobskifte: Overvejer du at søge nye udfordringer? Du er ikke alene om det

Kommenter indlægget