<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1150766838320198&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Effektiv jobsøgning

Jobrådgivning | Læs på 4 min

Gør din jobsøgning mere effektiv ved at sætte mål

Henrik Boye Ebbesen

At sætte mål for sin jobsøgning handler om at overveje og beskrive, hvad du forestiller dig, dit næste job skal indeholde. I dette indlæg beskriver vi, hvordan du kan arbejde med jobmål, der kan gøre din jobsøgning langt mere effektiv.

”Ved at du selv træffer bevidste beslutninger ud fra konkrete mål, kan du selv være med til at tage en del af styringen, hen mod det rette job,” forklarer jobrådgiver i AS3 Transition Lene Illeborg.

Når du ved, hvilken type job du gerne vil have, og hvad jobbet skal indeholde, kan du formulere mål for din jobsøgning, altså dine jobmål. De hjælper dig både med at gøre din jobsøgning mere effektiv, og de gør dig mere målrettet i forhold til, hvad du gerne vil.

”Du får lettere ved at aktivere dit netværk, som kan hjælpe dig med inspiration og kontakter, når de konkret ved, hvad du kan og vil,” siger Lene Illeborg.

”At arbejde imod et mål, gør det samtidig lettere for dig at fastholde motivationen i din jobsøgning,” fortsætter hun.

Det handler om at sætte en retning

At sætte jobmål handler om at vide, hvilken retning du ønsker, din jobsøgning skal gå i.

”Dine jobmål og din retning for din jobsøgning afhænger blandt andet af, hvad du gerne vil, dine kompetencer, dine værdier, og hvor du er i livet,” forklarer Lene Illeborg.

Et godt udgangspunkt, for at arbejde med mål for din jobsøgning, er, at du er bevidst om:

  • dine personlige og faglige kompetencer
  • dine værdier og din motivation i dit arbejdsliv

Det er også vigtigt, at dine mål er realistiske og mulige for dig at opnå.

”Du bør revurdere dine mål efterhånden, som du får mere og mere erfaring. Forfølg ét mål ad gangen indtil du får et nyt, der giver mere mening. Dine jobmål vil også gøre, at du kan skrive bedre ansøgninger og fremstå mere målrettet til en jobsamtale, da du er i stand til at beskrive dine ønsker og mål for dit arbejdsliv,” forklarer Lene Illeborg.

Flere typer jobmål

”Vi kan overordnet skelne mellem tre typer af jobmål: Ønskejob, andre-gode-job og hellere-end-job. Går du kun efter ønskejob, kan du være heldig, at det lykkes hurtigt, men det kan dog også tage lang tid, hvis der kun findes få af dit ønskejob,” forklarer Lene Illeborg.

Hvis det skulle ske, at det tager rigtig lang tid at få dit ønskejob, kan det være en god idé også at overveje, hvilke andre job der kunne være interessante.

”Dine hellere-end-job bliver først relevante, når du ikke kan vente længere på det rigtige job,” forklarer hun.

Din tidshorisont har derfor stor indflydelse på dine valg. Vær konkret, når du beskriver alle tre typer af mål for dine job. På den måde kan du lettere lave en strategi for din jobsøgning.

as3_2017_1404-756712-edited

Ønskejob er et job, hvor du skal lave alt det, du drømmer om – der er ingen begrænsninger. Du skal lade som om, at du har de kompetencer, der er nødvendige, for at du kan varetaget jobbet.

For at finde ud af, hvad dit ønskejob er, kan du kan overveje: 

  • Hvilke arbejdsopgaver kan jeg bedst lide?
  • Hvilke succeser vil jeg gerne forfølge?
  • Har du en drøm eller en interesse, der kunne blive dit fremtidige job?
  • I hvilken virksomhed eller branche kan du finde dit drømmejob?

”En god øvelse kan være, at du skriver et jobopslag for de typer af job, der kunne være dine ønskejob. Her kan du skrive om jobbets indhold, hvilke krav der stilles til dig, og hvilken virksomhed, der søger,” forklarer Lene Illeborg.

Når du har beskrevet dine ønskejob, kan du begynde at overveje, hvor tæt du er på jobbene. Måske ligger dine ønskejob ikke inden for din umiddelbare fremtid, men du kan stadig arbejde målrettet hen imod dem i løbet af din karriere.

I andre-gode-job arbejder du med opgaver, du trives med, og som du har kompetencerne til.

”Måske ligner denne type job dit ønskejob på nogle punkter. Det kan være, at du varetager nogle af de arbejdsopgaver, du forestiller dig, dit ønskejob rummer, eller måske er jobbet i den samme branche. På den måde kan du altså reducere afstanden til dit ønskejob,” fortæller Lene Illeborg.

Når du har tænkt over arbejdsopgaver og en eventuel branche, kan du også her lave nogle jobopslag, der kunne beskrive et af dine andre-gode-job.

Hvis jobbet ikke lige er der

Nu har du beskrevet to typer af jobmål, men hvad nu, hvis det ikke lykkes dig at finde et af disse job så hurtigt, som du kunne tænke dig?

Det kan betyde, at du muligvis må gå på kompromis med lønkrav eller interesser. Derfor er det vigtigt også at overveje hellere-end-job, som er job, du føler dig kvalificeret til, og du kan sandsynligvis hurtigt finde et.

”Se ikke kun hellere-end-job som noget negativt. Der kan være mange gode grunde til og fordele ved at søge og få sådan et job,” forklarer Lene Illeborg.

Fordele ved hellere-end-job kan være:

  • Det er ofte en fordel at være i job, når man søger job
  • Du vedligeholder og udbygger dine kompetencer
  • Du får løn frem for eventuel offentlig forsørgelse
  • Du undgår huller i dit CV
  • Du holder dig i gang, skaber og vedligeholder dit netværk.

Dine jobmål kan altså hjælpe dig med at styre dine valg i din karriere og påvirke dit arbejdsliv i den retning, som du ønsker. Det er godt at gøre sig tanker om, hvilke områder og hvornår du er klar til at gå på kompromis med nogle af dine mål, hvis det bliver nødvendigt.

”At nå mål, som du selv har sat, giver en god følelse af tilfredshed, som hjælper dig med at holde gejsten oppe i din jobsøgning,” afslutter Lene Illeborg.
Henrik Boye Ebbesen

Henrik Boye Ebbesen

Uddannet journalist. Har tidligere arbejdet for Berlingske Media og som kommunikationsansvarlig for Dansk Travsports Centralforbund. Er i dag Content Manager hos AS3 Transition med ansvar for produktion og kvalitetssikring af indhold til blog, hjemmeside, sociale medier og AS3 Portalen. Har været ansat i virksomheden siden 2016.

Forrige indlæg

4 konkrete råd til hvordan du bruger netværk i din jobsøgning

Næste indlæg

Tag chancer, vær kreativ og oprigtig, hvis din jobsøgning er kørt fast

Kommenter indlægget