<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1150766838320198&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Topledelsen skal sikre trivsel gennem en tydelig strategi

Hvis du som leder skal have dine medarbejdere til at trives, kræver det en tydelig strategi. Det er nemlig topledelsens ansvar at gå forrest, når god trivsel skal sikres.

Ifølge en undersøgelse foretaget af Industriens branchearbejdsmiljøråd mener 85% af de adspurgte HR-chefer, arbejdsmiljøchefer og arbejdsmiljørepræsentanter, at et godt og sundt arbejdsmiljø er afgørende for, at virksomheden når sine økonomiske mål.

Hele 99% mener derudover, at det er altafgørende, at topledelsen engagerer sig i at skabe et godt arbejdsmiljø i virksomheden.

Topledelsen er med andre ord en helt nødvendig partner, når målet er at skabe et godt arbejdsmiljø med høj trivsel.

Trivsel kræver klar rollefordeling

Selvom trivsel er en individuel oplevelse, har alle et fælles ansvar for at skabe den.

At implementere trivsel på alle niveauer i en virksomhed kræver først og fremmest en tydelig strategi og rollefordeling, da alle i virksomheden har en funktion og et ansvar for den samlede trivselsindsats

Det er topledelsens opgave at dele ansvaret for trivsel ud til de enkelte roller i virksomheden - for både topledelsen, lederne, HR, medarbejderne som gruppe og de individuelle medarbejdere har hver især et ansvar for, at trivslen på arbejdspladsen lykkes.

New Call-to-action

Travlhed og stress er to forskellige ting

I mange virksomheder er der travlt i hverdagen. Det er helt enkelt et vilkår. Det betyder dog ikke, at virksomhedens medarbejdere nødvendigvis er stressede.

Både ledere og medarbejdere skal derfor forstå, at travlhed og stress ikke er det samme. En medarbejder kan sagtens have travlt uden at være negativt stresset, men han eller hun kan også være stresset uden at have travlt.

Et led i trivselsindsatsen kan derfor være at skabe en bedre forståelse for forskellen mellem travlhed og stress - så både den samlede organisation, lederne og den enkelte medarbejder ved, hvilke forhold de står overfor.

I det hele taget er forventningsafstemning en afgørende del af enhver trivselsindsats. Topledelsen skal definere, hvilke trivselselementer der løbende kan ændres på, og hvilke elementer der er givne vilkår i virksomheden.

Tydelig ledelse giver fælles fokus

Derfor er og bliver det topledelsens fornemmeste opgave at skabe tydelige rammer. For når målet er at skabe trivsel, skal topledelsen starte med at definere trivslens forskellige elementer.

En klar og tydelig strategi for trivsel bidrager nemlig til, at alle som én i virksomheden forstår, hvad ambitionerne er, og hvornår målene er nået - og dermed bidrager alle til at styrke virksomhedens fælles fokus på trivsel.

I sidste ende betyder det, at ingen i virksomheden, hverken ledere eller medarbejdere, er i tvivl om, hvad trivselsindsatsen indebærer, og hvad gevinsten er. Både for den enkelte, for fællesskabet og for virksomheden.

Vil du høre mere

Udfyld formularen, hvis du ønsker sparring eller har spørgsmål til emnet.
Så kontakter jeg dig.

Lisbeth Bygsø-Petersen
Lisbeth Bygsø-Petersen
COO i AS3 Transition - Trivsel, Udvikling og Outplacement. Konsulent, coach og facilitator.