<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1150766838320198&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

En trivselsstrategi er meget andet end blot en åben dør ind til lederens kontor

Øget arbejdspres og en stigning i antallet af stressramte er hverdag i flere danske virksomheder og organisationer. Den udvikling stiller store krav til danske ledere. Der er brug for mere fokus på trivsel, og det er ikke længere nok at afvente medarbejdernes initiativ, hvis de har problemer. 

Trivsel og trivselsstrategi er blevet en vigtig ledelsesdisciplin, og det er lederens opgave at have fingeren på pulsen.

Næsten halvdelen af danske ledere forventer nemlig, at deres ansatte bliver udsat for større arbejdspres i de kommende år, og fire ud af fem forudser endnu mere stressede medarbejdere i takt med, at kompleksiteten i arbejdet stiger.

Men hvis vi som ledere udelukkende fokuserer på at håndtere og behandle stress, har vi misset en vigtig pointe: Det betaler sig at investere tid og ressourcer i trivsel.

Ikke kun for at modvirke stress og øge arbejdsglæden, men også for at booste performance og derved skabe større effektivitet og bedre bundlinje i virksomheden.

Hvad koster dårlig trivsel egentlig?

De fleste ledere har øje for stressramte medarbejdere, for de ved, hvad stress koster på bundlinjen. Det er straks sværere at spotte medarbejdere med dårlig trivsel, og ikke mindst sætte kroner og øre på, hvad det koster for virksomheden.

Når medarbejdere mistrives, falder deres performance markant, og den nedsatte effektivitet kan over tid koste virksomheden mange penge. Endnu dyrere bliver det, hvis den faldende trivsel resulterer i en opsigelse, som ellers kunne være undgået.

Derfor giver det mening at ændre virksomhedens tankegang til en forebyggende tilgang. Det gælder kort sagt om at skifte fra et negativt fokus på stresshåndtering til et mere positivt fokus på trivselsoptimering.

For nogle ledere vil det betyde, at de skal klædes bedre på til at implementere dette mindset ved hjælp af uddannelse eller rådgivning.

For andre vil ændringen ikke forekomme så stor. Det afgørende er, at du som leder sætter rammerne for en arbejdskultur med nærvær og åbenhed - og at du selv sætter et godt eksempel. 

MUS-samtalen er en fælde      

Tidligere tænkte mange ledere, at man kunne ”klare trivslen” under den årlige MUS-samtale. Men det er farligt at tro, at dette obligatoriske værktøj indeholder løsningen på alt. For det gør det langt fra.

Der er fra medarbejdernes side dagligt brug for vejledning, støtte og dialog for at kunne arbejde med højere kompleksitet og et større arbejdspres.

Derfor er det heller ikke længere nok at sige: ”min dør står altid åben”. Hvis ikke dine medarbejdere har tilliden og kontakten til dig i det daglige arbejde, vil de ofte først gå ind af din dør, når problemet har vokset sig meget stort.

Eller måske den værst tænkelige situation: de når måske aldrig ind over dit dørtrin, før de er sygemeldt eller har skiftet arbejdsplads. 

Nærvær skaber arbejdsglæde

Hvis du vil øge trivslen og skabe bedre betingelser for arbejdsglæde i din virksomhed, gælder det om at opbygge en tillid, så medarbejderne altid kommer til dig, før det brænder på.

Omvendt er det også din opgave at spotte en medarbejder i mistrivsel, så eventuelle problemer kan tages i opløbet. Hvordan du gør det, og hvordan du tager dialogen med medarbejderen, er værktøjer du kan lære at mestre.

Du når faktisk rigtig langt ved blot at være til stede og interessere dig for dine medarbejdere – og så praktisere nærvær hver dag. Hvis du kender dine medarbejdere, kan du bedre støtte og guide dem i deres arbejde.

Og har du en oprigtig interesse for deres arbejdssituation, opbygges der ikke kun mere tillid og respekt imellem jer, men også større motivation hos medarbejderne.

Et anerkendende klap på skulderen eller et venligt spørgsmål, til hvordan det går med arbejdet eller familien, er afgørende for, hvordan medarbejderne ser dig - og i sidste ende har dette stor betydning for trivslen på arbejdspladsen.

Download stress guide - gratis e-bog

Leder og medarbejder skal tale sammen - hver dag

Det er i det daglige samvær, du kan skabe en åben feedback-kultur, som er fundamentet for, hvordan I taler sammen senere, hvis der opstår problemer.

Relationen til dine medarbejdere er som et ægteskab. Det er for sent at opbygge en god relation, når der er krise. Det er i det daglige liv, tilliden og nærværet skal opbygges.

Hvis ikke grundlaget er i orden, og I ikke formår at skabe fælles værdier, kan det let ende i en skilsmisse.

Det falder ikke alle ledere lige naturligt at praktisere professionelt nærvær. Her kan det give mening at få rådgivning eller uddannelse i, hvordan du bedst kan justere din personlige ledelsesstil, så den fremmer trivsel bedst muligt i din virksomhed.

”Walk the talk” går ikke af mode

Naturligvis vil den enkelte medarbejder altid være ansvarlig for sin egen trivsel og bør kunne sige til og fra i sit arbejdsliv.

Men det er til gengæld dig, der skaber rammerne for trivslen og sætter dagsordenen for, hvordan man arbejder i virksomheden. Og det gør du først og fremmest ved selv at være et godt eksempel.

Som leder er det nemlig din opgave at støtte balancen mellem krav og ressourcer, så det er afstemt i forhold til medarbejdernes kapacitet. Derudover er det også vigtigt at have in mente, hvilket budskab, du kommunikerer med din adfærd på det personlige plan.

Arbejder du selv i ferien, eller møder du op syg på arbejde, er dette et klart signal til medarbejderne om, at det giver pluspoint på kontoen hos ledelsen at gøre det samme.

En tendens der i længden kan tære alvorligt på trivslen hos enhver medarbejder.

Omvendt kan du påvirke trivslen positivt ved at gå forrest i mange andre sammenhænge. Spiser du hver dag sundt og går op i motion, kan du fremme en sund kultur på arbejdspladsen, som er med til at skabe basis for god trivsel.

Trivselsledelse foregår ude på gulvet

Som leder er din person og stil i dag oftest et afgørende faktor for medarbejdernes trivsel - og dermed også for deres effektivitet og performance.

Det er ikke længere nok at tale om trivsel på dit kontor en gang om året, eller når stressen har ramt.

Trivselsoptimering er blevet en ledelsesdisciplin, der foregår ude på arbejdsgulvet med arbejdstøjet på, i en uformel snak over frokosten eller ved kaffeautomaten.

Derfor skal din dør fortsat stå åben – så du kan komme ud og snakke med medarbejderne.

Supplér med løbende trivselsmålinger

Her ser du, hvordan AS3s eget værktøj til online trivselsmåling fungerer. Systemet hedder Evi og er udviklet i samarbejde med vores kunder. 

Se mere om trivselsmålinger med Evi

Vil du høre mere

Udfyld formularen, hvis du ønsker sparring eller har spørgsmål til emnet.
Så kontakter jeg dig.

Jørgen Uhrbrand
Jørgen Uhrbrand
Partner og direktør i AS3 Transition