<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1150766838320198&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Danmarks bedste ledelsesblog – vinder af Blogprisen 2016

Er det nødvendigt at tale med vores medarbejdere?

Holdning

Er det virkelig nødvendigt at tale med vores medarbejdere?

Peter Straadt

Du behøver kun læse videre, hvis du vil have dit team til at high performe. 

Op gennem 80’erne vandt pædagogsloganet ”Har du talt med dit barn i dag?” gehør overalt. Hvorfor? Jo, pædagogerne vidste, hvad de talte om. Det at tale sammen, dialogen, er kort og godt vejen til at binde mennesker sammen – og skabe forståelse og motivation.

Når vi taler om performance management i fremtiden, er der en risiko for, at dialogen mellem leder og medarbejder bliver en mangelvare, og netop det kan gå ud over den enkeltes performance.

I vores nuværende, digitale tidsalder, er vi online 24/7, og mange dialoger mellem leder og medarbejder erstattes af mails, sms’er eller autogenererede rapporter og dashboards. Er der en fare i det?

Netop den risiko, der ligger i det, gør, at vi I fremtiden kommer til at opleve, at samtalen mellem to mennesker kommer på mode igen.

Hallo, er du der?

Der er i dag talrige bud på, hvordan du som leder får dine medarbejdere til at yde det optimale, og mange systemer til at måle medarbejderen på.

Men er performance-målinger den eneste gangbare vej, når det gælder om at nå virksomhedens forretningsmæssige mål? Ikke nødvendigvis.

Jeg oplever i stigende grad, at medarbejdere i flere virksomheder er tæt på at nå et mæthedspunkt, når det kommer til måling af forskellige KPI’er. ”Åh nej, skal vi nu måles igen”, er der mange, som tænker. Til dem har jeg både en god og en dårlig nyhed.

Den dårlige først: Jeg tror ikke på, at traditionelle KPI-målinger forsvinder i de kommende år. Måske bliver der færre, men de forsvinder ikke.

Og så den gode: Til gengæld tror jeg på, at flere virksomheder kommer til at supplere de mere traditionelle performance-målinger med en ekstra dimension. At vi taler mere sammen.

Din virksomhed skal tænke anderledes, når det gælder performance management. Udnyt samtalen. Udvid dialogen. Alt skal ikke kun måles.

Dine medarbejdere skal kunne mærke, at du som leder er til stede og oprigtig interesserer dig for dem. Men er du klar til at ændre den løbende dialog med dine medarbejdere?

Du skal mærke, hvordan dine medarbejdere performer. Og de skal mærke, at de har værdi og gør en forskel. For hvis ikke du formår at give dem den følelse, er der mange, der stiller sig selv spørgsmålet: ”Er du den rigtige leder for mig?”

Fremtidens helte deler successer

Det stiller krav til lederen. Det er nemlig dig, der skal motivere medarbejderne til at tale sammen – både med dig som leder, men også med kolleger på tværs af organisationen.

De skal nemlig dele successer og udnytte hinandens idéer. I sidste ende gælder det om at skabe en kultur, hvor den enkelte medarbejder ikke har nok i sig selv. Men derimod ser sig selv som en del af en større enhed.

Når du taler med din medarbejder, så skal du fokusere mere på fremtiden og sørge for at få svar på:

·        Hvilke successer har du oplevet siden sidst?

·        Hvilke nye idéer har du fået?

·        Hvordan har du bidraget til dine kollegers succes?

·        Hvad har du lært af dine kollegers successer?

·        Hvad er gået skidt?

·        Hvor har du brug for hjælp, support eller sparring?

·        Hvad har de seneste forandringer betydet for dig?

·        Hvilket potentiale har du som vi ikke gør brug af?

Hvor mange cylindere kører din jobmotor på?

I samtalen skal du som leder være til stede, synlig og inviterende. Åbningen skal komme fra dig. Du er sparringspartneren. Og du skal altid være klar til at tage dialogen, når behovet opstår.

Samtidig skal du også være i stand til at udstikke en tydelig retning. Hvordan du gerne vi have det. Som alle ledere bør gøre.

Hvor ofte skal man så tale sammen, spørger du nok? Svaret er ikke entydigt. Du skal være så tilpas tæt på dine medarbejdere, så de føler, at de altid kan komme i dialog med dig, men samtidig ikke føler sig overvåget.

Nogle medarbejdere skal du tale med hver eneste dag. Andre en gang om ugen, og andre igen en gang om måneden. Men ikke sjældnere. Som minimum en gang om måneden.

Ellers mister du evnen til at mærke, om deres jobmotor køre på alle cylindre.

Kan det så praktisk lade sig gøre at holde gang i dialogen i store virksomheder, hvor medarbejderne ofte er spredt på tværs af divisioner eller landegrænser? Det kan det.

Samtaler behøver ikke altid at foregå face-to-face. I dag, hvor der findes et utal af kommunikationskanaler, kan I tale sammen over Skype eller FaceTime.

Har al den snak så en effekt?

Vil øget dialog mellem medarbejder og ledelse skabe bedre performance? For medarbejderen får jo ikke mere tid i hverdagen ved at tale jævnligt med sin leder. Tværtimod.

Ja, er mit svar. Jeg tror på, at flere og bedre samtaler smitter positivt af på medarbejderens performance.

Den tættere kontakt vil bringe medarbejderen i et flow, hvor den enkelte kan klare mere i hverdagen, får mere fra hånden og kommer hurtigere frem til beslutningerne – de rigtige vel at mærke!

Og den kontante afregning, det målbare, vil du som leder få at se sort på hvidt, når årets APV-målinger tikker ind.

Har du som leder skabt dialog, vil det med garanti kunne aflæses direkte af dine medarbejderes vurdering af dine evner som leder.

Og det giver i sidste ende den bedste performance.

God fornøjelse.

Peter Straadt

Peter Straadt

Har arbejdet med virksomhedsrådgivning og strategi-implementering i over 20 år. 4 års erfaring som afdelingschef hos Sydbank og eksportchef hos GK Glas A/S. Derudover 5 års erfaring som Senior Consultant hos Mercuri International. Har været partner med speciale i forandringsledelse i AS3 Transition fra 2001-2017 (fratrådt i januar 2017). Desuden uddannet ved INSEADs Executive Business programme i Frankrig.

Forrige indlæg

Overvejer du at tage en coachinguddannelse? Så se her

Næste indlæg

DONG Energy: Sådan skaber vi tryghed efter en opsigelsesrunde

Kommenter indlægget