<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1150766838320198&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Danmarks bedste ledelsesblog – vinder af Blogprisen 2016

as3_2017_1374-696187-edited.jpg

sociale medier

Lederens guide til sociale medier: Fem minutter om dagen er nok

Henrik Boye Ebbesen

Er du leder og overvejer du at kommunikere på sociale medier, så skal du bare se at komme i gang. For det er slet ikke så svært og bør være en integreret del af din arbejdsdag, lyder det fra ekspert i sociale medier, Astrid Haug. Med en beskeden, daglig indsats kommer du rigtig langt.

De fleste ledere har en fyldt kalender fra morgen til aften, og for mange er det sikkert svært at se, hvor tiden til at være på de sociale medier skal komme fra. Men ifølge ekspert i sociale medier, Astrid Haug, er det et spørgsmål om prioritering.

”Der er næppe mange ledere, der opdeler deres arbejdsdag i, hvor meget tid de skal bruge på at tale i telefon eller tjekke mails. Det er jo en naturlig del af deres arbejde, og deres indsats på de sociale medier skal være det samme – altså en integreret del af arbejdsdagen,” siger hun.

Astrid Haug vurderer, at de fleste ledere kommer et godt stykke ved at afsætte fem minutter om dagen.

”Det kan godt være, at du skal bruge ti minutter de første gange, du laver et opslag, men det behøver altså ikke tage hverken halve eller hele timer,” siger hun.

Vær klar til at tage dialogen

Sociale medier lægger op til dialog, og som leder skal du ifølge Astrid Haug være parat til at tage den, når den opstår.

”For mig at se må det da være fantastisk, at du gennem sociale medier får mulighed for at tale med nuværende eller potentielle kunder, samarbejdspartnere eller måske kommende medarbejdere. Derfor skal du som udgangspunkt være glad for, hvis en eller flere personer liker eller kommenterer dine opslag. Og jeg mener absolut, at det er værd at bruge lidt tid på at svare. Det kan kun gavne forretningen,” mener hun.

Hvis et opslag medfører rigtig mange kommentarer, kan det godt blive en tidsrøver at skulle svare hver enkel.

”Så kan en generel kommentar som ’Tusind tak for alle jeres kommentarer’ eller ’Jeg kan se, at mit opslag har givet anledning til en god debat, så…’ være løsningen. Bare du husker en eller anden form for respons,” forklarer Astrid Haug.

Skal jeg vælge LinkedIn, Facebook eller et tredje medie?

Der findes i dag flere forskellige sociale medier, og det kan være svært at vælge det eller dem, der er relevant at benytte, hvis du sidder i en lederstilling.

”LinkedIn er oplagt for de fleste ledere, da det primært bruges i erhvervsmæssige sammenhænge. Instagram, der egner sig bedst til foto og små videoer, og Twitter, hvor du opdaterer en kort tekst eller en video, er andre muligheder. Men LinkedIn er det medie, de fleste ledere foretrækker,” vurderer Astrid Haug.

I dag findes der godt 1,7 millioner danskere med en profil på LinkedIn. For Facebook er tallet noget højere med godt 3,5 millioner danske brugere.

”Hvis du er i en virksomhed, hvor de potentielle medarbejdere, virksomheden skal rekruttere i fremtiden, er på Facebook, men ikke LinkedIn, så giver det selvfølgelig også mening at være der,” forklarer Astrid Haug.

New Call-to-action

Hun fortæller, at mange opslag på Facebook ofte er af ganske privat karakter, og derfor skal lederen være opmærksom på, hvilke opslag han eller hun deler på dette medie.

”Hvis du som leder bruger Facebook som kommunikationskanal, skal du kunne skelne mellem personlige og private opslag. Hold dig til det personlige på din offentlige profil, og hvis du også vil skrive om noget mere privat, så gør det på en lukket profil eller i en gruppe, som kun dine nære venner og bekendte kan se indholdet af,” siger Astrid Haug.

Den tekniske hurdle er til at overvinde

Selvom du ikke tilhører den befolkningsgruppe, der i dag betegnes som ”digitalt indfødte”, bør det ikke afholde dig fra at bruge de sociale medier.

Astrid Haug oplever ofte, at folk forsøger at gøre det at vedligeholde en profil på et socialt medie mere besværligt, end det rent faktisk er.

”Det er altså ikke raketvidenskab. Slet ikke. Hvis du kan finde ud af at tage et foto med din telefon og skrive en to linjers tekst uden alt for mange stavefejl, så er du et godt stykke vej. Kan du også optage en kort video, er du rigtig, rigtig langt,” siger hun. 

Husk det personlige præg

Mange virksomheder har en kommunikationsafdeling, hvor lederen i opstartsfasen formentlig kan få råd og vejledning til at lave sine første opslag.

”Men jeg vil helt klart anbefale, at du som leder ret hurtigt selv sørger for at opdatere din profil. Det er nemlig dit personlige præg, dine følgere vil se. Og hvis du som leder ikke ved, hvad virksomheden skal stå for og kommunikere, hvem gør så?,” spørger Astrid Haug.

Hvis du sidder på ledelsesgangen og har svært ved at få idéer til opslag, så søg hjælp i organisationen.

Lederen er oftest den i organisationen, der har nemmest ved at få et stort og kvalificeret netværk, og det er i alles interesse, at forskellige historier fra virksomheden når frem til lederens profil på de sociale medier.   

”Når lederen er aktiv på sociale medier, svarer det lidt til at få gratis annonceplads i en avis. Og den chance må alle i virksomheden være interesseret i at udnytte,” mener Astrid Haug.

Guide: Sådan kommer du i gang

  • Vælg det sociale medie, som du har mest lyst til at kaste dig ud i. Kan du lide at tage billeder, er Instagram oplagt, er du mere til politik og nyheder, kan du bruge Twitter, og er du mere til det sikre professionelle valg, så er det LinkedIn.

  • Beslut dig for, hvad formålet er. Vil du gerne brande virksomheden på en bestemt måde, eksempelvis give den et menneskeligt ansigt, eller have folk til at forbinde virksomheden med god ledelse, innovation eller som en spændende arbejdsplads?

  • Få hjælp fra kommunikationsafdelingen eller en person i virksomheden, som er god til de sociale medier. I starten er det rart at have en, der kan guide dig lidt på vej.

  • Brug 5 minutter om dagen på at interagere med netværket. Du kan blandt andet like og kommentere andres opslag, og lav selv et opslag, eksempelvis en gang om ugen.

Astrid Haug har arbejdet med sociale medier i mere end 10 år, både i amerikansk politik og dansk politik med erfaring fra Christiansborg, Københavns Kommune og Kulturministeriet samt Berlingske. Hun har sin egen virksomhed, hvor hun hjælper virksomheder og organisationer med at navigere i en digital verden.

Hun har udgivet en række bøger om sociale medier. Hun optræder ofte i medierne som ekspert indenfor sociale medier og den digitale udvikling.

astrid-830295-edited.jpg

Henrik Boye Ebbesen

Henrik Boye Ebbesen

Uddannet journalist. Har tidligere arbejdet for Berlingske Media og som kommunikationsansvarlig for Dansk Travsports Centralforbund. Er i dag Content Manager hos AS3 Transition med ansvar for produktion og kvalitetssikring af indhold til blog, hjemmeside, sociale medier og AS3 Portalen. Har været ansat i virksomheden siden 2016.

Forrige indlæg

Optælling af sygedage: Hvad betyder 120-dages-reglen egentlig?

Næste indlæg

”Det virker bedre, når et menneske rækker ud til et andet. Specielt på sociale medier.”

Kommenter indlægget