<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=1150766838320198&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">

Danmarks bedste ledelsesblog – vinder af Blogprisen 2016

as3_2017_1106-415953-edited.jpg

Coaching

Dagbog del 7: Ambitionen om at gøre det godt som coach

Stine Schou Kvistgaard

Jeg er nu over halvvejs på Practionerniveauet på AS3s coachinguddannelse og har gennemgået 30 timers træning med egne fokuspersoner. Fælles for samtalerne er min egen ambition om at gøre det godt for fokuspersonen, som ind imellem kan udfordre mig som coach.

Spændvidden er stor i forhold til, hvilke temaer fokuspersonerne kommer ind ad døren med. Det samme gælder derfor også, den rolle, jeg indtager i samtalen, og de coachingteknikker, jeg bringer i anvendelse, for at gøre mig selv god i forhold til udforskningen af fokuspersonens tema.

Bidrager jeg nok i samtalen?

I et af mine samtaleforløb, som vedrører iværksætteri, er det i stor udstrækning nok at være til stede, lytte til personens overvejelser frem og tilbage, spørge mere ind og opsummere, hvad jeg har hørt. Her leder hun sig selvstændigt videre til sine egne next steps, uden jeg behøver guide hende særligt meget i processen.

Forløbet udfordrer mig til tider, fordi det ind imellem føles som om, jeg ikke bidrager nok i samtalen. Men her læner jeg mig op ad det, jeg selv har erfaret som fokusperson: at det ofte er tilstrækkeligt at have en person til at bevidne, opsummere og spejle ens tankeproces tilbage. Det har jeg selv oplevet som enormt værdifuldt.

Balancen mellem coaching og rådgivning

Da jeg selv er iværksætter, spørger fokuspersonen sommetider direkte efter mit råd eller min erfaring, som i dette tilfælde er relevant at give direkte.

I disse samtaler er jeg særligt opmærksom på balancen mellem at coache og rådgive og har stor fokus på at metakommunikere omkring samtaleformen, så det er tydeligt for hende, hvornår vi gør hvad.

Jeg sørger for hele tiden at spille bolden tilbage til fokuspersonen, så indholdet bliver omsat til hendes egen virksomhed. Forløbet styrker mig meget i at switche mellem coaching og rådgivning.

For at sikre mig, at fokuspersonen får tilstrækkeligt udbytte af samtalerne, spørger jeg løbende i forløbet ind til, hvilken samtaleform, der passer hende bedst, og hvad, hun har brug for fra min side som coach.

Sæt ambitionen på ”mute”

I andre forløb er problematikkerne dybe, personlige og komplicerede. Her kalder situationen endnu mere på empati, ro og forståelse, og jeg må først bruge en del energi på at forstå fokuspersonens tema, lære vedkommende bedre at kende og etablere en god relation.

Det tager tid, og i disse situationer bliver jeg udfordret på at lægge mine egne ambitioner til side om at give vedkommende noget med derfra med det samme. Min egen indre dialog om at gøre det godt må sættes på “mute”, så jeg kan være fuldt til stede i samtalen.

Jeg prøver i stedet at bremse mig selv i at gå for hurtigt frem og undersøger i stedet problemstillingens aspekter grundigt først. Det viser sig at være enormt vigtigt, for ind imellem bliver jeg overrasket over personens tankekoblinger og mønstre, og der dukker nye vigtige detaljer op i samtalen, som har betydning for fokuspersonens tema.

Når personen føler sig set og hørt, går det stærkt

I samtalerne øver jeg mig i at spejle den andens ord, vendinger og kropssprog, for at vise, at jeg kan sætte mig i personens sted. Det opleves som om, at fokuspersonen føler sig set, hørt og forstået og virker positivt for relationen, som hurtigt udvikler sig til at være tillidsfuld.

Det er godt givet ud at give sig den tid, for når først hele temaet eller problemstillingen er foldet ud, kender jeg personen bedre og kan nu bruge intuitionen til at spørge ind, der hvor det virker som om, der er noget vigtigt at hente.

Her oplever jeg, at vi relativt hurtigt når frem til de centrale punkter i det tema, personen bringer med og nu kan arbejde mere direkte med det emne, vedkommende har med.

Coaching er en dans

Når jeg tænker over min læring som coach indtil nu, slår det mig, hvor afgørende timingen er.

I teorien beskrives coaching som en form for dans. Det er også i høj grad sådan, det føles i praksis. Man skal først sikre sig, at man er tunet rigtigt ind på hinanden for at kunne følges ad. Coachen skal dernæst tydeligt lede ”dansens” forløb og kommunikere til den anden, hvor vi er på vej hen.

Ens egen ambitionen om at gøre det godt som coach må aldrig overdøve det fælles projekt – dansen - så man kommer ud af takt og ”taber” fokuspersonen. Har man derimod antennerne ude i forhold til den anden person, i stedet for at fokusere på det, der sker i en selv, flyder dansen meget bedre.

Stine Schou Kvistgaard

Stine Schou Kvistgaard

Selvstændig kommunikations- og brandingrådgiver. Stine hjælper virksomheder med at udvikle deres forretning gennem kommunikation med et menneskeligt fokus. Hun driver desuden virksomheden FEEL Company, som tilbyder undervisning i meditation online og på fysiske meditationsforløb.

Forrige indlæg

Vejen til godt arbejdsmiljø: Sådan får du topledelsen med på at skabe god trivsel

Næste indlæg

Få 5 gode råd til udflytning af arbejdspladser

Kommenter indlægget